Jagtspyd sladrer om grønlandske massebortførsler

De store metroudgravninger, som præger hovedstadens gadebillede i disse år, giver blandt andet ny viden om Københavns befæstningshistorie.

Undersøgelserne fortæller også om mange andre sider af livet i byen, for voldgravene blev fyldt op med al slags forhåndenværende affald, da de blev sløjfet.

Også brugbare ting er af og til endt i voldgravens dyb. Et af de mere usædvanlige fund er en del af et grønlandsk fuglespyd, som blev fundet på Kongens Nytorv.

Grønlandsk redskab på Kgs. Nytorv

Fuglespyddet var et almindeligt fangstredskab i Grønland fra cirka 1500 og op i 1900-årene.

Ud over spydspidsen i den ene ende har fuglespyd tre spidse sidegrene fastsurret midt på skaftet.

De var med til at øge chancen for gevinst, når jægeren kastede spyddet ind i en fugleflok, og det er sådan en sidegren, der er dukket frem af den københavnske undergrund.

Sidegrenen blev fundet på Kongens Nytorv i den sløjfede voldgrav, der hørte til Christian 4.’s befæstning omkring København, og i samme jordlag som skår af keramik og kakler fra første halvdel af 1600-årene.

Sidegrenen stammer dermed sandsynligvis fra samme tid. Det er vist første gang, at en genstand fra den grønlandske Thule-kultur er fundet herhjemme.

Bortførelser viste styrke og suverænitet

Når et sådant jagtspyd dukker op i København, tusindvis af kilometer fra sit oprindelsessted, hænger det sandsynligvis sammen med en bortførelse.

Ved de europæiske koloniseringer efter Columbus’ opdagelse af Amerika var det almindeligt at bortføre »vilde« og hjemføre dem til fremvisning for statsoverhoved og offentlighed.

Det skulle vise kolonimagtens styrke og suverænitet.

Columbus hjembragte således en gruppe arawak-indianere allerede på sin første ekspedition, ligesom Amerigo Vespucci hjembragte godt 200 mennesker fra den nye verden i årene omkring år 1500.

Første ekspedition i 1605

Da Christian 4. et århundrede senere tog initiativ til at genfinde nordboernes og sagaernes Grønland, havde man kun en tåget forestilling om landet.

Den første ekspedition blev sendt af sted i 1605. Ekspeditionen blev ledet af skotten John Cunningham og havde englænderen James Hall som lods.

Danskeren Godske Lindenov var kaptajn på ’Røde Løve’, der var et af de tre skibe, der blev sendt af sted.

Undervejs opstod der uenighed mellem deltagerne, og ud for Grønlands sydvestkyst skiltes Lindenovs skib fra resten af ekspeditionen.

Grønlænderne gjorde modstand

Røde Løve ankrede snart efter op i en fjord, sandsynligvis Fiskenæsfjorden (Qeqertarsuatsiaat Kangerlluat) i Sydvestgrønland.

Her traf man grønlændere, handel kom i stand, og kort før hjemrejsen bortførte Lindenovs besætning to grønlændere, sandsynligvis begge mænd, som et levende bevis på, at Grønland var genfundet.

De gjorde modstand, hvorved den ene blev såret, og begge blev herefter bundet.

Da Røde Løve ankom til København 28. juli 1605, skete det under stor bevågenhed.

Folk stimlede sammen på kajen, og Christian 4. og dronning Anna Cathrine aflagde besøg på skibet for at se de to grønlændere, som senere demonstrerede brugen af deres kajakker i Københavns havn.

Vi ved ikke meget om de bortførte

De to grønlændere blev på et tidspunkt skilt fra hinanden, og den ene sendt til lensmanden Arild Huitfeld på Dragsholm for at lære dansk. Mere ved vi ikke om dem.

To uger efter Røde Løves hjemkomst, den 10. august 1605, nåede resten af ekspeditionen til København.

De to sidste skibe havde været længere mod nord, nærmere bestemt i Itivdleq-fjorden syd for Sisimiut.

Her havde man også truffet grønlændere, og for søm og gammelt jern byttede man sig til dragter, redskaber, sælskind og narhvalstand. Umiddelbart inden afrejsen blev fire grønlændere bortført.

De fremmede led stærkt af hjemve

Om bord på skibet satte de sig til modværge, hvorefter kaptajnen skød den ene. Den døde blev kastet over bord, mens resten blev enten bundet eller spærret inde.

De tre overlevende er i samtidige kilder kaldt Orm, Oye og Judecha, hvilket i dag kan gengives som Umik, Oqaq og Kigutikkaaq.

Ifølge Jens Bielke, der var sekretær i Danske Kancelli, var grønlænderne bomstærke, og Bielke beskriver, hvordan de i deres kajakker kunne ro lige så stærkt som 10 af kongens bådsmænd.

Selv om grønlænderne beskrives som muntre, led de stærkt af hjemve og forsøgte på et tidspunkt at undslippe i en konebåd, de havde bygget under opholdet i Danmark.

Dog måtte de snart give fortabt og gå i land i Skåne, hvor de opholdt sig hos lokale bønder, indtil de atter blev bragt til København.

Skulle lette kontakten i Grønland

Året efter lod Christian 4. udruste fem skibe til en ny ekspedition. Denne gang fik Godske Lindenov overkommandoen, og atter var James Hall med som lods.

I slutningen af maj 1606 drog ekspeditionen af sted med Umik, Oqaq og Kigutikkaaq som del af besætningen.

Meningen var, at de tre skulle lette kontakten til de mennesker, man ventede at møde i Grønland. Men ifølge Halls optegnelser døde Oqaq og Umik undervejs, mens Kigutikkaaqs skæbne er ukendt.

