Der er glædeligt nyt for lystfiskerne langs Varde Å og ikke mindst de fisk, som ikke er gået på krogen:
Aldrig har de syddanske lystfiskere kunnet fange så mange store ørreder i åen som i 2025. 1.400 for at være nogenlunde præcis.
Det passer godt sammen med forskeres seneste vurdering af, at der ikke har været så mange steder med ørredyngel i å-systemet de seneste 40 år.
»Det er godt at se, at indsatserne for at fjerne forhindringer for fiskenes bevægelse begynder at virke i Varde Å,« siger Bjarke Ibsen Dehli, fiskeplejekonsulent ved DTU Aqua.
»Men det går stadig alt, alt for langsomt fremad, og Danmark er langt bagud, når det kommer til genopretning af sunde, naturlige å-systemer. Fiskene har alt for mange forhindringer.«
Hvad er det for forhindringer, vi mennesker har lagt ud for fiskenes vandring op og ned ad åen?
Og hvad skal der til for at ændre dem, så fiskebestanden igen kan stige til et sundt niveau?
Det har vi spurgt to eksperter om.
Vandmotorveje og »robotmonstre«
Under og efter den seneste istid opstod der en lang række ådale i det danske landskab: Fugtige, relativt flade naturområder langs åerne, hvor vandstanden kan stige og falde.
Det har økosystemet nydt godt af, men landbruget har ikke.
For en fugtig, dynamisk ådal er generelt et dårligt sted at dyrke afgrøder.
»Set med de briller har man haft en interesse i at gøre åen så dyb og lige som muligt og med færrest mulige forhindringer. En slags vandmotorvej,« siger Bjarke Ibsen Dehli.
Igennem mange år har man derfor gravet åer mere lige, brede og dybe, så vandet løber hurtigt og effektivt igennem å-systemet, og jorden omkring åerne er lettere og mere pålidelig at dyrke.
Det har man blandt andet gjort ved at fjerne sten og grus, der bremser vandet og får det til at forgrene sig.
»Ørred, laks og andre fisk gyder i grus, så det kan være et kæmpestort problem for bestandene, når alt gruset forsvinder,« siger han.
Samtidig holder man systematisk vandplanterne – såkaldt ‘grøde’ – nede, ofte med store maskiner.
»Grødeskæring er et kæmpe problem for fiskene, især når det bliver gjort med de her robotmonster-grødemaskiner, der pløjer gennem åen og fjerner alt,« siger Peter Rask Møller, lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum med fokus på fiskefauna.
»Ørreder og andre fisk er afhængige af skjul, fordi de er ret territoriale. Så det er virkelig kritisk, når de her maskiner fræser alt væk uden at vurdere det.«
Spærringer på vandreruten
Vi har ikke kun taget en masse gavnligt væk fra åen, men også tilført en masse nye ting, der er svære at forcere for fiskene.
»Mange fisk vandrer som en del af deres livscyklus,« siger Peter Rask Møller.
»Ørreden udklækker i grus i åen, vandrer ned langs åen for at komme ud på åbent vand og vokse sig stor, inden den svømmer op gennem åen igen.«
Igennem århundreder har mennesker lagt flere og flere spærringer i vandløbene:
Sluser, vandmøller, dæmninger ved vandværker og dambrug, veje og broer, hvor åen bliver ført gennem rør, og så videre.
Det betyder, at mange fisk ikke kan foretage vandringen og derfor ikke gyde og lave nye generationer af fisk.
Alligevel venter mange fisk ‘høfligt’ ved spærringen på, at den forsvinder.
De bliver dermed en buffet for rovdyr – navnlig når man i forvejen har fjernet grus og grøde, som fiskene kan gemme sig i.
»Skarver, hejrer, oddere og sæler opdager hurtigt, hvor de har en fordel i forhold til at fange fisk. Så de slår helt naturligt til ved sluser og andre spærringer, hvor fiskene ikke kan komme videre,« siger Bjarke Ibsen Dehli.
»Og hvis fiskene i forvejen dør ud i fjordene, jamen så er skarven ret smart og flytter op langs vandløbene og finder fisk dér i stedet.«
Løsninger på vej
DTU Aquas seneste måling fra Varde Å viser, at 14 procent af de undersøgte strækninger har opnået en sund ørredbestand. Det er en stigning siden 2016, hvor tallet var 5 procent.
