Da senistiden efter mere end 3.000 år omsider slap sit kuldegreb om Danmark, indtrådte omkring 9.500 f.Kr. en ny og mildere periode, den præboreale tid. For plante- og dyrelivet, og dermed også for mennesket, fik dette afgørende betydning. Skoven fik langsomt fodfæste, rensdyret fortrak og blev afløst af elsdyr og urokse.
Bopladser fra denne tid kender man; de benævnes under ét Maglemosekulturen, som dækker over et 2.000 år langt tidsrum. Men indtil nu er der ikke fundet præboreale bopladser, hvor affald og redskaber af knogle og tak er bevaret.
Derimod kender man enkelte slagtepladser og nedlagte dyr samt naturligvis mange enkeltfundne redskaber.
En økse af elgtak har været udstillet på Økomuseum Samsø siden 1960’erne. Den knap 14 centimeter lange økse er tilvirket af elsdyrets kolossalt store tak, netop hvor den brede del udgår fra stokken, som udgår fra kraniet.
En skrå tilhugning af stokken har frembragt en æg, som har flere skår efter brug, mens et ovalt skafthul fra begge sider er boret i takkens fladere del. Øksen er gået itu i skafthullet, dvs. midt i arbejdet.
Museumsinspektør opdagede skjulte ornamenter
Et utal af besøgende har set øksen i montren, herunder ganske mange fagfolk, som deltog i udgravninger på Hjortholm, og en del har haft den i hænderne.
Alligevel blev vi først sidste år af den skarpsynede, tidligere museumsinspektør Vivi Jensen fra Koldinghus gjort opmærksom på, at øksen da vist var ornamenteret.
En stor del af museets oldtidssamling er skænket af den tidligere lensgreve på Brattingsborg, Aage Danneskiold-Samsøe. Det meste skyldes indsamling og udgravninger af den flittige godsinspektør Kruse, men som i de fleste museumssamlinger er der også stykker fra helt andre steder.
I 1919 blev Sigurd Schulz – som i 1913-18 havde været volontør ved Nationalmuseets oldtidssamling og senere blev direktør for Thorvaldsens Museum – engageret af lensgreven til at nyordne samlingen og registrere den i en protokol.
I 1924 overflyttedes desuden til lensgrevens samling på Samsø en lille gruppe på 39 oldsager, som havde været opbevaret på Gisselfeld, men størstedelen stammede fra Holmegård i Sydsjælland, hvor grevens farbror boede.
Hvor stammer øksen fra?
Protokollen nævner, at øksen, fire flækkeblokke og tre papskiver med afslag og flintredskaber »højst sandsynligt … stammer fra den bekendte boplads i Holmegårds Mose, der er udgravet af Nationalmuseets 1. afdeling.«
Her tænkes på den boplads, hvor der i 1922-23 i skarp konkurrence med tørvegravningen blev undersøgt mere end 1.600 meter af en boplads fra Maglemosekulturen – et afsnit af jægerstenalderen, som først blev opdaget lidt over en snes år forinden.
Det kan godt være korrekt, at øksen er fremkommet ved den lejlighed, men bopladsen er dog noget yngre end elgøksernes tid. Øksen kan derfor også være fundet ved tørvegravning nær bopladsen eller andetsteds i mosen, der – ved vi i dag – også rummer en ældre (præboreal) boplads.
Ændrede lysforhold resulterede i opdagelsen
At elgtakkens ornamenter først erkendes nu kan skyldes de lysforhold, den har været udstillet under. Efter en nyopsætning af museets oldtidssamling er øksens placering blevet ændret, hvilket har medført, at man nu kan se et indridset vinkelbånd. Det er ikke nogen nyhed, at lysets indfaldsvinkel og styrke har betydning for, hvad man kan se på en overflade.
Kommer lyset fra én retning vil visse dele af et mønster blive fremhævet, mens andre dele vil være svagere eller endog usynlige. Drejes lyset, kommer andet bedre frem.
Der er nu fremkommet en digital fotograferingsmetode, som gør det muligt at gemme og betragte en genstand med alle de lysindfald, som normalt forudsætter en fysisk tilstedeværelse og håndtering. Metoden omfatter ikke blot et billede af en genstand, men også information om genstandens overfladestruktur.
Manipulerer med lyssætningen
Metoden kaldes Reflectance Transformation Imaging (RTI), hvor man ved at sammensætte almindelige digitale billeder og optaget undervarierende belysning opbygger en computergenereret, tredimensionel model af en genstands overflade. Herefter kan man så at sige manipulere med lyssætningen ved computerskærmen.
Til optagelserne kan bruges almindeligt digitalt fotoudstyr af god kvalitet.
Ved at ændre lysindfaldet på takøksens overflade stod en række skælformede fordybninger langs den ene side pludselig tydeligt. Det er fremstillingsspor, og de skyldes formentlig en lille skiveøkses hug.
Men også en del af ornamentikken fremstår i nyt lys. Ud over to parallelle linier og to lignende linier forbundet med diagonale parallelle linier med skiftende orientering kunne der i bordlampens skær ses skødesløst indridsede linier og yderst et lodret vinkelbånd.
