Knap fire millioner mennesker er flygtet fra Syrien, siden borgerkrigen startede i 2011. Det er den største befolkningsgruppe i FN’s Flygtningehøjkommissariats varetægt.
Ifølge Amnesty International er de nærmeste lande, Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten, værter for 3,8 millioner syrere. Kun 1,7 procent af dem er blevet tilbudt et tilflugtssted af andre lande, og især Europa har en ulige fordeling af syriske flygtninge.
Jeg brugte data fra CIA World Factbook (den amerikanske efterretningstjenestes detaljerede opslagsværk med oplysninger om alverdens lande) og fra FN’s Flygtningehøjkommissariat for at få en forståelse for, hvem der trækker læsset, når der skal tages imod syriske flygtninge.
Ud fra den første graf kan vi se, at Tyskland har lovet at tage imod 30.000 syriske flygtninge. Det er det største antal i Europa, og det kan de være stolte af – intet andet land kommer tæt på det antal.
Ved at rekonfigurere grafen, så de mindre tal fylder mere, kan vi se nærmere på, hvad de øvrige europæiske lande har lovet.
Graf nummer 2 viser, at Ungarn kun tilbyder at tage imod cirka 25 flygtninge. Portugal og Storbrittannien tilbyder hver at tage imod under 100 flygtninge. Sverige tilbyder asyl til cirka 2500.
Vi kan også se, at hvert eneste land – med undtagelse af Irland og Finland – har flere asylansøgere, end de tilbyder at tage imod.
Men landene er allesammen meget forskellige. Det kan ikke være rimeligt at forvente, at Portugal tager imod ligeså mange flygtninge som Tyskland. En indlysende forklaring er måske, at lande med en stor befolkning tilbyder asyl til flere.
Men det er faktisk ikke tilfældet – i forhold til deres indbyggertal tilbyder Tyskland stadig asyl til langt flere, end alle de andre lande – mens Storbrittannien og Frankrig, som har de næsthøjeste indbyggertal, falder langt bagefter.
I sammenligning er Sverige forholdsvis lille men tilbyder alligevel at tage imod det næsthøjeste antal.
Måske er det et spørgsmål om velstand. Man kunne forvente, at lande med mange finansielle ressourcer tilbyder asyl til flere flygtninge.
Det kan vi vurdere ved at sammenligne hvert lands bruttonationalprodukt (BNP) med det antal asylansøgere, det tilbyder at tage imod. Men også her – Tyskland taget ud af sammenligningen – ser det ikke ud til, at der er en sammenhæng mellem hvor rigt et land er, og hvor mange flygtninge de er villige i at tage. Rige lande er ikke mere villige til at hjælpe.
Det sidste tjek- og efter min mening det mest interessante – er i hvor stor udstrækning, der er en sammenhæng mellem antallet af løfter om asyl per indbygger og BNP per indbygger. Det antal flygtninge et land tilbyder at tage imod, burde være proportional med både indbyggertal og landets velstand per indbygger.
Hvis et land er enten fattigt eller lille, kan det ikke tilbyde at tage imod mange asylansøgere. Og lande med flere ressourcer per indbygger burde i teorien tilbyde asyl til flere i forhold til indbyggertallet.
Dette diagram viser flere interessante ting. Tyskerne er meget rige, og de tilbyder at tage imod flere flygtninge i forhold til indbyggertallet end alle de andre lande. Sverige gør det også ret godt.
I det nederste venstre hjørne finder man nogle af de mindst velhavende lande i EU – Ungarn, Polen og Portugal. Som man kan forvente, tilbyder disse land kun at tage imod få syriske flygtninge per million indbyggere.
Men udover disse forudsigelige resultater er der meget lidt sammenhæng mellem antallet af flygtninge og BNP per indbygger.
Tag det højre hjørne i betragtning. Det er lande med en høj BNP per indbygger – sagt på en anden måde, med velhavende borgere – som er modvillige til at tage imod syriske flygtninge per indbygger.
Irland er et kompliceret tilfælde, fordi landets BNP i høj grad er påvirket af de virksomheder, som bruger landet som skattebase, men hvis penge hurtigt kan strømme ud af landet.
Frankrig, Storbrittannien, Danmark, Belgien og Holland skiller sig ud ved at være europæiske lande, som har råd til at give ly til flere, der flygter fra den syriske konflikt – hvis de ellers ville.
Selvfølgelig er der andre måder at hjælpe på og mange grunde til, at et land vælger at lukke døren for syriske flygtninge – frygt for terrorisme er blot én – men dette gælder jo også for Tyskland og Sverige. Indenrigspolitik og forestående valg en måske vigtigere for beslutningstagerne, end den kamp flygtningene bag den lukkede dør står overfor.
Ligemeget hvad – her er de tørre tal – og man kan kun undre sig.
Filipe Gracio hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
