Derfor forsvandt vikingerne fra Grønland
Vikinger boede i Grønland i næsten 500 år, men pludselig forsvandt de igen på mystisk vis. Nu kommer danske forskere med en mulig forklaring på, hvad der skete.

Der boede vikinger i Grønland i 500 år, men vejret blev til sidst for meget for dem, og de måtte flytte. Ny forskning giver et muligt hændelsesforløb for vikingernes flugt fra Grønland. (Foto: Sagnlandet Lejre)

Da Hans Egede tog til Grønland i 1721 for at gøre de tidligere vikinger kristne, blev han slemt skuffet.

Vikingerne var forsvundet for længst, og der var kun de lokale inuitter tilbage.

Siden Hans Egedes ekspedition til Grønland har forskere diskuteret, hvor vikingerne blev af. Vi ved nu, at de tog dertil og boede i næsten 500 år, men vi ved ikke, hvorfor de pludselig forlod deres bopladser igen fra det ene øjeblik til det næste.

Nu viser ny dansk forskning, at det kolde klima kan være blevet for meget for selv de hårdhudede nordboere.

Studiets ophavsmand, seniorforsker Antoon Kuijpers fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), fortæller:

»I årene mellem 1200 og 1450 frøs bugterne i Syd- og Vestgrønland mere og mere til. Samtidig blev somrene meget blæsende. Forklaringen, på at nordboerne forsvandt, kan være, at klimaet og især mængden af havis til sidst gjorde det umuligt at få fragtet varer mellem bosættelserne og til og fra Europa. Men om vikingerne så forlod Grønland, eller hvad der ellers skete – det ved vi ikke,« siger Antoon Kuijpers.

Studiet, der er lavet på analyser af sedimentkerner fra grønlandske bugter, er for nyligt offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of the North Atlantic.

Al aktivitet ophørte pludselig

Inden vi fortsætter med resultatet af det nye studie, tager vi lige et kig på de grønlandske nordboere.

Nordboerne kom til Grønland som vikinger i slutningen af det 10. århundrede.

Kort over ruiner efter bosættelserne i Vesterbygden i Nuuk-området i Grønland. Vesterbygden var hjemsted for nordboere i 500 år, indtil vejr og mængden af is i bugterne gjorde det umuligt at opretholde et samfund længere. I mange årtier levede Vesterbygden af blandt andet korn, der blev dyrket i syd ved Østerbygden. (Illustration: Wikipedia Commons)

De bosatte sig primært to steder:

  1. Vesterbygden i Nuuk-området.
  2. Østerbygden på Grønlands sydspids i de nuværende Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik kommuner.

Her levede nordboerne af blandt andet hvalfangst i farvandet omkring Disko Bugt, hvor eksport af stødtænder fra narhvaler var en vigtig indtægtskilde i handlen med Europa.

De to bosættelsesområder menes hver at have haft mellem 2.000 og 10.000 indbyggere, da de var på deres højeste.

Men pludselig ophørte al aktivitet i bygderne. Omkring år 1350 forsvandt de sidste mennesker fra Vesterbygden, og næsten 100 år senere skete det samme i Østerbygden.

Hidtil har ingen kunnet kommet med afgørende beviser for, hvorfor de to bosættelsesområder blev forladt, og hvorfor der skulle gå 100 år, fra Vesterbygden blev forladt, til Østerbygden blev forladt.

Har undersøgt fossile mikroorganismer

Så vender vi tilbage til det nye studie.

I studiet har forskerne undersøgt klimaet i området ved Vesterbygden og Østerbygden i årene op til tidspunktet, hvor de blev forladt.

Det har de gjort ved blandt andet at undersøge forekomsten af fossiler fra mikroskopiske organismer i havbunden.

Nogle organismer er typiske for områder, der er dækket af havis, mens andre organismer er typiske for områder, hvor vandet bliver oprørt på grund af meget vind.

Kort over ruiner efter bosættelserne i Østerbygden. Østerbygden holdt liv i Vesterbygden i flere årtier, efter Vesterbygden blev afskåret fra at bruge havet af et koldere og mere voldsomt klima. (Illustration: Wikipedia Commons)

Ved at kulstofdatere sedimentet i en seks meter lang borekerne og kigge på forekomsten af mikroorganismer for de forskellige perioder kunne forskerne finde ud af, hvornår der har været havis, og hvornår der har været stærke vinde i områder omkring Vesterbygden og Østerbygden.