Ved RTI-modelleringen dukkede desuden svage spor op af en næsten bortslidt lodret linie, der formentlig har forbundet vinkelbåndets spidser.
Øksen er 10.000 år gammel
RTI-metoden er et let anvendeligt og gratis værktøj, som præsenteres på hjemmesiden culturalheritageimaging.org.
Oplagte arkæologiske studieemner kunne f.eks. være indskrifter og indhugninger på sten, overflader på nedslidte mønter og smykker eller huggespor på træ.
Ud over at gøre mange oversete detaljer synlige, kan dette »værktøj« også skåne skrøbelige genstande mod gentagen håndtering.
Sikkert er det i hvert fald, at RTI-værktøjet har fået elgtakkens tilblivelse og ornamentik til at fremstå i et helt nyt lys.
Ornamentet kan derfor oprindelig have været en linie, som var forbundet med trekanter. Sådanne ornamenter er sjældne og findes på fem vidt forskellige genstande fra Maglemosekulturen: en flintblok fra en anden Holmegård-boplads (se Skalk 1973:5), et ravhængesmykke fra Hjørring, en uroksemellemhåndsknogle fra Lundby, et stykke hjortetak fra Sværdborg og en løsfundet spidshakke af elgtak fra Uggerløse.
Endnu mere usædvanligt er mønstret af diagonale stregbundter med skiftende orientering mellem to lodrette linier. Dette mønster kendes kun fra en løsfundet benkniv fra Sollerön i Dalarna, som nok også er fra Maglemosekulturens tid.
Medens øksens ornamenter ikke kan tidsfæstes nærmere end til jægerstenalderen, siger øksens form mere. Enkelte skånske stykker er blevet dateret til den præboreale tid, og på den samtidige engelske boplads Star Carr er der fundet flere eksemplarer, herunder et med lidt af skaftet bevaret.
Senest er en sådan økse fundet sammen med et af de nedlagte elgskeletter i Lundby Mose (se Skalk 2002:2). Øksen er således ca. 10.000 år gammel.
Sjælden ornamentering på øksen
Flere ting gør takøksen usædvanlig. Økser af kronhjorte- og elgtak var sjældent ornamenteret i Maglemosekulturen, i modsætning til de efterfølgende tidsafsnit.
Økser af gevir fra denne tid var intensivt brugte arbejdsredskaber, mens lange gennemborede takskafter og hakker af uroksens eller elgens mellemhånd eller -fod ikke har så markante brugsspor.
Øksen er knækket i skafthullet som følge af hårdhændet brug. Brudfladerne har samme patina som øksens øvrige overflade og kan ikke skyldes tørvegraverens eller arkæologens spade. Øksens æg er før bruddet blevet opskærpet med et flintredskab; sporene i form af diagonale parallelle skrabespor på æggen ses tydeligt i RTI-modelleringen.
En mærkelig detalje er, at mønstringen, der nok oprindelig var trukket op med birkebarkstjære, ikke vendte udefter mod de mennesker, der omgav værktøjets bruger. Øksen er dog så opskærpet, at afstanden fra ornamentikken til æggens øverste del nu er kort.
Øksen havde måske oprindelig æggen til den modsatte side af takken.
Kun få økser af elgtak
Der kendes kun to andre ornamenterede økser af elgtak, begge befinder sig på Nationalmuseet. Om begge har vi kun sparsomme oplysninger:
- Den ene er udsmykket med fem korte parallelle, vandrette linier og stammer formentlig fra Hellevad ved Rødekro.
- En anden økse, fra lærer Ludvig Zincks samling, er ligesom øksen fra Samsø-museet stærkt opskærpet.
Zinck-øksens ornament, et enkelt vinkelbånd, kan ligeledes først have vendt mod omgivelserne og ikke som nu mod brugeren af øksen.
En anden lighed mellem de to økser er, at redskabets overflade ikke er glatskrabet forud for indridsningen af mønstrene, hvilket ellers er typisk for de fleste af jægerstenalderens ornamenterede genstande.
De to økser var virkelig arbejdsredskaber, og det er derfor fristende at opfatte den sparsomme ornamentering som ejermærker og ikke som en gengivelse af et mytisk eller symbolsk budskab.
Hvis dekorationen på takøksen fra Holmegård og benkniven fra Dalarna opfattes som ejermærker, udfordrer det hidtidige opfattelser af menneskenes mobilitet på denne tid.
\ Tidsskriftet SKALK
Denne artikel er en del af Tidsskriftet SKALK, december 2012.
SKALK er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyt om dansk arkæologi og historie.
I det nyeste nummer af SKALK kan du også læse om:
DEN ENØJEDE
En fantastisk ansigtsafbildning, som man skulle tro var let at afkode som et Odinportræt. Men så enkelt er det nu heller ikke.
DÅVILDT OG DYREHAVER
Omkringvandrende dyr fortæller den dag i dag om middelalderens jagt.
UNDSKYLD?
Det er moderne at sige undskyld for alle mulige slemme overgreb, som forfædrene har begået langt tilbage i tiden. Nu har også vort norske broderfolk betrådt den samme sti.
Læs mere og bestil abonnement på www.skalk.dk.
