Forskere er efterspurgte i den demokratiske debat og med god grund. Rationelle politiske beslutninger afhænger ofte af indviklede faktuelle forhold, som kun forskere ved noget om. Hvis politikere ikke synes at respektere kendsgerningerne, er det nogle gange kun forskere, der kan se det og kritisere dem.
Forskere kan have en særlig troværdighed i demokratiske debatter, dels i kraft af deres videnskabelige ekspertise, men også fordi de står uden for det politiske spil. De er ikke på valg, og deres karriere står og falder ikke med, om den ene eller den anden politik gennemføres.
Forskeres bidrag i den demokratiske debat er vigtig, men afgrænsningen af deres rolle er lige så afgørende. Det er fundamentalt for liberalt demokrati, at fælles politiske beslutninger træffes ved samtale og i sidste ende ved afstemning.
Lige adkomst til deltagelse
Vi drøfter vigtige spørgsmål som for eksempel energipolitik eller flygtninge- og indvandringspolitik bredt i befolkningen, og i sidste ende træffes en afgørelse ved at se på, hvad flertallet vil. Det er fundamentalt, at alle har lige adkomst til at deltage i den demokratiske samtale. Det betyder både, at det står alle frit for at sige, hvad de mener, men også at ingens synspunkt på forhånd tildeles særlig vægt i den demokratiske samtale.
Hvis for eksempel eksperter i flygtninge- og indvandringspolitik tildeles en rolle som moralsk overdommer i debatten, kan det være en krænkelse af idealet om lige adgang til den demokratiske samtale.
Dermed aftegnes et velkendt bud på en debatetik for forskere: Forskere bør, hvor det er relevant for en offentlig politisk diskussion, nøgternt fremlægge deres bedste bud på, hvad de empiriske kendsgerninger er for en given sag, forudsat at det er understøttet af deres særlige forskningsmæssige ekspertise.
Forskere bør ikke fremsætte etiske eller politiske vurderinger. Politikere og meningsdannere kritiserer undertiden forskere for at række ud over dette mandat.
Mange husker sikkert det ganske voldsomme stormvejr, som professor Marlene Wind kom ud i, da hun med kradse ord kritiserede en tidligere regerings politik herhjemme.
Debatetikken er for restriktiv
Jeg tror, at ovenstående bud på en debatetik for forskere er for restriktivt.
Hvis vi accepterer den fundamentale idé i liberalt demokrati, bør vi medgive, at forskere nogle gange har både ret og pligt til at sige deres mening. Både i den forstand at de taler uden for deres eget snævre forskningsområde, og i den forstand at de fremsætter etiske og politiske vurderinger om forhold, som deres forskning vedrører.
Forskning i dag er typisk en meget snæver og nørdet affære. Derfor er det meget begrænsende at pålægge eksperter kun at tale om noget, der hidrører fra deres egen forskning. Det også unødigt. Når forskere udtaler sig i den offentlige debat, har modtageren en berettiget forventning om, at der er forskningsmæssig dækning for, hvad de siger.
Det bør man som forsker imødekomme, men det kan sagtens ske ved, at man rapporterer, hvad et forskningsmiljø mener om en sag, også selvom det ikke hidrører fra ens egen forskning.
Man bør selvfølgelig angive vigtige former for usikkerhed eller kontrovers, der knytter sig til de påstande, man bringer videre. Modtagere bør for eksempel have mulighed for at vide, om en påstand er alment accepteret af mainstreamforskere eller ej. Man bør også markere, hvilken form for ekspertise man selv har inden for området. Dels for ikke uretmæssigt at virke klogere end man er, men også for at tilhørerne forstår, at der måske er andre eksperter i feltet, hvis vurdering kan trumfe ens egen.
Nyttige politiske og etiske vurderinger
Hvor det er relevant, bør forskere ikke afholde sig fra tilkendegive etiske og politiske vurderinger.
Den ene grund er, at den forskningsmæssige viden, der bør ligge til grund for politiske beslutninger, kan være meget kompliceret, og derfor umulig eller meget tidskrævende for lægpersoner at sætte sig ind i.
Tænk på spørgsmål som migration, dagpengereform, klimapolitik, genetisk modificerede afgrøder, prostitution, menneskehandel, integration, EU-politik. Her kan det være ganske nyttigt at vide, hvad en person med forstand på de faktuelle forhold mener, at vi bør gøre.
Hvis en ekspert i EU-politik mener, at en foreslået politik er fjollet eller uhensigtsmæssig, er det da relevant for offentligheden at vide det, uden at nogen af den grund tvinges til at være enig.
\ Fakta
Klemens Kappel er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Han er uddannet cand.phil, cand.med og ph.d. Klemens Kappel forsker især i social epistemologi, som omhandler en række teoretiske spørgsmål om viden og begrundelse i sociale sammenhænge. En del spørgsmål inden for feltet har overlap med politisk filosofi, eksempelvis forhold som hvordan der træffes legitime, demokratiske beslutninger, når vi er uenige om faktuelle forhold. Hvilken rolle religiøse opfattelser bør have i det offentlige rum. Hvilken rolle videnskabelige opfattelser bør spille. Og på hvilken måde forskellige synspunkter bør være repræsenterede i den offentlige arena, eksempelvis i medierne. Klemens Kappels profil på KU
Eller mere generelt: Hvis jeg tror, at du er et menneske af nogenlunde sund moralsk beskaffenhed, kan jeg være interesseret i at vide, hvad du mener om et område, som jeg ikke forstår detaljerne i eller ikke har tid til at sætte mig ind i, men som jeg ved, at du er godt inde i. Din holdning er vigtig information for mig, som jeg kan tage i betragtning i mine egne overvejelser.
Troværdigheden er vigtig
En anden grund er, at forskeres etiske og politiske mening kan være vigtig baggrundsinformation for en vurdering af vedkommendes troværdighed.
Forskere bør gøre, hvad de kan for at reducere den indflydelse, som deres politiske eller moralske overbevisninger måtte have på deres indsamling eller fortolkning af evidens, og de bør tilstræbe at formidle den relevante forskning, så nøgternt de kan. Det er en målsætning, som det giver god mening at tilstræbe, men som er vanskelig at imødekomme fuldt ud.
Vi hæfter os ubevidst ved evidens, der støtter vores moralske synspunkter, og vi tenderer til at ignorere evidens, der ikke støtter det. Forskningsprocessen bør tilrettelægges, så man minimerer sådanne påvirkninger, men vi kan næppe i alle tilfælde eliminere dem helt.
Disse forhold bør offentligheden have mulighed for at inddrage i overvejelserne. Derfor kan det være relevant for offentligheden at vide, hvad en forskers moralske synspunkt om en sag er, præcis som det kan være nyttigt at vide, om en forsker har aktier i det medicinalfirma, hvis produkt han afprøver.
Transparens og klare vurderinger
Forskere bør ikke afstå fra at formidle deres holdninger til kontroversielle politiske spørgsmål. Men den offentlige samtale fremmes af transparens.
Forskere bør derfor i deres kommunikation sondre klart mellem faktuelle vurderinger på den ene side og etiske og politiske vurderinger på den anden. Og de bør kunne klargøre, hvad de baserer deres specifikke etiske og politiske vurderinger på.
Sådanne vurderinger vokser ikke direkte ud af empiriske kendsgerninger, men de svæver heller ikke frit i luften. Etiske og politiske vurderinger af konkrete sager motiveres af mere generelle normative synspunkter.
Hvis en forsker tilkendegiver en etisk eller politisk holdning til en bestemt sag, er det naturligvis afgørende for modtageren at vide, hvilke mere fundamentale værdier eller normer den baserer sig på. Dette stiller krav til forskere, når de fremsætter etiske og politiske vurderinger i offentligheden: De bør kunne artikulere med en vis klarhed, hvad deres vurdering er baseret på.
En bedre demokratisk samtale
Problemet med forskeres etiske og politiske vurderinger er ikke, at de findes eller artikuleres.
Problemet opstår snarere, når forskere ikke vedgår sig deres moralske og politiske holdninger og i stedet pakker dem ind som fortolkninger af kendsgerninger. Det gør det vanskeligt eller umuligt for modtagere at afkode, og det modvirker en oplyst demokratisk debat.
Det er som nævnt almindeligt at insistere på en snæver debatetik for forskere: Forskere bør kun rapportere fra deres egen forskning og afholde sig fra etiske og politiske vurderinger.
Men den demokratiske samtale er bedre tjent med en mere liberal debatetik for forskere. Den kunne lyde således:
Forskere bør, hvor det er relevant for en offentlig politisk diskussion, nøgternt fremlægge deres bedste bud på, hvad de relevante empiriske kendsgerninger er, forudsat at dette er understøttet af deres viden om forskningsfeltet.
Forskere bør, hvor det er relevant for en offentlig politisk diskussion, tilkendegive deres etiske og politiske vurdering i spørgsmål, som deres forskning er relevant for.
Forskere bør på en transparent måde kunne redegøre for, hvilke mere generelle normer og værdier deres etiske og politiske vurdering er baseret på.
Artiklen er baseret på et oplæg af forfatteren ved UBVAs symposium om forskningsfrihed 5. november 2015.
