Ranvaiks gyldne skrin, som kan beundres i Nationalmuseets samling, er fremstillet i Irland eller Skotland i 700-tallet og kommer oprindelig fra en kirke eller et kloster.
“Ranvaik ejer dette skrin” lyder indskriften i bunden, som et stærkt indicium på, at det siden kom til at tilhøre en fornem vikingefrue med navnet Ranvaik.
Arkæologer mener, det er tyvekoster fra vikingetiden.
»Genstande fra vikingetiden, der kommer fra kirker og klostre, kan bedst forklares som plyndringsgods fra de overfald, som gjorde vikingerne berygtede i den kristne verden,« forklarer Maria Panum Baastrup, magister i forhistorisk arkæologi og ph.d. studerende i Nationalmuseets Oldtidssamling.
»Da vi ved, at disse ting har været forbundet med hellighed for deres ejere, er det næppe sandsynligt, at der er tale om handelsvarer,« uddyber hun.
Nationalmuseets Oldtidssamling får sit største bidrag fra danske amatørarkæologer, og oplever blandt andet en tilvækst af kirkelige genstande som fragmenter fra bispestave, hellige kar og kirkesølv, som er fundet i den danske muld.
Vikingerne både stjal og handlede
I de historiske kilder er vikingernes overfald veldokumenterede, og det faktum, at genstande fra andre europæiske kirker og klostre er endt på skandinavisk jord, viser at vikingerne ikke er kommet tomhændede hjem fra deres togter.
Når forskerne skal bestemme genstandenes ophav, kigger de blandt andet på design og materialer og sammenligner med lignende fund fra samme tidsperiode. På denne måde kan de se karakteren af vikingernes kontakter til udlandet.
Vikingerne var også handelsfolk og fik gaver i forbindelse med dåb. Hvert år får vi indleveret mange nye genstande fra vikingetiden, der er samlet ind overalt i landet. Meget af det antager vi, vikingerne har fået på ganske lovlig vis,« siger Maria Panum Baastrup.
Tilbagelevering
Men skal de genstande fra vikingetiden, der højst sandsynligt er tyvekoster, leveres tilbage til deres oprindelige ejermand?
»Jeg synes, det ville være unaturligt, men når det er sagt, så kan der være tilfælde, hvor det alligevel ville give mening,« siger middelalderarkæolog Peter Pentz.
»Vikingerne blev jo ikke dømt ved en domstol for at have stjålet, og den danske nation var ikke rent geografisk og politisk den samme som i dag,« siger han.
Han har i mange år arbejdet med tilbagelevering af genstande, som Nationalmuseet rådgiver kulturministeren om.
Nationalmuseet har intet fast regelsæt for, hvornår genstande skal afleveres tilbage, og det er i sidste ende en politisk beslutning, om genstande skal blive i den danske kulturarv, eller om de hører hjemme i et andet land.
Historien kan ikke skrues tilbage
Med mellemrum har der været debat om, hvorvidt Danmark burde have de ting tilbage, som svenskerne hentede i krigsskadeerstatning i 1600-tallets Danmark efter Svenskekrigene.
»Krigsskadeerstatning var bredt accepteret på det tidspunkt, og derfor mener jeg ikke, det ville give mening, hvis Danmark skulle kræve de genstande igen, « siger Peter Pentz. Han mener, historien retfærdiggør, at historiske genstande ikke altid findes der, hvor de oprindelig hørte hjemme.
»Min personlige holdning er, at man ikke kan skrue tiden tilbage og lave historien om. Men der kan selvfølgelige være tilfælde, hvor det af følelsesmæssige eller politiske grunde alligevel er en god ide at levere genstande tilbage,« siger han.
\ Hvor hører Elgin Marbles hjemme?
Den mest berømte sag om tilbagelevering af kulturarv handler om Elgin Marbles.
Det er en samling af klassiske skulpturer, der oprindelig var en del af templet Parthenon, som ligger i Athen.
Den britiske ambassadør Thomas Bruce Elgin opnåede tilladelse fra tyrkiske myndigheder, der i flere århundreder besatte Grækenland, til at fjerne samlingen fra Parthenon.
Han flyttede skulpturerne til England og udstillede dem der.
Der har siden hersket kontrovers omkring skulptursamlingen. Grækenland har udtrykt ønske om at få skulpturerne tilbage til et museum i Athen. Foreløbig findes skulpturerne stadig i England på British Museum i London.
