Klimaforskere til modangreb: Månen forklarer ikke havets stigning
Månen – ikke global opvarmning – er skyld i, at havet stiger. Det budskab har en dansk geolog udbredt i aviser, foredrag og radio. Nu tager andre klimaforskere til genmæle og påpeger, at geologens beregninger slet ikke holder vand.

Månen er skyld i havstigningerne på Jorden, mener statsgeolog Jens Morten Hansen og to kolleger. Vrøvl, lyder det fra andre forskere, som har gennemgået deres beregninger. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/da/pic-107228054/stock-photo-moon-reflecting... target="_blank">Shutterstock</a>)

I de seneste 160 år er havene omkring Danmark steget.

Men den globale opvarmning har ingen påviselig effekt på havniveaet - havstigningerne skyldes derimod, at Månens tyngdefelt på helt naturlig vis påvirker havniveauet på Jorden.

Det budskab har statsgeolog Jens Morten Hansen siden januar i år (2015) videregivet i aviser, debatindlæg, radio, offentlige foredrag og specialmagasiner.

Men nu har forskere fra Københavns Universitet fået nok, og i et kommende indlæg i Aktuel Naturvidenskab kritiserer de Jens Morten Hansens beregninger, som de slet ikke mener holder stik.

»I begyndelsen havde jeg mest lyst til bare at ignorere undersøgelsen – man får som regel ikke noget ud af at kritisere andres forskning. Men han blev ved med at skrive kronikker og presse på med sin historie, og folk blev ved med at stille mig spørgsmål om det. Så nu synes jeg efterhånden, at jeg er nødt til at reagere,« siger Aslak Grinsted, som forsker i globale havstigninger ved Center for Is og Klima på Københavns Universitet.

Forsker: De bruger en uholdbar metode

Aslak Grinsted har sammen med to kolleger gennemgået Jens Morten Hansens beregninger og analyser af Månens indflydelse på det seneste århundredes havstigninger og mener slet ikke, at de holder vand.

»Det handler ikke om, at vi ikke tror på, der kan være helt naturlige bidrag til de stigninger, vi ser i havniveauet – for det kan der selvfølgelig. Vores kritik går simpelthen på, at deres resultater ikke er signifikante. De bruger en statistisk metode, som ikke er holdbar,« siger Aslak Grinsted og tilføjer:

»Med hans procedure ville man kunne tage en hvilken som helst tidserie – som intet har med havniveauet at gøre - og alligevel få det hele til at passe sammen med Månens perioder. Hvis jeg for eksempel ville forklare Månens påvirkning af den gennemsnitlige skostørrelse over tid, ville jeg formentlig kunne gøre det ved hjælp af hans opskrift.«

Statsgeolog: Upolitisk korrekt forskning dømmes ude

På Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har flere klimaforskere også givet sig til at kulegrave de data, som Jens Morten Hansen og to andre havforskningskolleger har fået publiceret i Journal of Coastal Research. DMI-forskerne ønsker imidlertid ikke at udtale sig, før deres gennemgang af havforskernes undersøgelse er færdig.

Selv opfatter Jens Morten Hansen DMI's kulegravning og kritikken i Aktuel Naturvidenskab som et udtryk for, at videnskabelige resultater, der ikke understøtter »den korrekte klimapolitiske dagsorden«, bliver rakket ned og dømt ude fra det gode selskab.

»DMI har sat tre statistikere på mig. Det er helt i orden, og jeg sætter en ære i, at de gør det og har givet dem hele vores datasæt. Men når både DMI og Center for Is og Klima sætter forskere og statistikere til at tjekke os i begge ender, burde de også gøre det samme med klimaforskere, som de er enige med,« siger Jens Morten Hansen, som er statsgeolog ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og adjungeret professor i naturfilosofi ved Københavns Universitet. 

Føler sig fagligt censureret

Over for flere medier har Jens Morten Hansen udtalt, at han har følt sig fagligt censureret, fordi hans forskning stritter i en helt anden retning end rapporterne fra FN's klimapanel (IPCC) - som angiver, at havets stigninger primært skyldes global opvarmning.

