Opsendelsen af en indisk rumkapsel fandt sted fra Satish Dhawan-rumcentret, omkring 80 kilometer nord for byen Chennai på Indiens østkyst.
Den 630 ton tunge raket med betegnelsen GSLV Mk 3 er Indiens største raket, men denne gang blev den opsendt med en attrap af det øverste trin. Derfor kunne kabinen ikke gå i bane om Jorden.
Rumkabinen CARE nåede en højde på 126 kilometer og en fart på næsten 20.000 kilometer i timen, før turen tilbage gennem atmosfæren til en vellykket landing i Den Bengalske Bugt.
Ganske, som da NASA for et par uger siden afprøvede Orion-rumskibet, var det Indiske forsøg en afprøvning af varmeskjoldet.
Intet veldefineret mål
Det indiske, bemandede rumprogram er i sammenligning med Kinas meget beskedent. Kina sigter helt direkte mod en rumstation og langtidsophold i rummet.
Det indiske program, der ledes af ISRO (Indian Space Research Organisation), har ikke noget veldefineret mål.
I første omgang drejer det sig bare om at få sendt et par mennesker ud i rummet, og så vil man derefter tage stilling til programmets videre skæbne.
Men det betyder absolut ikke, at Indien er en lille rummagt.
Det er et land med et i virkeligheden stort og meget aktivt program, som bogstavelig talt blev sparket i gang af en meget omdiskuteret amerikansk lov kaldet ITAR (International Trafficking in Arms Regulation) – en lov, der anvendes til at forbyde teknologioverførsel til lande, USA ikke bryder sig om.
USA forbød teknologioverførsel
Indien havde fra starten meget naturligt tænkt sig at opbygge sit rumprogram med hjælp fra vestlig og især amerikansk teknologi.
Men på grund af det indiske atomvåbenprogram trådte ITAR i kraft og forbød teknologioverførsel til Indien.
Det var ikke særlig smart gjort, for resultatet blev, at Indien tog udfordringen op og begyndte at udvikle både raketter og satellitter selv – godt hjulpet af en stærk regeringsstøtte.
Således mente Indira Ghandi ikke, at Indien kunne undvære et rumprogram, og en senere præsident for Indien, dr. Abdul Kalam, kom fra en stilling som projektleder i rumprogrammet.
Langt billigere end i Vesten
Det er derfor ikke noget tilfælde, at Nature har kåret den nuværende leder af ISRO, Koppillil Radhakrishnan, som én af årets 10 mest indflydelsesrige forskere i 2014.
Han har et større udsyn end bare bemandet rumfart – under hans ledelse har ISRO vist, hvor vigtig rumfart er for et land som Indien, der jo ikke er et rigt, vestligt land.
Indien har udviklet mange vigtige satellitsystemer, både til overvågning af vejret og landjorden.
De er på vej med deres eget lokale system af navigationssatellitter og har gennem flere år opbygget et system af kommunikationssatellitter – i de kommende tre år skal der opsendes 10 nye, som kan overføre op til 100 GB data i sekundet.
Desuden har Indien udviklet en række raketter, der kan opsende satellitter langt billigere end de dyre, vestligt byggede raketter.
Nok er der blevet slækket på ITAR under Obama, men amerikanerne har stadig en vis kontrol over, hvilke fremmede satellitter med vestlig teknologi, som Indien må opsende.
Marssonde vakte stolthed
Men hvad dr. Radhakrishnan nok især er blevet kendt for, er den første indiske marssonde Mangalyaan, som 'against all odds' nåede godt frem til Mars i september og sendte nogle imponerende billeder af Mars tilbage til Jorden.
Den begivenhed har gjort inderne mindst lige så stolte, som hvis de havde opsendt et par astronauter.
Nye videnskabelige flyvninger, blandt andet mod Solen, er planlagt. Indisk rumfart har i høj grad noget at byde på.
Som Radhakirishnan siger: Det indiske rumprogram skal ikke vurderes ved at sammenligne med andre landes programmer.
Der er ingen tvivl om, at han vil blive savnet, når han træder tilbage ved årsskiftet.
