Derfor er 50’erne kommet på retro-mode

Elvis-hår, horn-briller, cupcakes og kjoler med strut. Mange mennesker bliver i øjeblikket inspireret af stilen i tv-serien ’Mad Men’, der beskriver overgangen fra de konservative 50’ere til de kaotiske 60’ere.

Man får nærmest fornemmelsen af, at 50’er-dyrkerne forsøger at genoplive en tid, der for længst er forsvundet. Men det er faktisk ikke helt tilfældet, fortæller ph.d.-stipendiat Kristian Handberg, der forsker i retro-kultur ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

»Folk er 50’er-agtige på en måde, som man ikke kunne være det i 50’erne. Godt nok har de en oprigtig kærlighed til tøjstilen og musikken – de synes, det virker ægte og autentisk.«

»Men samtidig indeholder meget 50’er-retro en ironisk distance. For eksempel bliver både kvinde- og machomoden dyrket til det groteske,« siger Kristian Handberg.

Retro er et nyt fænomen

Som en af de første forskere i verden er Kristian Handberg i gang med at undersøge, hvorfor vi er begyndt at genoplive tidligere tiders stil og musik.

For 15 år siden var hippie-tidens stil på mode. Så kom 80’er-retroen. I dag indretter folk deres hjem med gamle møbler fra 50’erne.

De mest dedikerede 50’er-dyrkere bruger endda deres fritid i rockabilly-miljøet. Dér dyrker mændene looket med bakkenbarter, pomadehår og strop-undertrøjer. Kvinderne bærer knaldrød læbestift, går i kjoler og har opsat hår. Sammen danser de til musik fra de amerikanske sydstater anno 1954.

»Retro-fænomener er først dukket op de seneste årtier. Begrebet ’retro’ opstod i slutningen af 70’erne, men først omkring 1990 blev det alment kendt,« fortæller Kristian Handberg.

Måne-rejser blev yt – fortiden blev in

Retro-fænomenerne er eksempler på, at vores kultur for 30 år siden langsomt ændrede sig på en opsigtsvækkende måde. I slutningen af 1900-tallet kom forestillinger om fortiden pludselig til at fylde mere i kulturen end forestillinger om fremtiden.

»I det meste af 1900-tallet var man optaget af fremtiden, fart og fremskridt. Den modernistiske kunst og de store politiske og totalitære bevægelser forsøgte at gribe efter fremtiden.«

»Men i slutningen af 1900-tallet sker der pludselig en vending mod fortiden. Man begynder for eksempel at gå op i at bevare og genskabe historiske bymiljøer. Tidligere i 1900-tallet forsøgte man at finde fremtidens stil for de næste hundrede år,« siger Kristian Handberg.

LÆS OGSÅ: Politikere ville fylde byerne med beton

Retro-fænomenerne er altså eksempler på en større interesse for fortiden, som har indflydelse på hele samfundet.

I 1958 handlede film, tv-serier og avisartikler om fremtidens byer på månen. I 2012 er kulturen optaget af 1958.

Retro er en ny længsel efter fortiden

Rockabilly og de andre retro-bevægelser er historisk set noget helt specielt, fordi de leger med en stil og æstetik, der ikke har så forfærdelig mange år på bagen.

»Der er masser af eksempler på, at mennesker tidligere i historien har dyrket fortiden. I 1800-tallet dyrkede klassicismen for eksempel antikken. Men sådan et fænomen adskiller den nye retro-kultur sig fra,« fortæller Kristian Handberg.

Klassicismen handlede om god smag. Den ville genoplive antikkens idealer for, hvad der var skønt. Retro-kulturens to hovedingredienser handler om noget andet, nemlig:

• Ironi – retro-dyrkerne holder en vis humoristisk distance til stilen.
  
• Nostalgi – man længes tilbage til en tid, som forekommer både mere overskuelig og eventyrlig.

Ironi skabte retro-kulturen

Ironien spillede især en stor rolle, da retro-kulturen opstod i 1980’erne. Dengang fik rockabilly sin første genkomst, da den blev blandet med punk-kulturen.

»I 80’erne var retro en skærende kontrast til den stil, der ellers fandtes. Retro var båret af ironi, fordi stilen blev opfattet som så gammel og yt, at ingen kunne tro på, at man seriøst ville tage det op igen.«

»Det ironiske element er med tiden blevet mindre, og i dag er retro meget mere mainstream.«

»I øjeblikket er 50’er-stilen som sagt det gode eksempel. Meget af moden er inspireret af tv-serien ’Mad Men’, der foregår i de tidlige 60’ere. Og der er kommet en hel retro-industri med tøj-butikker, cafeer og meget andet,« siger Kristian Handberg.

Nostalgien kan indeholde ironi

Nostalgi er også en vigtig del af retro-kulturen. Den russiske nostalgi-forsker Svetlana Boym har analyseret sig frem til to forskellige slags nostalgi.

Den russiske forskers to forståelser af ordet ’nostalgi’ er:

• En nostalgi, som vil genskabe noget, der er gået tabt i historien. Den nostalgi bliver især dyrket af nationalistiske og højreorienterede politiske bevægelser, som vil genskabe en fortid, som de forestiller sig var bedre. Et eksempel er de serbiske nationalister, som ville genskabe et Storserbien i 1990’erne – hvilket var en af grundene til, at der udbrød krig på Balkan.

• En nostalgi, som nøjes med at sværme i længslen efter det, der var engang. Den nostalgi vil ikke genskabe noget. Den erkender, at verden hele tiden forandrer sig, og at det derfor er umuligt at genskabe en anden tid i dag. Derfor ligger det lige for at forholde sig ironisk til nostalgien – når den alligevel ikke kan genskabes, må man forholde sig distanceret til den.

Rockabilly-retro er nostalgisk

Kristian Handberg mener, at begge den russiske forskers to typer nostalgi skal spille en rolle, når vi vil analysere, hvad retro er for noget.

»Retro-kulturen – og især en subkultur som rockabilly-kulturen – flirter med begge nostalgi-opfattelser.«

»Konkret forsøger folk at udleve fortiden på bekostning af nutiden. Men de gør det samtidig på en refleksiv, underfundig og kritisk måde.«

»De genopliver noget, som de forestiller sig var bedre. Men de gør det med en vis ironisk distance,« siger Kristian Handberg.

Retro viser vejen til fremtiden

Rockabilly-trunterne og resten af retro-flokken forholder sig faktisk kritisk til nutiden, når den kaster sin kærlighed på fortiden. En kritik, der vil påvirke samfundet i fremtiden.

»Retro-kulturen forholder sig til, hvad der gik og ikke gik i fortiden – og hvad der går og ikke går i nutiden. Den kritiserer det nye og peger på dét, der er værd at bevare fra den nære fortid,« fortæller Kristian Handberg.

Bakkenbarterne vokser dog ikke ind i himlen. Retroens disciple risikerer at blive stående på stedet.

»Faren er, at retroen fortaber sig i nostalgien. Enten ved at forsvinde helt i den umulige længsel efter fortiden – eller ved simpelthen at tro for meget på, at fortiden var mere enkel og rigtig,« siger Kristian Handberg.