Jens Morten Hansens alternative forklaring på havstigningerne blev blandt andet afvist af det højt profilerede videnskabelige tidsskrift Nature – ifølge Jens Morten Hansen uden faglig bedømmelse eller begrundelse.

Dermed har statsgeologen under overskrifter som 'Forskningscensur i klimaets navn' fortalt danske medier om Nature-forlagets censur mod forskning, som modsiger FN's klimapanel. 

På Københavns Universitet tror Aslak Grinsted imidlertid ikke, at Natures afvisning af Jens Morten Hansens undersøgelse skyldes censur – men derimod, at undersøgelsen ikke har været solid og overbevisende nok til at klare sig gennem nåleøjet og tidsskrifternes faglige bedømmelsesproces; den såkaldte peer review proces.

»Som forsker er det helt almindeligt at prøve at få publiceret noget i højt profilerede tidsskrifter og få en afvisning. Det har vi alle sammen prøvet, og det er rigtig frustrerende. Men peer review-processen er jo netop designet til kritisk at filtrere undersøgelser fra, som ikke er tilstrækkeligt overbevisende.«

Fakta

Hvorfor stiger havet?

Ifølge FN’s klimapanel kan størstedelen af havets stigninger siden 1970erne med »stor sikkerhed« forklares ved global opvarmning - fordi gletchere smelter og vand udvider sig under opvarmning.

Forskerne Jens Morten Hansen, Troels Aagaard og Antoon Kuijpers (fra Københavns Universitet og GEUS) argumenterer i to videnskabelige artikler for, at den øgede havstigning siden 1970 skyldes naturlige svingninger styret af Månen.

Flere forskere fremfører nu kritik mod teorien om Månens rolle for havets stigninger – de påpeger blandt andet, at havforskernes brug af statistikken er forfejlet.

»Som jeg ser det, er der en række fundamentale svagheder i hans (Jens Morten Hansens, red.) undersøgelse, så jeg synes, at det var en korrekt beslutning at afvise artiklen. Jeg kan i hvert fald ikke se noget i det her, der peger på forskningscensur,« siger lektor Aslak Grinsted fra Center for Is og Klima på Københavns Universitet.

Måne-teorien: Hvad går det ud på?

Det virker måske ikke så overraskende, at klimaforskere tager til genmæle på påstande om, at global opvarmning ikke har nogen effekt på havets stigninger. Så for at få helt andre og friske øje på havstignings-undersøgelsen, har Videnskab.dk også bedt en professor i statistik og en astrofysiker om at gennemgå undersøgelsen – du kan læse deres kommentarer senere i artiklen.

Men lad os allerførst se på, hvad Jens Morten Hansens teorier om Månen og havets stigninger går ud på.

Baggrunden for undersøgelsen er, at Månens tyngdefelt trækker i havene på Jorden. Det oplever vi hver eneste dag med tidevandet.

Men ud over den daglige tidevandsbølge, som følger Månens øst-vestlige bevægelse i forhold til Jorden, er Månen også skyld i en anden, meget længerevarende tidevandsbølge – den såkaldte nodal-oscillation. Det er en tidevandsbølge, der følger Månens nord-syd bevægelse i forhold til Jorden.

»Over en periode på 18,6 år forskyder Månens bane sig i en nord-sydlig retning, og det giver en tidevandsbølge. Ud over de daglige tidevandsbølger, er der altså en tidevandsbølge, som strækker sig over 18,6 år. I Danmark er effekten af bølgen cirka syv centimeters forskel i havniveauet.«

»I vores nuværende modeller over tidevandet har vi for længst korrigeret for denne her tidevandsbølge, og derfor har mange glemt, at bølgen overhovedet findes,« forklarer Jens Morten Hansen.

