Medievold svækker næstekærligheden

En person, der har været fordybet i voldelig underholdning, er fem gange langsommere om at komme en nødstedt til undsætning, som en person, der ikke har været udsat for voldelige indtryk. Det viser en ny hollandsk-amerikansk undersøgelse.

Psykologer har allerede fundet to meget beklagelige virkninger af medievold, altså voldsscener på film eller TV. For det første virker det ifølge adskillige undersøgelser voldsfremmende på de personer, der i forvejen er mere voldelige end gennemsnittet. For det andet virker det angstfremmende på de personer, der er mere ængstelige end gennemsnittet.

Den enorme produktion af medievold i form af voldelige film og voldelige videospil kan altså forventes at øge både den konkrete voldelige adfærd i samfundet og antallet af mennesker, der døjer med svær angst for især fremmede og måske ‘truende’ medmennesker. Som om det ikke kunne være nok på medievoldens synderegister, kommer en hollandsk-amerikansk forskergruppe nu med en rapport om to undersøgelser, der viser, at medievold kan have en helt tredje uheldig effekt: Den kan tilsyneladende svække vores næstekærlighed.

Altruisme er medfødt

I vore dage benytter psykologer dog ikke så ofte ordet næstekærlighed (som har religiøse undertoner), men derimod begrebet altruisme. Altruisme betegner en tilskyndelse til at hjælpe andre, især de der er i nød, men betydningen af ordet altruisme er i princippet nogenlunde det samme som i det ældre udtryk næstekærlighed.

Freud og andre tidlige psykologer troede, at næstekærlighed eller altruisme var noget, som kulturen og opdragelsen møjsommeligt måtte ‘banke ind’ i børn, så de kunne blive civiliserede mennesker, der ville opføre sig hjælpsomt over for andre. I vore dage mener man snarere, at altruisme i vid udstrækning er en medfødt egenskab, som er udviklet i de tidligste menneskegrupper, fordi en hjælpsomhed over for flokmedlemmer kunne være livsbevarende for flokken som helhed.

Da de enkelte individers liv i væsentlig grad afhang af flokkens overlevelse – vi mennesker er et udpræget flokdyr, der har haft succes som art, fordi vi kan arbejde sammen -, er der ikke noget underligt i, at vi har fået en medfødt tendens til at hjælpe og beskytte vores nærmeste lige som os selv.

Som støtte for hypotesen om et medfødt altruistisk anlæg har man f.eks. fundet, at enæggede tvillinger med samme arveanlæg er meget mere ens med hensyn til ‘styrken’ af deres altruisme end tveæggede tvillinger, der har forskellige arveanlæg. En anden støtte til teorien kommer fra studiet af ganske små børn, der tilsyneladende begynder meget tidligt at udvise trøstende og hjælpsom adfærd over for andre børn, der græder, uden at nogen tilsyneladende har lært dem denne adfærd.

Ud fra denne opfattelse af altruismen kan man næsten komme til at vende Freuds teori på hovedet. Mennesket er faktisk født ‘godt’, men kan af kulturen blive påvirket, så det gode svækkes af børnenes erfaringer. Og nu viser den omtalte hollandsk-amerikanske undersøgelse, at det, der i nutidens verden i væsentlig grad kan svække vores ‘naturlige’ altruisme, kan være den omfattende medievold!

Vold bremser medfølelse

Den omtalte undersøgelse omfatter to selvstændige eksperimenter over virkningen af henholdsvis voldelige videospil og voldelige tv-film.

I den første undersøgelse satte forskerne to grupper af forsøgspersoner til uforstyrret at spille enten et voldeligt eller et ikke-voldeligt videospil, mens de sad alene i et lille rum på en lang kontorgang. Efter at have spillet det omtalte videospil i en halv time, skulle de pågældende udfylde et ganske omfattende spørgeskema, der lå ved siden af tv-apparatet, mens de stadig var helt alene i rummet.

Et par minutter efter, at de var begyndt på at udfylde dette spørgeskema, hørte de pludselig ude fra gangen en høj støj, der tydeligvis kom fra et håndgemæng mellem to personer, og kort efter hørte de en af personerne klage over voldsom smerte. Alle disse lyde kom fra en båndoptager anbragt ud i gangen og var altså helt ens for alle forsøgspersoner. Som mål for den enkelte forsøgspersons aktuelle altruisme så man, hvor længe det varede, inden vedkommende åbnede døren for at komme den nødstedte person til undsætning.

Det varede i gennemsnit fem (!) gange længere for forsøgspersoner, der havde spillet voldelige videospil sammenlignet med gruppen, der havde spillet ikke-voldelige videospil.

I det andet eksperiment inviterede man forsøgspersoner til at overvære en film i et mindre film-rum for enden af en lang gang. Halvdelen af forsøgspersonerne så en voldelig film, og den anden halvdel så en ikke-voldelig film. Alle forsøgspersonerne i begge grupper kom efter filmen på tilbagevejen gennem gangen forbi en kvinde, som havde et ben i gips, og som stod med ryggen mod væggen og rakte ud efter en krykke, som var faldet fra hende.

Stort set alle forsøgspersoner kom naturligvis den nødstedte kvinde til hjælp, men det varede mere end dobbelt så længe før gruppen, der havde været udsat for en voldsfilm, fik lyst til at hjælpe den stakkels kvinde sammenlignet med gruppen, der havde overværet en ikke-voldelig film.

Hvis man nu om dage ser altruisme som noget, der er godt for menneskeheden, så må man nok også bekymre sig om denne tredje effekt af medievold: Udover øget vold og angst i dagliglivet kan der altså blive tale om mindre næstekærlighed over for nødlidende mennesker.

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet