Jeg ser også et problem i at en uddannelse i klassisk forstand med bøger og teorier ikke passer sammen med alle unge. Hvorfor kan man ikke i dag tage en en praktisk uddannelse og være i et elev/læremesterforhold?

Hvis regeringen er seriøs med hvor mange de ønsker skal gennemføre en uddannelse bliver de nød til at ændre på hvad en uddannelse er, for de kan ikke ændre at mennesker er forskellige og ikke alle sammen boglige.
Jeg siger ikke at vi ikke skal have akademiserede uddannelser - men måske er det bedre at en pædagog er glad for at lege med børnene og får noget praktisk erfaring end at de har et dybtgående indblik i Freuds ødipuskomplekser?

Kravet om stadig øget uddannelse af de unge er efter min mening baseret på manglende indsigt i, hvad de unge kan og vil. Rigtig mange unge kan af gode grunde slet ikke sig selv i et længere uddannelsesforløb og kommer heller ikke til det, uanset hvor meget politikerne presser på. Det kan skyldes, at deres evner eller interesser trækker dem i helt andre retninger end et mangeårigt teoretisk studie. Eller det kan skyldes, at de bevidst holder sig borte fra boglig uddannelse, fordi det minder dem om den smertelige skoletid fyldt med nederlag og uendelige timer med stillesiddende, passiv undervisning.

Jeg har gennem en årrække arbejdet med børn og unge i alderen 6-29 år, og efterhånden kan jeg se et tydeligt billede af, hvorfor så mange unge springer fra studiet eller slet ikke søger ind. Hver gang jeg ser en artikel eller et nyhedsindslag om, at nu skal de-og-de tiltag sikre en øget tilstrømning af unge til studierne, så tænker jeg på nogle af alle de børn og unge, jeg har mødt gennem mit arbejdsliv...

Mohammed, der var den bogligt svageste elev i klassen, men som altid brillerede over sine klassekammerater i fysik, når der skulle loddes elektronik, og i sløjd, når der skulle høvles og bygges komplicerede emner i træ.

Tina, der var klassens tykke pige og som klarede sig middelmådigt rent bogligt, men som slog benene væk under mig, da hun fik en Bunsenbrænder og farvede glasstænger mellem hænderne. Aldrig før har jeg set så smukke og avancerede glasperler fremstillet af et barn.

Carsten, hvis selvtillid var manet bort af kritiske lærere og forældre, og som hele tiden selv sagde, at han ikke duede til noget. Lige indtil den dag, han fik en hammer og noget jern stukket i hånden og opdagede en fantastisk ny verden af muligheder i smedehåndværket.

Sidsel, klassens stille, ordblinde pige, der meldte sig til et praktisk forløb i skoletjenesten med gamle håndværk bare for at slippe væk fra skolen. I løbet af de to dage, forløbet varede, blev hun fuldkommen opslugt af arbejdet og var fra start til slut en del af den hårde kerne, der altid stod parat til at yde en indsats, mens størstedelen af gruppen så til fra sidelinjen.

Jeg kunne gøre listen meget længere. Pointen er, at der ikke er megen plads til denne gruppe af børn og unge i det nuværende undervisningssystem. Børn og unge, der kan og vil en hel masse - bare ikke lige de ting, regeringen mener, der er brug for. Jo mere de skiftende regeringer presser på, for at få de unge til at tage længerevarende uddannelser, jo flere af disse unge vil blive tabt på gulvet.

I denne forbindelse påvirkes de unge formodentlig også i høj grad af, at de kan se at man kan komme helt til tops i samfundet uden relevant uddannelse.

Man kan f.eks. blive udenrigsminister uden at kunne tale forståeligt engelsk; man kan blive miljøminister selvom man ikke har den mindste relevante uddannelse indenfor området. Det er ikke uddannelse der er afgørende, men f.eks. at man har samme efternavn og er i familie med tidligere miljøminister Sven Auken, hedder Helveg, Elleman eller Hækkerup. Efternavnet giver mere status og flere muligheder end uddannelse og viden - vi er på visse områder helt tilbage i middelalderen, hvor det afgørende for dine muligheder og livsvilkår er den familiemæssige tilknytning til magtens elite.

Mønsteret går igen for mange af de øvrige ministre i Regeringen. Signalet til de unge er : det er ikke uddannelse og viden der kvalificerer dig til få og bestride betydningsfulde job.
Hvorfor tage en uddannelse (for slet ikke at tale om en krævende uddannelse), hvis det ikke er uddannelse og viden, der er afgørende for om du f.eks. kan blive udpeget til at være minister?

Regeringen og politikerne taler om uddannelse og videnssamfund osv., men demonstrerer i praksis at det slet ikke de ting der tæller.

På den måde signalerer Regeringen til de unge, at det er fuldstændigt ligegyldigt om de tager en uddannelse.
Hvad tænker de befolkningsgrupper som har en uddannelse og skal underlægge sig en uuddannet regerings beslutninger? De uddannede er det nok ikke klogt, at de unge lytter til ...

Du har samme muligheder om du blot har iført dig en mental klaphat eller du har anstrengt dig og uddannet dig til at kunne gøre og være noget i samfundet ...

Vi ønsker nye opfindsomme, uddannede, kloge og indsigtsfulde generationer, men får landsbytosser samt politisk indavlede ledere i stedet.