Da skibene nåede frem til Sisimiut-området i august måned, mødte man som ventet grønlændere.

Bortførslerne var rygtedes

Også denne gang blev der handlet, men grønlænderne bliver beskrevet som mere fjendtlige end ved forrige ekspedition, og handelen gav ikke det store udbytte.

Måske skyldtes modviljen, at grønlænderne kendte til bortførelserne året forinden, og opholdet endte da også med, at ekspeditionen bortførte fem grønlændere.

Ifølge Claus Christoffersen Lyschander, der senere blev kongelig histograf, sprang en af de bortførte over bord undervejs til Danmark.

De nye fanger forsøgte også at flygte

I efteråret 1606 ankom skibene til København med de fire overlevende grønlændere. To forsøgte snart efter at undslippe i kajak.

Den ene blev fanget og bragt tilbage til København, mens den anden slap væk.

Resten levede i Danmark i indtil tolv år efter bortførelsen, men ifølge hofmatematikeren Adam Olearius var de altid fulde af sorg og græmmede sig til sidst til døde, en efter en.

Det er begrænset, hvad man ved om den tredje bortførelse. Baggrunden var, at københavnske redere i 1636 fik kongeligt privilegium til at danne et grønlandskompagni, som blandt andet skulle drive hvalfangst.

Blev bundet til skibets mast

I privilegiet opfordredes til at bortføre grønlændere i 16-20-års alderen, som skulle oplæres »udi Guds frygt, sproget og boglige kunster«.

Samme år udsendte kompagniet to skibe, som sejlede op langs Grønlands vestkyst.

Undervejs handlede man med grønlændere og fik derved erhvervet en del narhvalstænder.

På et tidspunkt bortførtes to grønlænderne, som blev bundet til skibets mast. Men da man i rum sø løste dem fra rebene, sprang begge over bord og forsøgte at svømme tilbage, utvivlsomt uden held.

En ung dreng sprang over bord

Den sidste danske bortførelse i 1600-årene fandt sted i 1654.

Generalgodsforvalter Henrik Müller havde i 1652 fået kongeligt privilegium til at udforske Grønland og udsendte i alt tre ekspeditioner med hollænderen David Danell som øverstbefalende.

På alle tre ekspeditioner handlede man med de grønlændere, man traf langs landets vestkyst og byttede sig derved til en anseelig mængde narhvalstand.

På den sidste rejse narrede besætningen seks grønlændere om bord et sted i Nuuk-fjorden og sejlede af med dem.

En ung dreng vristede sig fri og sprang over bord, mens en ældre kvinde blev sat i land.

Fire grønlændere blev portrætteret

De øvrige fire blev i første omgang fragtet til Bergen, hvor de blev portrætteret; maleriet kan i dag ses i Nationalmuseets Etnografiske Samling.

De fire grønlændere var ifølge Adam Olearius en kvinde på 25 år ved navn Kabelau; hendes far Ihob, som døde under sejladsen til Danmark kort efter; en kvinde på cirka 45 år ved navn Küneling og pigen Sigoka på 13 år.

De tre overlevende kvinder blev bragt til Slesvig, hvor Frederik 3. opholdt sig midlertidigt på grund af pesten i København.

Tålte ikke dansk klima og levevis

Tanken var, som tidligere, at de bortførte senere skulle være med til at fremme handelen i Grønland, og de blev lovet snart at kunne vende hjem.

Fra Slesvig blev de sendt tilbage til København, hvor de efterhånden lærte at tale dansk. Men ifølge lægen Thomas Bartholin tålte de ikke dansk klima og levevis.

De døde en efter en, formentlig så tidligt som 1658/59, med pigen Sigoka som den længstlevende.

Spyddet kan have været souvenir

Således blev i alt 19 grønlændere bortført under danske ekspeditioner i 1600-årene, hvoraf 14 overlevede rejsen til Danmark.

Sidegrenen fra Kongens Nytorv kan være bragt til København ved alle fire ekspeditioner.

Dels havde grønlænderne udstyr med sig, dels handlede man på ekspeditionerne, og kilderne beretter, at man ud over gængse handelsvarer som skind og narhvalstand også købte redskaber.

Spyddet har derfor ikke nødvendigvis tilhørt en af de bortførte, men kan være en souvenir, som senere er endt i voldgraven.

Kan have været en af de første grønlænderes

Skal man alligevel give et forsigtigt bud på, hvem fuglespyddet kan have tilhørt, kunne det være en af de grønlændere, som kom til København med den første ekspedition.

Nordmanden Jens Bielke har i 1605 udførligt beskrevet disse grønlænderes redskaber og deres anvendelse, hvilket beror på iagttagelser, som han må have gjort i Danmark.

Grønlænderne har givetvis demonstreret redskaberne for Bielke, og det kan meget vel være foregået ved voldanlægget ved Østerport, dvs. hvor Østergade i dag munder ud i Kongens Nytorv.

Sidegrenen er vel knækket af et fuglespyd under demonstrationen og er siden endt i voldgraven, da det gamle voldsystem blev sløjfet i 1647.

Åbner op for en grum historie

På trods af afstanden i tid er det ikke svært at sætte sig ind i de bortførte grønlænderes fortvivlelse, og historierne om deres hjemlængsel og desperate flugtforsøg er hjerteskærende.

Men det var ikke alene grønlændere, der blev umenneskeligt behandlet.

Flere kilder beskriver, hvordan søfolk, der på den ene eller anden måde havde forbrudt sig mod reglerne, blev sat af og efterladt i Grønland.

Fundet af det lille redskab ved Kongens Nytorv åbner således op for en temmelig grum historie om danske stormagtsambitioner og deres følger.