Til nationens bedste – historien om Gunnar Larsen

Der er efterhånden skrevet meget om den danske samarbejdspolitik under anden verdenskrig.

Ikke mindst i forbindelse med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens pludselige udfald i 2003 mod de politikere, der valgte at samarbejde med den tyske besættelsesmagt.

Men der er endnu sten, der ikke er blevet vendt i denne dramatiske periode, hvor Danmark i fem år måtte se sig okkuperet af en fremmed statsmagt.

En af stenene er historien om Gunnar Larsen.

Dansk erhvervsmand og minister, der i den brede offentlighed mest er kendt for det berømte foto af spaden, der knækker, da han d. 14. september 1941 tager det første spadestik til Fugleflugtlinjen mellem Danmark og Tyskland.

2500 siders dagbøger

Nu har lektor Joachim Lund fra Department of Business and Politics så søsat et toleddet projekt, der skal udbrede kendskabet til Gunnar Larsen endnu mere. I første omgang skal projektet ende op med en biografi, der er sat til at ramme boghandlerne sidst i 2011.

I anden omgang får Gunnar Larsen selv ordet. Her udgiver Joachim Lund sammen med forskningschef John T. Lauridsen fra Det Kongelige Bibliotek Gunnar Larsens dagbøger fra perioden januar 1941 til september 1943.

Dagbøgerne har hidtil kun været tilgængelige for forskere, men nu får andre interesserede i besættelsestiden mulighed for at fordybe sig i den guldgrube af oplysninger, som de 2500 maskinskrevne ark udgør.

Scavenius’ højre hånd

Det at føre samarbejdspolitik var ikke let. Og det var slet ikke let at blive stemplet som landsforræder efter krigen af en modstandsbevægelse, der i høj grad var med til at sætte dagsordenen.

Ikke desto mindre var det, hvad der skete for Gunnar Larsen, der var minister for offentlige arbejder fra 1940 til 1945 og udenrigsminister (og senere statsminister) Erik Scavenius’ højre hånd.

Allerede under første verdenskrig havde Erik Scavenius vist, hvordan en småstat som Danmark kunne navigere mellem stormagterne uden selv at blive involveret i krigen. Så da tyskerne den 9. april krydsede grænsen ved Kruså, var der atter bud efter Scavenius, og sammen med Gunnar Larsen valgte den danske regering med Scavenius i spidsen at føre politik på trods af situationen.

Den tog kort sagt ansvaret på sig.

Samarbejdspolitikken – rigtigt eller forkert

Om det var rigtigt eller forkert at føre samarbejdspolitik, vil altid dele vandene. Spørgsmålet er ganske enkelt, om man skal samarbejde med fjenden for at forhindre det, der var værre, eller om man skal træde tilbage og lade al dialog ophøre for at markere sin modstand mod det, der foregår. Ifølge Joachim Lund er det svært at bebrejde de implicerede for samarbejdspolitikken under de givne omstædigheder:

»Max Weber kalder det ansvarsetik. De, der har magt, har også ansvar. Det betyder, at embedsmanden og politikeren har et bestemt ansvar for det system, de er en del af, og de må derfor sommetider tilsidesætte egne holdninger,« forklarer Joachim Lund og fortsætter:

»Så regeringen gjorde dybest set det, den var sat til at gøre – og det var at varetage befolkningens interesser og beskytte dem mod krigen. Det er meget svært at kritisere den politik ud fra et moralsk standpunkt. Man kan selvfølgelig altid kritisere den for at gå for vidt. Udenrigsminister Erik Scavenius havde det med at tage nogle initiativer overfor besættelsesmagten for at skabe goodwill i Berlin – initiativer, der strengt taget ikke var nødvendige,« uddyber han.

Erhvervsmanden bliver politiker

Gunnar Larsens historie er historien om den partiløse erhvervsmand, der alligevel slår ind på den politiske bane. Han er 38 år gammel, da han i 1940 bliver minister, og så er han direktør for den store FLSmidth-koncern.

Det er især sidstnævnte, som har betydning for, at Gunnar Larsen bliver en af hovedarkitekterne bag samarbejdspolitikken. Som virksomhedsleder ved han, hvor vigtigt det er, at hjulene bliver ved med at rulle, hvis virksomhederne skal overleve, og medarbejderne have brød på bordet. Og her kommer tyskerne og navnlig samarbejdet med tyskerne ind i billedet – de er de eneste, der kan levere ordrerne.