Flere tidevandsbølger spiller en rolle

Sammen med sine kolleger har Jens Morten Hansen beregnet højden på den tidevandsbølge, som skabes af Månens nodal-oscillation ud fra målinger af vandstanden i Nordsøen, Indre Danske Farvand og Østersøen.

Men ud over nodal-oscillationens tidevandsbølge mener Jens Morten Hansen også, at Månen styrer og spiller sammen med fire andre længerevarende svingninger i havniveauet:

  • Den Atlantiske Multidekadale Oscillation (AMO): Jens Morten Hansen beskriver AMO som en periodisk svingning i havniveauet, som strækker sig over en periode på 70-80 år. Den styres af havoverfladens vandtemperatur, og ifølge Jens Morten Hansens beregninger er bølgehøjden på 35,5 millimeter.
     
  • Den Nordatlantiske Oscillation (NAO): Jens Morten Hansen beskriver NAO som en periodisk svingning i havniveauet på cirka 60 år, der styres af forskelle i lufttrykket mellem for eksempel Azorerne og Island. Den viser sig ifølge Jens Morten Hansens beregninger som en bølge i havniveauet på 22,7 millimeter.
     
  • En mindre, periodisk svingning i havniveauet, som ifølge Jens Morten Hansens beregninger giver en bølgehøjde på 8,5 millimeter og varer 27,9 år.
     
  • En mindre, periodisk svingning i havniveauet, som ifølge Jens Morten Hansens beregninger giver en bølgehøjde på 8,0 millimeter og varer 111,6 år.

Statsgeolog: Tidevandsbølger er skyld i havstigninger

Fordi de fem svingninger i havniveauet ikke varer lige lang tid, svinger de ikke i takt. I nogle perioder er tidevandsbølgerne mere eller mindre ude af takt, og derfor neutraliserer de hinanden i et vist omfang, mener Jens Morten Hansen og hans to kolleger.

Og det, tror de, netop skete i perioden fra 1905 frem til 1970, hvor havstigningerne derfor så mindre drastiske ud, end de har gjort siden 1970.

»I perioden fra 1905 til 1970, har de to store svingninger været ude af takt og svinget modsat hinanden. Men vi kan påvise, at fra 1970 og frem til nu er de derimod begyndt at svinge i takt. Det betyder, at bølgerne forstærker hinanden, og det er netop derfor, at vi har set havet stige ekstra meget fra 1970 og frem til nu.«

»Andre forskere har ikke kendt til dette her og har måske derfor uden videre antaget, at havstigningen efter 1970 skyldes menneskeskabt global opvarmning,« mener Jens Morten Hansen og påpeger, at det hele stemmer overens med principperne for, hvordan bølger udbreder sig.

»Det hele passer rasende godt sammen«

I sine beregninger og modeller over svingningerne gør han sammen med sine kolleger brug af data fra 160 års målinger af vandstanden i en række havne omkring danske farvande.

»Der er ingen andre steder i verden, hvor man har så præcise optegnelser over havniveauet som her i Norden. Derfor har vi nogle helt unikke data til rådighed fra vores hjemlige farvande,« siger Jens Morten Hansen, som har brugt mere end fire år på sine beregninger:

»Det hele passer rasende godt sammen og giver en fornuftig rent fysisk forklaring på, hvorfor havniveauet er steget. Det hele kan forklares af svingninger i Månens tyngdefelt – i hvert fald på vores breddegrader, hvor vores vandstandsmålinger stammer fra. Så efter min mening har den globale opvarmning og udledning af CO2 endnu ingen påviselig effekt på havniveauet. Der er en fuldstændig klar korrelation mellem Månens tyngdefelt og havniveauet,« mener Jens Morten Hansen fra GEUS.

Fakta

Hvor meget stiger havet?

Det globale havniveau steg med cirka 120 meter i perioden efter sidste istid og stabiliserede sig for mellem 3.000 og 2.000 år siden.

Fra da og frem til 1800-tallet ændrede det globale havniveau sig ikke væsentligt.

