Selvom den østamerikanske ribbegople ikke er spor farlig for mennesker, er det tilsyneladende ikke for ingenting, at dyret har fået sit faretruende tilnavn ‘dræbergoplen’.
En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet tyder på, at dræbergoplens indtog i de danske farvande har ført til problemer flere steder i Limfjorden – specielt i Skive Fjord.
»I 2007 blev de første dræbergopler fundet i Danmark. Siden dengang er der sket en forværring af iltsvindet i Skive Fjord. Så noget tyder på, at det er masseforekomsten af dræbergopler, som er med til at øge problemerne med iltsvind,« fortæller Hans Ulrik Riisgaard, som er professor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet.
Han står bag en ny undersøgelse af dræbergoplerne i Limfjorden, som snart publiceres i det videnskabelige tidsskrift Fisheries and Aquaculture Journal.
255 dræbergopler per kubikmeter
Undersøgelsen bygger på data fra fem togter i Limfjorden i 2014, hvor forskerne har kortlagt mængden af dræbergopler. I Skive Fjord har forskerne registreret op mod 255 små dræbergopler per kubikmeter.
De mange dræbergopler æder zooplankton, som er små dyr, der lever i havet – og det kan få konsekvenser for havets andre dyr, mener forskerne.
»Når dræbergoplerne optræder i så store mængder, kan de praktisk taget æde rub og stub i løbet af kort tid. De kan nærmest støvsuge visse områder i Limfjorden for zooplankton,« siger Hans Ulrik Riisgaard.
Han forklarer, at problemet er, at de små zooplankton spiser løs af havets mikroskopiske planktonalger. Men hvis dræbergoplerne har støvsuget et område for zooplankton, er der ingen til at æde algerne – og det kan i første omgang føre til masseopblomstring af alger, som gør vandet grønt, forklarer Hans Ulrik Riisgaard.
»Når algerne senere synker til bunds og dør, går de i forrådnelse under forbrug af ilt. Derfor kan dræbergoplerne være med til at øge iltsvindet,« siger Hans Ulrik Riisgaard.
Iltsvind kan gå hårdt ud over de muslinger, krabber, rejer og andre dyr, som lever ved bunden. I værste fald kan iltsvind resultere i en såkaldt bundvending, hvor giftig svovlbrinte stiger op fra bunden og skaber massedød blandt især muslinger, orme og krabber, forklarer gopleforskeren.
Æder maden fra sild
Ud over problemerne med iltsvind mener Hans Ulrik Riisgaard også, at dræbergoplerne kan give sværere levevilkår for sild og brisling.
»Problemet er, at sild og brisling også spiser zooplankton, så de har fået en hård konkurrent. Det var det, der gik galt i Sortehavet i sin tid,« påpeger Hans Ulrik Riisgaard.
Dræbergoplen rejste til Sortehavet fra sit oprindelige levested langs den amerikanske østkyst, og i begyndelsen af 1980’erne var der så store mængder gopler i Sortehavet, at fiskeriet kollapsede.
Spørger man gopleforsker og lektor emeritus Ole Tendal, er der dog ingen tegn på, at Danmark står over for samme fare.
»I de første år voksede bestanden voldsomt, men nu ser det ud til, at den er kommet i balance og har fundet et rimeligt niveau. Lokalt set kan goplerne godt give gener, men de har ikke på noget tidspunkt været en trussel for danske arter. De æder godt nok småkravl og larver fra bundfisk, men det er ikke påvist, at nogen bunddyr er gået tilbage af den årsag,« siger Ole Tendal, som er lektor emeritus ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.
Uenighed: Bør vi bekymre os om dræbergopler?
Dermed mener Tendal, at der ikke er grund til at være specielt bekymret over dræbergoplernes indtog i Danmark.
»Det er rigtigt nok, at goplerne højst sandsynligt er årsag til øget iltsvind nogle steder i Limfjorden. Men problemet er meget lokalt,« siger Ole Tendal, som ikke har deltaget i den nye undersøgelse.
På Syddansk Universitet påpeger Hans Ulrik Riisgaard imidlertid, at bestanden af dræbergopler i Danmark kun er ringe overvåget og udforsket – og at man derfor ikke kan afblæse truslen fra dræbergoplerne endnu.
»Dræbergoplen har ikke været på retur i Limfjorden, som er det eneste område, hvor vi har lavet systematiske undersøgelser og dokumenteret deres miljømæssige effekter siden den første observation af masseforekomst i sommeren 2007,« påpeger Hans Ulrik Riisgaard og tilføjer, at det statslige miljøovervågningsprogram ikke omfatter gopler:
»Vi har ikke noget samlet overblik over deres forekomst i danske farvande, så vi ved ikke, hvor stort problemet er andre steder end i Limfjorden. Vi har for eksempel set dem i stort antal i Kerteminde Fjord og i Odense Havn, så noget kunne tyde på, at der også er problemer andre steder.«
Teori: Limfjorden er indfaldsvej for dræbergoplerne
Den nye undersøgelse af dræbergoplerne i Limfjorden blev udført i samarbejde med Marinehjemmeværnet, som stillede en båd til rådighed for fem togter i 2014.
Under de første to togter i det tidlige forår og forsommer fandt forskerne ikke nogen dræbergopler i Limfjorden. Men på det tredje togt skete der noget, fortæller Hans Ulrik Riisgaard.
»Hen på sensommeren begyndte de pludselig at dukke op i stort antal. Det hang sammen med, at vand fra Nordsøen blev presset ind i Limfjorden gennem Thyborøn Kanal. Dræbergoplerne havde åbenbart overlevet vinteren i det hollandske vadehav, og de blev ført med havstrømme til Limfjorden. Så Limfjorden fungerer som opformeringssted, hvorfra dræbergoplerne føres til Kattegat og de indre danske farvande,« forklarer Hans Ulrik Riisgaard.
Hans teori er, at dræbergoplerne dør om vinteren i de kolde, danske farvande, men at der via Limfjorden kommer friske forsyninger af gopler til de indre danske farvande hver sommer.
En anden mulighed er, at goplerne klarer vinteren i de danske farvande ved at trække ud på dybere – og varmere – vand.
»Uanset hvad kan vi lige så godt vænne os til, at de er her. De er blevet en del af den danske fauna,« fastslår gopleforsker Ole Tendal.
Figuren viser iltsvind i Skive Fjord i årene 1982-2014 (baseret på Naturstyrelsens målinger af ilt i det bundnære vand). »Skive Fjord lider af iltmangel hver sommer og har gjort det i mange år. Men siden 2006 er der sket en forværring, som muligvis kan sættes i forbindelse med den nye masseforekomst af dræbergopler. I Limfjorden oplevede man i sommeren 2014 det værste iltsvind i 15 år,« forklarer Hans Ulrik Riisgaard om figuren. (Illustration: Hans Ulrik Riisgaard)