Havets svar på varulve fundet ved Arktis

For blot et par årtier siden mente de fleste forskere, at der eksisterede meget lidt liv i Det Arktiske Ocean under det tykke og næsten permanente isdække.

Isen og havet under Arktis blev betragtet som en ørken af is, hvor kun ganske lidt kunne leve og vokse.

Nu ved forskerne meget mere om livet i Det Arktiske Ocean, og de ved, at isen er et unikt og vigtigt tilholdssted for mange dyr og alger. Men det meste af den viden om livet under isen og andre steder i Arktis stammer fra den periode af året, hvor solen titter op over horisonten.

Polarnatten er fuld af liv

Indtil for nylig herskede der en generel opfattelse af, at polarnatten var en mørk årstid, som alle dyr i Arktis kæmpede sig igennem, og at mest mulig aktivitet blev stoppet for at minimere energiforbruget.

Men de seneste år har vi fået banebrydende viden om livet i Det Arktiske Ocean i polarnatten.

Faktum er, at de fleste arktiske dyr og planter har tilpasset sig til at leve ikke kun i is og kulde, men også i en mørk årstid.

Polarnatten kan snarere beskrives som et mylder af liv og aktivitet med en række biologiske processer, der indtil nu har været ukendte, simpelthen fordi det er så mørkt og koldt, at ingen har gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad der foregår.

Små organismer svømmer op og ned

‘Circa’ er et projekt finansieret af Norges forskningsråd, der arbejder med daglige vertikale vandringer (Diel vertical migration) af arktisk dyreplankton, som er fritlevende dyr i vandmasserne.

Daglige vertikale vandringer kendes fra alle verdens have og søer og er en proces styret af lys: Små organismer svømmer op i de øverste vandlag for at spise i ly af mørket og uden fare for selv at blive spist af større rovdyr.

Når det lysner, forsvinder de ned i dybet igen, hvor sollyset ikke kan gøre dem synlige for rovdyr.

For nylig fandt forskerne ud af, at denne proces ikke kun er vigtig i Det Arktiske Ocean i sommersæsonen – den fortsætter faktisk gennem hele den mørke polarnat.

Så hvorfor fortsætter organismer med at svømme op og ned i vandet, når der ikke er noget sollys, der kan gøre dem mere synlige for rovdyr? Og hvordan styres denne proces, når der ikke er noget tilgængeligt sollys, der kan fortælle organismerne, når det er tid til enten at skjule sig i dybet eller svømme op til overfladen?

Dyreplankton opfører sig som varulve

Forskerne har fundet nogle meget interessante resultater. Det ser ud som om, at dyreplankton opfører sig som varulve og lader sig styre af måneskin i den mørke årstid.

»Hvordan det sker, og om det gælder for alle organismer, ved vi stadig ikke,« siger professor og projektleder Jørgen Berge.

Tidligere i år viste forskere, at vandlopperne Calanus glacialis og Calanus finmarchicus er i stand til at opfatte måneskin ned til 170 meters dybde.

‘Alene hjemme-fest’ når månen er væk

Måneskinnet har dog ikke en døgnrytme, som sollys har. Ved høje breddegrader såsom ved Svalbard vil Månen i lange perioder enten være under eller over horisonten.

»Det giver os en idé om, at måneskinnet nok ikke er med til at styre selve timingen af de vertikale vandringer, men at måneskin snarere er en vigtig faktor for, hvor højt op i vandmasserne organismerne skal bevæge sig,« siger Jørgen Berge.

»Vi ser for eksempel, at i perioder, når Månen er permanent under horisonten, er det ren ‘alene hjemme-fest’ blandt dyreplankton i de øvre vandlag. Når månen dukker op, er festen forbi, og mange trækker ned i dybet igen,« fortæller han.

Mindre is kan påvirke lysfølsomme organismer

Et andet interessant perspektiv, der åbner sig, er, hvordan en reduktion af polarisen vil påvirke processer i havets økosystem i Arktis.

Sne og is er som en supereffektiv parasol, der hurtigt reflekterer næsten alt sollys.

Når isen smelter og bliver tyndere, vil mere sollys trænge ned i vandmasserne forneden, hvilket sandsynligvis vil påvirke alle de meget lysfølsomme organismer, der lever under isen.

Der kommer flere varulve

Forskerne går i gang med en større feltkampagne i Svalbard i december og januar, når polarnatten er på sit allermørkeste. I hele denne periode skal de foretage målinger og indsamle prøver fra Kongsfjorden, hvor Ny-Ålesund ligger.

De håber på at finde ud af, præcis hvordan havets varulve lader sig styre af måneskin.

»Når vi nu ved, at isen ved Arktis er ved at smelte, vil mængden af lys stige i havområder, der indtil for nylig var dækket af is. Især i perioden tidligt i polarnatten, før isen har lagt sig, vil måneskinnet derfor kunne udgøre en relativt set vigtigere lyskilde end før.«

»Baseret på den forskning, vi allerede har lavet, er der al mulig grund til at tro, at der kommer til at være mange flere varulve i Arktis i de kommende år,« siger Jørgen Berge.

© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen