Traditionelt har videnskabelige landvindinger været beskrevet i tidsskrifter, som man er udelukket fra at læse med i, medmindre man betaler for hver enkelt artikel eller et års abonnement.
Men i takt med internettets udbredelse i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne har de såkaldte åbne tidsskrifter vundet frem. I dem har alle gratis adgang til de videnskabelige artikler, fordi det typisk er forskerne bag den enkelte artikel, der betaler for at få den publiceret.
Flere end 10.000 fagfællebedømte, åbne tidsskrifter er nu registreret i Directory of Open Access Journals, og flere kommer til hver dag. Den fremadstormende bevægelse bliver i denne uge markeret på hjemmesider og universiteter verden over i forbindelse med den årlige Open Access Week.
For eksempel beretter det indflydelsesrige forlag Nature Publishing Group på sin blog, at 60 procent af de videnskabelige artikler i deres mange tidsskrifter nu udgives med fri adgang for alle på Nature.com.
Det er blot 10 år siden, at forlaget udgav sit første åbne tidsskrift, og nu er der mere end 80 åbne tidsskrifter i deres portefølje. Det prestigefulde hovedtidsskrift Nature skal man dog stadig betale for at få fingre i – enten 224 kroner per artikel eller 1.559 kroner for et års abonnement.
Der er i høj grad grund til at fejre
Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i formidling af videnskab, glæder sig over, at antallet af åbne tidsskrifter er stærkt stigende.
»Jeg synes i høj grad, at der er grund til at fejre det. En af videnskabens vigtigste normer er, at den viden, der bliver produceret, tilhører det videnskabelige fællesskab. Til den norm hører, at man skal publicere sine resultater hurtigt og med en bred tilgængelighed. Open access-bevægelsen bestræber sig lige netop på at efterleve den fælleseje-norm i den moderne elektroniske tidsalder, så det synes jeg kun, at man kan støtte op om,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor ved Institut for Matematik og Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.
Han bemærker, at de åbne tidsskrifter er kommet frem på et tidspunkt, hvor de traditionelle tidsskrifter er blevet samlet omkring nogle få forlag, der har presset prisen op.
»Open access giver et alternativ, som gør, at man ikke behøver at købe et dyrt abonnement eller enkelte artikler. Det har især haft en positiv betydning for forskere, som er på forskningsinstitutioner i lande med svære økonomiske vilkår,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Fattige forskere har ikke råd til at betale for at udgive
\ Fakta
Directory of Open Access Journals omtaler sig selv som en medlemsorganisation og database over fagfællebedømte, åbne tidsskrifter af høj kvalitet. Da databasen blev lanceret ved Lunds Universitet i 2003, indeholdt den 300 åbne tidsskrifter. 27. marts 2013 var det tal steget til 8.817, og 22. oktober 2015 lister databasen 10.630 åbne tidsskrifter. Det svarer til, at der i gennemsnit er blevet tilføjet over 2 nye tidsskrifter hver dag i databasens 12-årige historie.
De åbne tidsskrifter møder dog også kritik, blandt andre fra formanden for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører, Jørgen Burchardt, i artiklen ‘Redaktører: Open access har skabt et usundt system‘.
For mens de fattige forskere med de åbne tidsskrifter har fået lettere adgang til at læse videnskabelige artikler, kan de på den anden side have svært ved at udgive deres egne forskningsartikler i åbne tidsskrifter, fordi de selv skal finansiere publiceringen.
Det koster mellem 4.500 kroner og 19.000 kroner at få sin artikel ud i ansete open access-tidsskrifter fra forlagene Plos og BioMed Central, mens forskerne må hoste op med 27.600 kroner for at udkomme i Nature Communications.
Kristian Hvidtfelt Nielsen er enig i, at det er et problem med de åbne tidsskrifter.
»Det forfordeler selvfølgelig de forskere, som ikke har råd til at betale for det. Jeg ved ikke, om det findes, men man kunne forestille sig, at man kunne lave nogle fonde, der støtter forskere i udviklingslande, så de kan udgive i open access,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
De nævnte forlag nævner dog i deres prislister, at forskere, der ikke selv er i stand til at betale, især hvis de kommer fra lavindkomstlande, kan ansøge om at udkomme med rabat eller helt gratis.
Nogle åbne tidsskrifter har manglende kvalitetskontrol
Jørgen Burchardt langer også ud efter de åbne tidsskrifter for at have dårlig kvalitetskontrol.
Den kritik underbygges af videnskabsjournalisten John Bohannons afsløringer af, at mange åbne tidsskrifter er villige til at acceptere totalt opdigtede artikler, og at elendig fupforskning let kan blive publiceret i open access-systemet (se faktaboks).
»Der er en underskov af tidsskrifter, som hævder at være en del af open access-bevægelsen, men som har mere eller mindre underlødige redaktionelle forhold og peer review-systemer. De underlødige tidsskrifter lukrerer på, at nogle forskere er villige til at betale for at publicere, også selvom tidsskrifterne er nødt til at gå på kompromis med den videnskabelige kvalitet,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Traditionelle tidsskrifter kan også være dårlige
\ Fakta
Open access-skandaler I en storstilet og hemmelig operation afslørede videnskabsjournalisten John Bohannon i 2013, hvordan 157 ud af 304 open access-tidsskrifter var villige til at acceptere hans fejlfyldte, og ganske opdigtede, ’videnskabelige’ artikel – mod betaling, selvfølgelig. Den samme journalist lavede i 2015 et bevidst elendigt studie om chokolade, som han ganske let fik publiceret i et open access tidsskrift og viderebragt i nogle af verdens største medier.
De seneste år er der både kommet flere gode, men også flere utroværdige åbne tidsskrifter til, vurderer Kristian Hvidtfelt Nielsen.
»I starten var open access et relativt lille fænomen, som måske ikke blev taget så seriøst i forskningsverdenen. Nu er der kommet flere højkvalitetstidsskrifter som Plos One på banen, og open access har udviklet sig til at være en vigtig spiller i tidsskriftsbranchen, som konkurrerer med de mest anerkendte tidsskrifter som Nature og Science. Men samtidig er der udviklet en lang række tidsskrifter, som ikke har en særligt lødig karakter,« siger han.
Han mener ikke, at man kan sige noget om, hvorvidt åbne tidsskrifter generelt er af dårligere eller bedre kvalitet end traditionelle tidsskrifter.
»Både almindelige tidsskrifter og open access-tidsskrifter udviser en meget høj grad af forskellighed. Selv i de almindelige tidsskrifter vil du have nogle, der kører på en lidt lavere grad af selvkontrol og systematik, og som publicerer stort set hvad som helst, der bliver sendt ind til dem, simpelthen fordi de mangler stof. Og så har du den helt anden ende, hvor tidsskrifter som Nature og Science afviser op mod 70-80 procent af alt, hvad de får ind, og den samme mangfoldighed finder man også i open access-verdenen,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Åbne tidsskrifter kommer til at betyde mere
De traditionelle tidsskrifter dominerer dog stadig toppen af Reuters’ rangliste over de mest citerede tidsskrifter, fortæller han.
»Det er min umiddelbare vurdering, at det stadig er de mest anerkendte, så der er et stykke op for open access,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Måske vil det ændre sig i fremtiden, for open access-systemet vil fortsætte sin fremmarch, mener han.
»Jeg tror, det vil få en stadigt stigende betydning i forskningsverdenen. Mange traditionelle tidsskrifter kører med en politik om, at man både kan komme ud på traditionel vis, hvor det er forlaget, der afholder publiceringsudgifterne, men man kan også vælge at betale et gebyr og få sin artikel ud i en open access-version. Man vil nok se flere af sådan nogle blandingsmodeller i fremtiden,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Men når åbne tidsskrifter kommer til at få større gennemslagskraft, vil der fortsat være risiko for, at systemet vil blive misbrugt til at publicere dårlig forskning.
»Jeg tror desværre, at open access-systemet i mange år fremover vil være plaget af den underlødighed, som findes på nettet. Det, tror jeg, bliver svært at udrydde. Man kan forestille sig, at der bliver bygget nogle systemer til en slags kvalitetskontrol af åbne tidsskrifter, så man som forsker og udenforstående bedre kan orientere sig i open access-verdenen.«