De moderne havstigninger begyndte ifølge FN’s klimapanel i 1800-tallet, og det estimeres, at den globale havstigning var på gennemsnitligt 1,7 millimeter om året i perioden fra 1901-2010.

I perioden fra 1971 til 2010 var den gennemsnitlige globale havstigning på 2 millimeter om året, mens tallet var 3,2 millimeter om året for perioden 1993-2010.

Siden de tidlige 1990’ere har man fået mere nøjagtige målinger af vandstanden ved hjælp af satellitter.

Kilde: FN’s Klimapanel

Hvis du vil have Jens Morten Hansens forklaringer uddybet, beskriver han med egne ord sin teori i denne artikel på Videnskab.dk.

Men hvad siger andre forskere til beregningerne af Månens effekt på havniveauet?

Statistikprofessor: Flere fejl i omgang med statistikken

Spørger man matematiker og professor i statistik Niels Richard Hansen skynder han sig først at understrege, at han hverken har forstand på havstigninger eller Månens tyngdefelt.

Men kigger han udelukkende på GEUS-forskernes omgang med statistikken, kan han til gengæld påpege en række både mere og mindre alvorlige fodfejl.

Når det gælder korrelationen mellem Månens bevægelser og havniveauet har Jens Morten Hansen eksempelvis udtalt til Weekendavisen, at »Korrelationskoefficienten, der beskriver sandsynligheden for, at der er en årssagssammenhæng mellem månens bevægelser og havniveauet, er ekstremt høj - 0.997 - så sandsynligheden for, at vi nu har fundet de naturlige svingningers rytme er nær 100 procent.«

Den påstand holder imidlertid slet ikke, hvis man spørger statistikprofessoren.

For selvom korrelation (som kan beskrives med en korrelationskoefficient) ofte bliver anset som et godt mål for, om der er en statistisk sammenhæng mellem forskellige målinger, så gælder det ikke i dette tilfælde; simpelthen fordi der er tale om data, som har et bestemt mønster - en trend - over tid.

»Helt overordnet set, er der ikke en korrekt brug af korrelation i artiklen. I den konkrete sammenhæng er det misvisende at bruge korrelation. De forudsætninger, som skal være opfyldt, for at man kan fortolke en korrelation, er ikke opfyldt for deres data,« fortæller Niels Richard Hansen, som paradoksalt nok påpeger, at klimaforskere tidligere har gjort sig skyldlige i samme fejl, når de vil beskrive, hvordan CO2 og lignende påvirker klimaet over tid.

(For statistikinteresserede, som ønsker problemet beskrevet nærmere, henviser Niels Richard Hansen til to videnskabelige artikler, publiceret i Science og Journal of Climate.)

»Kurverne kan fitte med hvad som helst«

Det primære problem med statistikken i studiet, mener Niels Richard Hansen imidlertid handler om, hvordan forskerne plotter deres data ind i koordinatsystemer og forbinder dem med streger – det kaldes blandt statistikere for kurvefitting og går ud på at tegne de bedst mulige kurver over data.

»Der er sådan set ikke noget galt i at lave kurvefitting. Men mit kritikpunkt er, at med den metode de bruger, kan man næsten få kurverne til at fitte med hvad som helst. Så problemet er, at der ikke sker nogen egentlig validering af, om de gør et reelt fund,« siger Niels Richard Hansen, som også ser store problemer med den måde, hvorpå forfatterne bruger deres data til at regne tilbage i tiden og fremskrive udviklingen i vandstanden.

»Forfatterne burde også sammenligne deres model direkte med alternative modeller og forklaringer på udviklingen i vandstanden. De viser i bedste fald, at deres model er en mulig forklaring, og deres væsentligste datadrevne argument for svingningerne er, at hvis de ikke var der, ville modellen være dårligere. Men de forsøger ikke at undersøge, om data i virkeligheden understøtter deres model bedre, end for eksempel en model hvor temperaturstigning eller andre klimaforandringer inddrages,« tilføjer Niels Richard Hansen.

Jens Morten Hansen svarer på kritikken under artiklen.

Astrofysiker: Det er grundigt - men usikkert

Videnskab.dk har også bedt astrofysiker Christoffer Karoff om at læse Jens Morten Hansens videnskabelige artikel igennem – og hans kommentar lyder sådan her:

»I den videnskabelige artikel redegør de fint for, at der er usikkerheder i modellen, og det er en meget grundig artikel. Jeg synes måske, Jens Morten Hansen presser citronen, når han udtaler sig i mere populære vendinger om, at der ingen effekt er af den globale opvarmning på havniveauet. For det ser jeg ingen beviser for i hans undersøgelse.«

»Men han er langt fra den første forsker, som udtaler sig mere bombastisk til medierne om sin undersøgelse, end hvad selve forskningen kan bære. Det oplever jeg nærmest forskere gøre hver dag,« fortæller astrofysiker og postdoc Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Fakta

FNs klimapanel – også kaldet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) er gruppe under FN, som har til formal at vurdere videnskabelige, tekniske og socio-økonomiske informationer om klimaændringer.

IPCC udfører ikke selv forskning, men indsamler og vurderer tusindvis af publicerede forskningsresultater om klimaet

IPCC udgiver cirka hvert femte år en rapport om klimaets tilstand.

IPCC’s rapporter udgør formentlig verdens mest omfattende indsamling og vurdering af klimaforskningen.

IPCC’s rapporter bliver samlet og skrevet i samarbejde mellem hundredvis af forskere, men regeringer og embedsmænd skal også godkende ordlyden af rapporterne.

Nogle ser det som en politisering af forskningen, at regeringer og embedsmænd er med til at bestemme ordlyden af IPCC’s rapporter – andre ser det som et ekstra kvalitetstegn, at så mange forskellige øjne skal godkende og vurdere klimaforskningen.

Kilde: DMI, IPCC

Christoffer Karoff bekræfter, at det er helt korrekt, at Månens tyngdefelt kan give længerevarende svingninger i havniveauet på Jorden.

»Månens bane er fastlagt med stor præcision, og vi ved, hvordan den ændrer sig periodisk i forhold til Jorden. Men det er sværere at vurdere, hvor store havændringer det fører til. Det er her, usikkerhederne kommer ind i billedet,« fortæller han.

Væsentlig usikkerhed om længden på tidevandsbølger

Nodal-oscillationen er velkendt og velbeskrevet, og ifølge Christoffer Karoff er der ikke megen tvivl om, at den giver en svingning i havniveauet, som varer 18,6 år. Til gengæld påpeger han, at de andre, længerevarende svingninger i tidevandet, som er forudsætningen for GEUS-forskernes teori, er mindre velbeskrevne og behæftet med større usikkerheder.

»De svingninger, som kaldes Den Nordatlantiske Oscillation og Den Atlantiske Multidekadale Oscillation er relativt nye af oprindelse, og det står ikke mejslet i sten, hvor lang en periode de har. Hvis jeg skulle være konservativ, vil jeg sige, at deres perioder kunne svinge mellem 50 og 100 år. Det giver selvfølgelig en væsentlig usikkerhed,« siger Christoffer Karoff.

Astrofysikeren hæfter sig også ved, at GEUS-forskernes beregninger ikke efterlader plads til effekten af, at temperaturerne på kloden er steget igennem det seneste århundrede.

»Uanset hvad man mener, årsagen er, tror jeg ikke, der er nogen, som vil betvivle, at de temperaturer, vi har målt på Jorden, generelt er steget de sidste 150 år. Og alt andet lige er det sandsynligt, at stigende temperaturer vil føre til stigende havniveau. Så hvis man vil tilbagevise, at stigende temperaturer ikke fører til havstigninger, må man redegøre for, hvordan det kan lade sig gøre,« siger Christoffer Karoff.