»Der var daglige og presserende ting at tage hensyn til. Man skulle forhindre danske borgere i at blive deporteret til tyske kz-lejre, man skulle beskytte de danske jøder mod tyske overgreb, og man skulle sikre forsyningerne og beskytte produktionslivet mod tysk udplyndring,« siger Joachim Lund om argumenterne for at samarbejde med tyskerne.

Overlevelse frem for moral

»Det var en umulig situation, for hvad gør man som virksomhedsleder, når man har ansvaret for virksomhedens overlevelse? De fleste indrettede sig efter forholdene og handlede med fjenden. I en sådan situation handler det ikke kun om moralske principper og retskaffenhed, men om pragmatisme og simpel overlevelse,« fortsætter Joachim Lund.

Samtidig er det svært ikke at se samarbejdspolitikken som noget, der finder sted helt i tråd med statens interesser. Synspunktet var dengang, at Danmarks overlevelse som nation afhang af, om man kunne undgå at komme i konflikt med Tyskland.

»Man skal huske på, at Tyskland stod som absolut sejrherre i 1940. I verdenskrigens tidlige fase var der ikke tegn på, at Tyskland ville ende med at tabe krigen. Den situation skulle man forholde sig til som regering,« siger Joachim Lund.

Minister og erhvervsmand på samme tid

Men rollen som minister er ikke ukompliceret for Gunnar Larsen. Han er godt nok abdiceret som direktør for FLSmidth, da han bliver minister i 1940, men uformelt fortsætter han som leder af den store koncern.

I nutidens skarpe lys skaber det problemer for ham, at han officielt er minister, mens han uofficielt er leder af FLSmidth. Især fordi han som minister for offentlige anliggender sætter beskæftigelsesarbejder som udbygninger af vestjyske fiskerihavne, udvidelsen af Kastrup Lufthavn og bygning af motorvej til Rødby i gang – alle projekter, der kræver masser mængder af cement.

Og da FLSmidth først og fremmest gør sig i produktion af cement, har han masser af potentielle private økonomiske interesser i anlægsprojekterne.

Fungerede ikke som minister

»Det særlige ved Gunnar Larsen er, at han personificerer sammenblandingen mellem politik og erhvervsliv. De fleste af hans kolleger så det ikke som et problem, men som en styrke. I dag var det jo slet ikke gået,« fortæller Joachim Lund og tilføjer:

»Nu har vi et langt større fokus på, at man ikke har flere interesser på samme tid. Og i Gunnar Larsens tilfælde går det helt galt. Han fungerer simpelthen ikke som minister. I starten er der godt nok respekt for det, han kan, men hurtigt eskalerer kritikken af hans måde at gøre tingene på. Han informerer ikke sine ministerkolleger, han smeder rænker med Scavenius og bruger kontakter og netværk i det private, som kolleger ikke kender til. Og så blander han FLSmidths kasse ind over sit arbejde som minister. Og det gør, at man ikke kan stole på hans motiver,« fortæller Joachim Lund.

Epilog – sådan gik det Gunnar Larsen

Efter den 5. maj 1945 interneres Gunnar Larsen af modstandsbevægelsen i næsten et år. Hans person bliver hængt lige så meget ud som Scavenius – måske fordi den kommunistiske del af modstandsbevægelsen ser ham som en kapitalistisk lakaj, der går ind i politik for at pleje sine privatøkonomiske interesser.

I en retssag kendes han først skyldig i at have ydet økonomisk støtte til en geværbørstefabrik, men han frikendes ved Højesteret i 1948. Han bor herefter i Jylland på landejendommen Højkol ved Salten Langsø, for i 1954 at flytte til Irland, hvor han bliver direktør for en cementfabrik. Her bor han, til han dør i 1973 – 71 år gammel.

Nu skulle man tro, at Gunnar Larsen flytter til Irland som en bitter mand. Bitter, fordi han ifølge ham selv har handlet til nationens eget bedste, men alligevel bliver hængt ud som forbryder og landsforræder. Men ifølge de, der kendte ham, var han ikke bitter – det lå slet ikke til hans person. Han var derimod endnu ung og klar til at kaste sig over nye projekter. Og for ham var den irske cementfabrik endnu et projekt på vejen.