Klimaet skiftede og blev koldere

Resultatet af undersøgelsen viser, at klimaet meget vel kan være årsagen til, at nordboerne forsvandt.

Fra år 1200 og frem ændrede klimaet sig nemlig omkring Vesterbygden.

Vintrene blev koldere med mere havisdække i bugten, og somrene var præget af et meget blæsende vejr.

Det gjorde transport af varer til og fra Vesterbygden via havet besværlig, mens de hårde og lange vintre krævede en del brændstof i form af brænde og store mængder mad på lager.

»Alligevel kan vi se, at folk har holdt ud i Vesterbygden i mere end 100 år, før de forsvandt. Det hænger formentlig sammen med, at de har kunnet overleve på at transportere varer og mennesker til og fra Østerbygden, hvor det stadig var muligt at sejle ud fra,« siger Antoon Kuijpers.

Synspunktet understøttes af studier på knogler fra de grønlandske nordboere, der viser, at folk fra Vesterbygden har levet af afgrøder, som blev dyrket i området omkring Østerbygden.

Øst holdt liv i vest - i nogen tid

Østerbygden blev dog heller ikke ved med at være forskånet for det hårdere klima, og på et tidspunkt gjorde en serie af flere meget kolde år omkring år 1350, at den også blev presset på sin overlevelse og sandsynligvis ikke længere kunne være Vesterbygdens livline til omverden.

Omkring år 1400 nåede mængden af havis ved Østerbygden atter ekstreme højder, der betød, at bosættelserne her også blev afskåret fra omverden det meste af året fra februar til ind i efteråret. Kun i få måneder sent på efteråret og første del af vinteren var bugten fri for isdækket, der bevægede sig med den østgrønlandske strøm ned fra Arktis.

Det sidste, man kender til vikingerne i Grønland, er en vielse i 1408 i kirken i Hvalsey (billedet) i Østerbygden. Derefter forsvandt vikingerne fra øen, de ellers havde levet på i 500 år. (Foto: Wikipedia Commons)

Denne årstid – fra efteråret til først på vinteren - var dog særdeles uengnet til sejlads på grund af hyppigheden af stormen omkring Kap Farvel.

De grønlandske nordboere var på daværende tidspunkt helt og aldeles isoleret, og den sidste reference, til at de nogensinde har været på den store ø, er fra 1408, hvor to personer blev viet i kirken i Hvalsey i Østerbygden.

»Når vi kigger på, hvor svært det har været at sejle ind og ud af bugterne omkring først Vesterbygden og derefter Østerbygden, forstår man godt, at nordboerne til sidst forsvandt. Det kan meget vel også forklare, hvorfor bygderne blev forladt med 100 års mellemrum. Det var simpelthen ikke muligt at leve og bevæge sig der på den måde, som de var vant til,« siger Antoon Kuijpers.

Kollega bifalder det nye studie

Museumsinspektør ved Nationalmuseet Jette Arneborg er Danmarks førende autoritet, når det gælder nordboerne på Grønland.

Jette Arneborg har ikke deltaget i det nye studie, men hun har læst det og er begejstret for, hvad studiet bibringer forskningen i nordboernes forsvinden.

»Studiet ligger på linje med det, som vi allesammen tror efterhånden, nemlig at klimaet var årsagen til, at nordboerne forsvandt fra Grønland. Det gode ved studiet er dog, at det kigger på klimaet meget lokalt i områderne omkring Vesterbygden og Østerbygden, hvor folk boede. Tidligere har man kigget mere på klimaet for hele Grønland eller hele Nordatlanten, men her kigger man på, hvordan klimaet påvirkede folk, der hvor de boede. Det er rigtig godt,« siger Jette Arneborg.

Jette Arneborg fortæller dog også, at der hele tiden kommer nye beviser, der peger på et handlingsforløb, hvor nordboerne måske ikke forlod Vesterbygden så tidligt, som tidligere antaget. Faktisk kan der have boet folk der helt frem til år 1400.

Vesterbygden skal ifølge Jette Arneborg nok ses som et marginalområde i forhold til Østerbygden, og det er derfor naturligt, at folk flyttede mod de mere centrale områder i Østerbygden, når klimaet langsomt tyndede ud i befolkningen.

»Det er naturligt, at man trækker sig tilbage til kerneområderne, når befolkningen bliver mindre. Det er nok det, der er sket i Vesterbygden, hvor folk har trukket sig tilbage til Østerbygden. I den sammenhæng spillede klimaet formentlig en stor rolle, som det nye studie ganske rigtigt viser,« siger Jette Arneborg.