Det er en helt enestående samarbejdskultur, der findes i Danmark, mellem amatørarkæologer med metaldetektorer og professionelle museer.
Det er med til at kaste nyt lys over den danske kulturarv.
Museumsinspektør Jonas Johansen fra Nationalmuseets Danefæ-kontor fortæller, at man skønner, at vi nu er oppe på over 1.000 aktive hobby-detektorførere herhjemme.
Hvert år modtager Nationalmuseet omkring 20.000 genstande, som er fundet i jorden af detektorførere.
Det er så mange, at der lige nu ligger rekordmange fund, nemlig 90.000, på Nationalmuseet, som venter på at blive beskrevet.

Den store mængde medfører en sagsbehandlingstid på helt op til seks år, før Nationalmuseet kan sende svar på et længe ventede spørgsmål fra finderne:
Er mit fund et danefæ eller ej?
Den lange behandlingstid er et »luksusproblem« for dansk arkæologi, mener museumsinspektør Jonas Johansen, for de mange detektorføreres bidrag til forskningen er uvurderlig.
»Det er en gave til den danske arkæologi,« slår han fast.
»Når detektorførere finder noget fra fortiden, er det jo en lille brik i det store puslespil til vores fælles fortid her i Danmark.«

Begrebet danefæ dækker over fund, der tilhører staten.
Reglen stammer fra Jyske Lov fra år 1241 og fastslår, at »hvad ingen ejer, det ejer kongen«.
I Danmark har vi en lempelig lovgivning, der gør, at alle må købe sig en metaldetektor og søge efter danefæ.
Sådan er det ikke for eksempel i Sverige, hvor mængden af fund derfor også er markant mindre.
Den danske lovgivning sikrer desuden, at fund bliver indleveret og registreret, i stedet for at ende i private skuffer.
Danskere, der er så heldige at finde danefæ i jorden, får nemlig en skattefri godtgørelse fra staten, som kan variere fra et par hundrede kroner til millionbeløb for de mest unikke fund.
Staten har god grund til at være taknemmelig.
Uden detektorførere ville mange arkæologiske fund aldrig blive gjort.
Det findes der gode eksempler på, fortæller Jonas Johansen fra Nationalmuseets Danefæ-kontor, og nævner Vindeliv-skatten, som er et af de største guldfund, der er gjort i Danmark.

»Det har rykket vores viden om den nordiske mytologi flere hundrede år længere tilbage i tiden, end man hidtil havde beviser for.«
Et andet fund er Fæsted-guldskatten fra en såkaldt ’centralplads’, som er en højstatusplads for magteliten, som, arkæologerne ikke vidste, eksisterede. Det har bidraget til en teori om, at fundene ved Fæsted kan knyttes til Dronning Thyra og måske har været en gave fra Gorm den Gamle.
»Fæsted-skatten viser, at detektorføring har ført til spektakulære historiske fund,« siger Jonas Johansen.
»Metaldetektorer er et genialt redskab til at finde ud af, hvad der sker steder, hvor vi ellers ikke tror, at der er noget at finde.«

Guld udgør ofte de mest spektakulære fund, fordi guld modsat mange andre metaller ikke ruster og forgår i jorden.
Guld bevarer sin glans selv gennem årtusinder.
For de fleste detektorførere er det ikke pengene fra danefæ-belønningen, der er vigtigst.
\ Hvad siger reglerne om brug af metaldetektorer?
Alle må købe og bruge en metaldetektor, så længe de følger gældende regler:
- Det er ikke lovligt at afsøge jord uden tilladelse fra jordejeren. Det gælder for både private marker og offentlige arealer som for eksempel skove eller strande, hvor man skal have tilladelse fra staten eller kommunen.
- Det er ulovligt at bruge metaldetektor på fredede fortidsminder, herunder gravhøje.
Findere skal overholde bestemte kriterier for at sikre de arkæologiske værdier, kaldet ’omhukriterier’:
- Man må som udgangspunkt kun opsamle genstande fra pløjelaget.
- Støder man på en uforstyrret grav eller et større samlet fund, skal man stoppe gravningen øjeblikkeligt og kontakte det lokale museum.
- Manglende overholdelse af reglerne kan føre til en reduceret godtgørelse for fundet.
- Godtgørelsen, eller findelønnen, udbetales, hvis genstanden erklæres for danefæ. I så fald modtager finderen en skattefri godtgørelse.
Har du selv fået lyst til at afsøge, skal du følge en bestemt procedure ved fund:
- Fundet skal registreres med præcis GPS-position (for eksempel via appen Dime).
- Finderen skal aflevere fundet til sit lokale statsanerkendte museum. Museet grovsorterer fundene og sender potentielt danefæ videre til Nationalmuseet til endelig sagsbehandling.
»Det er den magiske oplevelse ved at trække en genstand op af jorden og være den første, der holder den i hænderne i måske 2.000 år,« siger han.
Om nogle af fundene forsvinder ned i lommerne på nogle af de 1.000 hobbydetektorførere, vi har i Danmark, vil Jonas Johansen ikke gisne om.

































