De fleste mennesker vil nok ønske, at vi ikke er alene i universet. Det er et dybt ønske, at vi kan finde andre at dele vore tanker med, enten ved at besøge dem eller ved at udveksle budskaber.
Men nogle gange skal vi måske passe lidt på med, hvad vi ønsker os. Det er stadig værd at lytte til, hvad den berømte engelske astronom Sir Fred Hoyle (1915 – 2001) sagde i en serie forelæsninger i 1964, der senere er udgivet i bogform under titlen ‘Om mennesker og Mælkeveje’.
En astronoms livssyn
I sin anden forelæsning ”En astronoms livssyn” siger Fred Hoyle:
»For øjeblikket har vi at gøre med rumrejser. Hvis det var muligt at rejse mellem stjernerne, hvad jeg ikke tror, ville alle Mælkevejens planeter blive befolket af de første få skabninger, der var blevet i stand til at forlade deres eget solsystem og rejse gennem rummets dybder. Ville det være nogen særlig fordel at få hele Mælkevejen befolket med mennesker? I stedet for at der er 10 milliarder mennesker på Jorden efter år 2000, kunne antallet forøges til en billion eller en trillion. Men knytter der sig nogen interesse til det blotte antal? Jeg tror det ikke. Det ville være meget kedsommeligt. Langt bedre at bevare menneskeheden på denne planet, og andre skabninger på deres planeter. På den måde kan der være millionvis af forskellige planeter med forskellige slags skabninger, i en fantastisk zoologisk have. Sådan ville jeg planlægge, hvis valget var mit…«
Ensomhed kan være en god ting
Efter Fred Hoyle holdt sine forelæsninger for nu 50 år siden, er der naturligvis sket meget.
Således er der blevet udført en række computersimulationer, der viser, hvor hurtigt en enkelt civilisation kan kolonisere hele vores Mælkevej, hvis den spreder sig på samme måde som polynesierne i Stillehavet gjorde det for mange hundrede år siden – ved at drage ud, grundlægge en koloni på en ø, som så med tiden selv drager ud og grundlægger nye kolonier.
Selv under ret pessimistiske antagelser om rejsetid og den tid, det tager en koloni selv at blive klar til at grundlægge en ny koloni, så er tidsrammen astronomisk set meget kort: En civilisation kan kolonisere hele Mælkevejen på under 100 millioner år, hvilket er en bagatel af 1% af Mælkevejens alder.
Mælkevejen kunne sagtens have været koloniseret
I virkeligheden kunne vi forvente, at Mælkevejen for milliarder af år siden var blevet koloniseret af ‘de førstefødte’ – den første civilisation, som lærte at flyve mellem stjernerne. Men at det ikke er sket, skal vi bare være glade for.
For Jorden og dens liv har fået lov til at udvikle sig i fred, uden indblanding udefra. Hvis det er normalt, at planeter udvikler sig isoleret, så åbner det mulighed for en høj grad af biologisk diversitet i Mælkevejen.
Det betyder også, at mange – og sikkert meget forskellige – kulturer uafhængigt af hinanden kan tænke over de store spørgsmål, som hvorfor der overhovedet er et univers i stedet for ingenting.
Den manglende kolonisering kan tyde på, at stjernerejser enten er meget vanskelige eller helt umulige. Det er et emne, vi vil se på i en senere blog.
Er kommunikation vejen frem?
Fred Hoyle var en af de første, der diskuterede hvad udveksling af budskaber kunne betyde for udviklingen af hele vor civilisation.
Lige som vor kultur er baseret på tanker, vi har arvet fra fortiden, fra grækerne, og fra mennesker som for længst er døde som Newton og Beethoven – så kunne det jo gentages i en langt større målestok, ved at tilegne sig andre intelligensvæseners tanker og ideer.
Men Hoyle er klar over, at udveksling af budskaber tager tid – men at det måske er en god ting.
Han siger: »Det væsentlige er ikke at tilfredsstille den personlige nysgerrighed, men vore mentale processers udvikling på langt sigt, over århundreder, ja årtusinder. Set på baggrund af den tidsskala, hvori den menneskelige kultur har udviklet sig, er nogle århundreder helt passende. Det er de store tanker, det kommer an på, og ikke de daglige baseball resultater. Jeg mener, at en udveksling af budskaber kunne påvirke den menneskelige kulturs fremtidige udvikling, og til dette formål er det ikke på nogen måde nødvendigt at skvaldre uophørligt gennem rummets dybder«.
Men får vi så svaret?
Men selv om vi en dag modtager et budskab fra en fjern civilisation og begynder at kommunikere måske endda med mange forskellige kulturer, så er det slet ikke sikkert, at det vil bringe os ud af vor nuværende kosmiske ensomhed. For nogle – måske de fleste – af de budskaber vi modtager vil sikkert være uforståelige for os.
Den berømte science fiction forfatter Arthur C. Clarke (1917 – 2008) har i sin roman ‘Fontænerne i Edens have’ givet et eksempel på, hvad der kan ske, hvis vi prøver at få svar på de helt store spørgsmål.
I romanen flyver en rumsonde fra en anden civilisation gennem vort solsystem. Rumsonden har rejst i mange tusinde år fra en stjerne 52 lysår borte, og ombord er en meget intelligent computer, som optager kontakt med Jorden.
Kan computeren svare på det store spørgsmål?
Vi spørger naturligvis computeren om alt muligt, og selvfølgelig også om universets oprindelse – og vi får følgende svar:
»Min hjemplanet meddelte mig for 456 år siden, at universets oprindelse er blevet opdaget, men jeg ikke er i besiddelse af kredsløb, der kan forstå forklaringen. De må derfor kommunikere direkte for yderligere oplysninger«.
Rumsondens computer vidste sikkert udmærket, at vi heller ikke ville forstå forklaringen – den fortæller os bare på en pæn måde, at der i dette univers findes gåder og spørgsmål, som kræver en højere intelligens end menneskets at forstå. Fred Hoyle har jo også sagt, at han heller ikke diskuterede kosmologi med sin hund, også selv om der set fra universets synsvinkel ikke er den store forskel på en hundehjerne og en menneskehjerne.
Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at lære ydmyghed, den dag vi kommer i kontakt med andre og langt mere udviklede væsener. For sandheden er, at med vor hjernes begrænsninger er der spørgsmål, vi ikke kan stille og svar vi ikke kan forstå – men vi har da i hvert fald noget at stræbe efter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