Han forklarer, at vand udvider sig, når det opvarmes, ligesom stigende temperaturer rummer potentialet til at få gletsjere og is på polerne til at smelte.

Statsgeolog: Vi bliver lagt på is

Argumenter om varmeudvidelse af og afsmeltning af is giver Jens Morten Hansen imidlertid ikke meget for.

»Det er hypoteser. Og hvis man har varmeudvidelse i havene, skal teorien jo passe med de observationer, man gør. Men modellerne passer netop ikke med observationerne,« siger Jens Morten Hansen.

Han mener, at klimaforskere generelt klapper i takt og følger de retningslinjer, som FN's klimapanel (IPCC) har udstukket – uden at forholde sig kritisk til data og forskning.

»Vi, der ikke er enige i deres konklusioner, bliver lagt på is,« mener Jens Morten Hansen.

Klimaforsker Aslak Grinsted har selv beskæftiget sig med havstigninger i en årrække, og han mener derimod, at der er plads til uenigheder og forskellige tolkninger inden for klimaforskningen.

Men hvor sikre mener han generelt, vi kan være på, at de observerede havstigninger skyldes klimaforandringer?

»Vi er helt sikre på, at der sker klimaforandringer. Men hvor stor en del af dem, der er naturlige, og hvor stor en del, der er menneskeskabte, er et meget svært og omdiskuteret spørgsmål. Et af vores egne studier siger, at cirka 25 procent af havstigningerne i det 20. århundrede er naturlige, og resten er menneskeskabte. Det er vores estimat, men det er bare et ud af mange studier,« siger Aslak Grinsted og tilføjer:

»Når havet bliver varmere, må havniveauet stige – det er ren fysik. Og vi kan måle, at havet bliver varmere. Det er per definition en klimaforandring. Uanset om man mener, den er menneskeskabt eller ej.«

Svar på kritik af statistikken

Som svar på kritikken af Jens Morten Hansen og hans kollegers brug af statistikken i deres undersøgelser skriver Jens Morten Hansen i en e-mail til Videnkab.dk:

»Vi er opmærksomme på de rent teoretiske begrænsninger af vores 160 år lange tidsserier fra 26 målestationer. Men vi har i andre videnskabelige, peerreviewede artikler påvist en generel havstigning på 1.0-1.4 mm/år helt tilbage begyndelsen af Lille Istid for 700 år siden på basis af gamle strandlinjer. Jeg vil også gerne sige, at den teoretiske påstand om, at enhver kurve kan konstrueres ud fra flere harmoniske svingninger for en så kompleks kurve som vandstanden, normalt ville kræve et meget stort antal svingninger. Vi viser, at kurven passer præcist med kun 5 svingninger, og at de alle 5 har fysisk plausible forklaringer. Og man kan ikke tilføje eller fjerne svingninger, uden at forskellen på de målte og den teoretiske kurve bliver meget større.«

Hertil svarer professor i statistik Niels Richard Hansen i en email:

»Den kurve, som de fitter, er ikke kompleks. Den fitter for eksempel ikke de årlige udsving, som er ret store. Den kurve, de fitter, er ganske simpel og kan beskrives med ganske få svingninger med lang periode eller alternativt få polynomier af lav grad. Det er korrekt, at hvis de fjerner en af de fem svingninger, vil kurven fitte data dårligere, men pointen er, at svingningerne er fundet netop med henblik på, at kurven skal fitte data bedst muligt. Jeg mener, de undervurderer den datatilpasning, der sker, og usikkerheden forbundet dermed. Og jeg mener, at de efterrationaliserer hvad den fysiske forklaring på deres fund er. Hvorvidt deres model har nogen værdi (ud over den generelle trend) kan ikke afgøres uden yderligere data, men deres statistiske behandling efterlader mig langt fra overbevist om, at det er tilfældet. (…) Som i al anden forskning bør man være særdeles skeptisk over for ekstrapolation fra modeller, der er blevet selekteret fra en fleksibel klasse af modeller med henblik på at fitte data bedst muligt.«