Hvad pokker? Hjernelignende geléklump fundet i lagune ved Vancouver

Videoen viser den slimede klump af mosdyr, som blev fundet i Stanley Park ved Vancouver. (Video: Vancouver Courier)

Kilde: 
04 september 2017

En mystisk, slimet, geleagtig klump, fundet i en kunstig lagune i Stanley Park, Vancouver, Canada, vækker begejstring i lokalsamfundet. Det skriver Vancouver Courier.

En video, der viser den slimede, hjernelignende geleklump, er gået verden rundt.

Klumpen er i virkeligheden en helt masse såkaldte mosdyr, der klumper sig sammen i, ja, en klump i moser og vandløb.

»De er en koloni af bittesmå organismer, der kan lide at hænge ud sammen,« fortæller kommunikationsmedarbejder Kathleen Stormont fra Stanley Park Ecological Society til Vancouver Society.

En enkelt organisme er et nemt bytte, men holder de sammen, er risikoen for at blive spist mindre, forklarer hun videre.

Den bizarre klump er på størrelse med en flad fodbold og ligner i form en hjerne eller en nyre.

Begejstringen skyldes, at den type mosdyr hidtil ikke er blevet set i det område. De menes er være opstået omkring Mississippifloden og har spredt sig derfra.

Professor i biologi ved University of British Columbia Ian Walker, som forsker i mosdyr, fortæller til National Geographic, at mosdyrene nok ikke er kommet for nylig, men bare har skjult sig godt.

»Det er noget, der nemt kan være blevet overset førhen,« siger han til  National Geographic.

Ifølge Ian Walker kan klimaforandringer have indflydelse på dens udbredelse:

»Jeg tror, vi nærmer os deres nordlige grænse. Men med varmere klima kan de måske vandre længere nordpå.«

eh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.