Videnskabelig formidling behøver ikke være skriftlig. Det tager socialantropologerne Aleksandra Bartoszko og Anne Birgitte Leseth fra Højskolen i Oslo helt bogstaveligt i en ny forskningsrapport.
Her fortæller de i tegninger om de studerendes frustrationer over blandt andet adgangen til informationer på Højskolens område.
Farverige tegneserier plejer ikke at stå på hylden sammen med de videnskabelige forskningsresultater. Men boghylden på Højskolen og Nationalbiblioteket i Oslo har nu fået sig en tegneserie.
Frustrerede tegneseriefigurer er forklædte informanter i den videnskabelige rapport fra projektet ”Public Space”.
De to socialantropologer har undersøgt campus på Højskolen, og deres studieobjekter er de studerende og ansatte, som bruger området.
Nogle af spørgsmålene afdækkede, om informationstjenesterne på campus var nemme og tilgængelige, og om de nye studerende oplevede imødekommenhed fra ansatte og medstuderende.
Tegningerne skal fortolkes
Konklusionen på rapporten er en tegneserie med blandt andet en tegning af en frustreret studerende. Der står damp ud af hans ører, fordi han ikke kan få personlig hjælp, men er henvist til det interne net.
Aleksandra Bartoszko, socialantropolog og lektor ved afdeling for sundhedsvidenskab, og Anne Birgitte Leseth, socialantropolog og studiekoordinator ved Højskolen i Oslo har formuleret deres arbejde i tegninger i samarbejde med tegneren Marcin Ponomarew.
Man kan ikke læse konklusionen af undersøgelsen, men må fortolke tegningerne for at se forskernes resultat.
Tegninger er nemmere og sjovere at forstå
Målet er formidling, som gerne må være underholdende.
Aleksandra Bartoszko mener, der er klare fordele ved at inddrage forskellige formidlingsformer.
1) Videnskab som formidles via tegninger, er tilgængelig for folk, som ikke kan læse, eller som ikke kan sproget
2) Der bliver produceret utroligt meget tekst i denne tid, så det virkeligt er svært at få folks opmærksomhed. Vi havde brug for noget anderledes, som ville skille sig ud fra det sædvanlige.
3) Tegninger formindsker den distance, som ofte bliver skabt gennem tekster – specielt de videnskabelige. Videnskaben er lettere at fordøje, når den bliver serveret på en mere folkelig måde, og når ‘modtagerne’ er aktive i videnskabsdannelsen.
Tegneserien er fagligt forsvarlig
Selv om tegneserieformatet ikke er en udbredt formidlingsform blandt videnskabelige undersøgelser, er Aleksandra Bartoszko ikke nervøs for, at det vil undergrave fagets eller forskningens troværdighed.
»Tegneserierne skulle formidle vores resultater fra feltarbejdet til folk, som ikke arbejder med antropologien til daglig. Og jeg mener, vi har gjort det på en fagligt forsvarlig måde. Vi har stillet os selv de samme krav, som vi også skulle have forholdt os til i en skriftlig etnografisk beskrivelse.«
Reaktionerne fra kolleger og studerende på Højskolen i Oslo har været positive, fortæller den norske forsker.
En god ide – men ikke helt godt udført
Mads Daugbjerg, der er adjunkt på Afdeling for Socialantropologi og Etnografi ved Aarhus Universitet, er selv lidt af en tegneseriefan.
»Tegneserier som formidlingsform er en rigtig god idé«, siger han.
En af historierne viser to personer, der sidder og skriver til hinanden på hver side af en væg.
Det fremhæver Mads Daugbjerg som et vellykket eksempel på, at tegninger bedre kan illustrere det absurde i situationen end en skriftlig redegørelse ville kunne.
»Tegninger skal illustrere noget, som en tekst ikke kan. Her får de visualiseret, hvor åndssvagt det er, at man sidder lige over for hinanden, og alligevel bruger nettet som kommunikationsform«.
Han er dog ikke videre imponeret over tegneserierapporten – selvom han synes det er nogle gode tegninger.
»De andre tegnede situationer fungerer primært som illustrationer, der lige så godt kunne have været skrevet«, mener Mads Daugbjerg.
Lotte Meinert, som er antropolog og ansat som lektor ved Aarhus Universitet, synes, tegneserien er et godt initiativ.
»Det er en rigtig god ide at findé forskellige kommunikationsformer for at bringe forskningen ud af elfenbenstårnet«.
Tegneserier og andre formater er vigtige for fagets udvikling
Samarbejdet med tegneren Marcin rykkede ved socialantropologernes sædvanlige skriveprocesser og gav anledning til at reflektere over, hvilke billedskabende tolkninger der kan skabes i læserens hoved.
»Jeg synes, at det at bruge andre formater, eksperimentere med formidling og forsøge at gå ud af boksen, bare er berigende for forskerne. Det at sætte spørgsmålstegn ved sit eget virke er ekstremt vigtigt for fagets udvikling,« siger Aleksandra Bartoszko.
Tegningerne tager udgangspunkt i virkelige situationer, som blev set af antropologerne eller af informanterne, som selv oplevede situationerne.
Og som tegningen med det ildrøde dampende ansigt illustrerer, tyder det på, at tilgængeligheden og imødekommenheden på Højskolens område kunne være bedre.