Når der er små tegn på fremgang af ørreder visse steder i Danmark, skyldes det først og fremmest et målrettet arbejde med at fjerne spærringer i åerne, påpeger forskerne.
For eksempel var Holme Å, der er en del af Varde Å-systemet, siden 1921 kraftigt reduceret af en spærring, der ledte størstedelen af vandet ud til det lokale vandkraftværk, Karlsgårdeværket.
Det betød, at fisk som ørred og laks fik betydeligt sværere ved at vandre gennem Holme Å.
Men præcis 100 år senere blev spærringen fjernet, så åen har kunnet vokse sig langt større og mere fremkommelig over en 12 kilometer lang strækning igen, samtidig med at fiskene fik adgang til mere end 40 kilometer vandløb.
Der måtte indsamles 20 millioner kroner fra fonde til projektet, hvor 50 private lodsejere skulle sige god for at genoprette den naturlige ådal på deres jord.
»Det er en flertrinsraket at løse problemerne med de lave fiskebestande,« siger Bjarke Ibsen Dehli, hvis job det blandt andet er at rådgive kommunerne om, hvordan det kan gøres.
»Man er nået langt med at fjerne spærringer de seneste årtier, men den dyre og forkromede naturgenopretning er at sikre bedre gydeområder og naturlige ådale. Der er stadig lang vej igen.«
\ EU-krav og nationale mål for sunde vandløb
Danmark er forpligtet til at følge EU’s vandrammedirektiv, der trådte i kraft i år 2000 og forlangte en bred genopretning af naturlige vandområder, herunder vandløb.
Målet skulle som udgangspunkt nås inden 2015, men gav mulighed for fristforlængelse frem til 2027.
Det har ført til en række nationale mål, blandt andet for en god økologisk tilstand i sammenlagt 18.560 kilometer vandløb inden udgangen af 2027.
Af de 18.560 kilometer er målet indtil videre nået for 530 kilometer, ifølge seneste udgave af Danmarks vandområdeplan fra december 2025.
Ifølge en afsløring fra Information i 2024 forventede den daværende regering først at nå 2027-målet i »2033 og efter«.
Der er specifikt udpeget 7.300 kilometer vandløb, hvor de fysiske betingelser skal forbedres ved blandt andet at fjerne 1.400 spærringer.
Et af målene inkluderer sunde fiskebestande af blandt andet ørreder, hvilket DTU Aqua monitorerer løbende.
I 2025-opgørelsen for Varde Å er målet opnået i 14 procent af åen – en stigning siden sidste måling i 2016, der viste 5 procent.
Peter Rask Møller mener, at man kan gøre mere for at tænke på naturen i de områder, hvor man fortsat arbejder med grødeskæring.
»En gammeldags åmand kan en masse, som robotterne ikke kan,« siger han.
»Han eller hun kan vurdere løbende, hvad der er godt for åen, i stedet for at det bare kodes ind i et system på forhånd. Så jeg vil foreslå, at man ansætter flere af dem.«
Han peger også på, at der findes løsninger på, at sluser kan laves, så man tilgodeser fiskene.
For eksempel har man i Utrecht, Holland, installeret en ‘fiske-dørklokke’, hvor borgere kan kigge med på en undervands-livestream og underrette sluseoperatøren med et klik, når de ser fisk sætte sig i kø.
Hvad kan jeg selv gøre?
Selvom stat og kommuner har forpligtet sig til et stort restaureringsarbejde af de danske vandløb, er der ting, man selv kan gøre som borger for at hjælpe fiskebestanden på vej, siger forskerne.
»Ved mindre bække skal der ikke altid så meget til for at skabe bedre betingelser for fiskene,« siger Bjarke Ibsen Dehli.
Han henviser til, at der findes en række forskellige økonomiske midler, man kan søge til vandløbsprojekter af forskellig art, hvis man som forening gerne vil hjælpe sit lokale vandløb.
Blandt andet har DTU Aqua sin Gruspulje, hvor man kan søge penge til at købe og udlægge gydegrus og skjulesten i vandløbene.
»Jeg vil vove at påstå, at ingen dansker er særligt langt væk fra en forening, der arbejder på at restaurere og forbedre lokale vandløb. Så hvis man selv vil gøre noget aktivt, kan man jo melde sig ind i sådan en forening,« siger Bjarke Ibsen Dehli.
