Danske svineproducenter er ekstremt dygtige til at producere mange grise pr. so, men succesen har sin mørke side.
Mange af de fødte grise dør, inden de bliver mere end nogle timer eller dage gamle.
Hvad, der er årsag til den høje dødelighed, og om der kan gøres noget fornuftigt for at nedsætte den, er kernen i en ny rapport fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.
Antallet af fødte grise pr. kuld har været støt stigende de seneste 15 år og ligger nu på gennemsnitligt 16,1 grise pr. kuld.
Desværre er antallet af døde grise – hvad enten de er dødfødte eller døde i løbet af de første levedage – også støt stigende. I gennemsnit dør næsten fire af de 16 grise, der fødes i et kuld, inden de når fravænning.
Af både etiske, dyrevelfærdsmæssige og produktionsmæssige årsager er det vigtigt at gøre noget ved problemet, og det var derfor, at Fødevarestyrelsen bad forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet om at udarbejde en redegørelse.
Mange – men små og svage grise
Forskerne pointerer, at der er flere årsager til den stigende pattegrisedødelighed. Store kuldstørrelser fører til, at flere grise fødes små, svage eller underudviklede. Disse grise har øget risiko for at dø enten under eller kort tid efter fødslen.
Avlsindekset, som er fastsat af Dansk Svineproduktion, har siden 2002 inddraget egenskaben “Levende grise ved dag fem” ud fra en forventning om et svagt fald i dødelighed. Det har dog ikke givet det forventede fald i antallet af døde pattegrise. Kuldstørrelsen er svagt stigende, men dødeligheden er stagnerende.
Nogle grise lider af iltmangel i forbindelse med fødslen. I nogle tilfælde ender de som dødfødte grise. I andre tilfælde overlever de fødslen, men er svage som følge af iltmanglen.
Små og svage grise underafkøles let, da de typisk er mindre vitale, og deres chancer for overlevelse generelt er ringere. Eksempelvis er de mindre kvikke til at flytte sig, når soen lægger sig ned.
En anden væsentlig årsag til pattegrisedødelighed er nemlig, at grisene lægges ihjel af soen. Det er især pattegrise med en lav fødselsvægt og en lav kropstemperatur én til to timer efter fødslen, der kan komme til at miste livet under soen.
Sult og afkøling er også et problem, da de små og kolde grise er mere disponerede for at blive syge og bukke under for infektioner.
Forringet velfærd
Sult, kulde, iltmangel, sygdom og at blive lagt på af en stor so – det er skæbnen for cirka fire grise i hvert kuld, der fødes i Danmark. Udover at det forringer produktionen at miste så mange grise, er det også en belastning for dyrene.
“Hovedparten af de grise, som dør efter fødslen, udsættes sandsynligvis for en væsentlig lidelse i form af enten smerte, sult, frygt eller stress varende fra få minutter op til et halvt døgn. Den høje andel af døde grise er derfor både et etisk og velfærdsmæssigt problem,” skriver forskerne i rapporten.
De seneste års avl mod større kuldstørrelse synes at udgøre en stor del af årsagen til den stigende andel af både dødfødte grise og grise, der dør efter fødsel i perioden 1982-2004
citat fra rapporten
En afledt effekt af de store kuldstørrelser er, at soen ikke har patter nok til alle sine grise. For at løse dette problem bruger svineproducenterne ammesøer. En ammeso opfostrer sit eget kuld i tre-fire uger, hvorefter grisene fravænnes, og soen får et nyt kuld til opfostring. Det er et velfærdsmæssigt problem for ammesoen, fordi hun fikseres i en længere periode, end hvis hun kun skulle opfostre sit eget kuld.
Forbedringer på flere fronter
Heldigvis er det ikke umuligt at nedsætte den høje pattegrisedødelighed. I rapporten peger forskerne på en række muligheder:
“Inkludering af pattegriseoverlevelse i avlsindekset er en oplagt mulighed for at reducere dødeligheden. De nødvendige oplysninger og beregninger synes allerede tilgængelige eller kan tilvejebringes med begrænset indsats,” skriver forskerne.
De pointerer dog, at det ikke umiddelbart vil føre til en reduktion af pattegrisedødelighed i produktionsbesætningerne, da det tager nogle år, før avlsarbejdet slår igennem.
Der kan også opnås en effekt gennem bedre management og staldforhold. En øget overvågning af faringerne har potentiale for her og nu at reducere både andelen af dødfødte grise og andelen af grise, der dør efter faring.
Ligeledes vil forbedringer i grisenes nærmiljø kunne reducere dødeligheden. Det kræver, at der er udviklet praktisk anvendelige metoder til det. Midler som halm og ekstra varmekilder placeret de rigtige steder i stien kan være én af mulighederne. Mere intensiv rådgivning om søernes sundhed kan også forbedre forholdene for pattegrisene.
