’Lanciers’. Ordet lyder fint og fransk – gør det ikke? Den berømte musik fra dansen bringer i hvert fald hurtigt tankerne i retning af pudrede adelsdamer i store kjoler.

Men faktisk er Lanciers mere dansk end fransk. I virkeligheden er Danmark det eneste land i verden, hvor man danser Lanciers ved gymnasiefester og andre sammenkomster. 

Det fortæller lektor Inger Damsholt, der forsker i Lanciers ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

»Lanciers er så uendeligt særegent for Danmark – uden at vi har den der ’smørrebrødsbevidsthed’ om, at dansen er noget særligt dansk.«

»I Danmark regner vi med, at man også danser Lanciers i resten af Europa og Norden. Men vi er det eneste land i verden, hvor man med den største selvfølgelighed danser den dans flere gange om året,« fortæller Inger Damsholt.

Vi danser for at have det sjovt

I resten af verden bliver Lanciers kun danset af danse-historiske nørder. De forsøger at genopføre den gamle 1800-talsdans, som den oprindeligt blev danset i den europæiske adel.

Lansenérer var lansebevæbnede ryttersoldater. De fandtes i alle store europæiske hære i perioden fra slutningen af 1700-tallet helt frem til Anden Verdenskrig. Lanciers er muligvis inspireret af - eller skrevet til - de soldater. (Trykket stammer fra: Russian site of War of 1812)

I Danmark er det anderledes. Her kan enhver student danse Lanciers – og som regel har vi et afslappet forhold til dansen. Vi danser for at have det sjovt, og i mange tilfælde fordi vi er blevet færdige med at læse på gymnasiet.

Den pudsige forskel på traditionen i Danmark og resten af verden har Inger Damsholt undersøgt nærmere. Blandt andet har hun kastet sit forskerblik på, hvordan Lanciers bliver opfattet af eleverne på landets gymnasier. Det viser sig, at ungdommen holder dansen i live af to grunde:

1. Bevidstheden om, at man holder live i en tradition.
    
2. Lysten til at gøre dansen nutidig.

»Det er en tradition, at man på gymnasierne danser Lanciers 'som i gamle dage'. Men samtidig er der skoler, hvor eleverne skaber nye versioner, hvor de dansende for eksempel kører på løbehjul eller er udklædte under dansen. De kan være udklædt som sygeplejesker og gamle mænd med dropstativer, eller som spanking-par med piske.«

»Når folk på den måde kaster sig ud i at udfordre formen, er der virkelig tale om en levende tradition,« siger Inger Damsholt.

Lanciers var en pop-dans for adelen

Det lå ellers ikke i kortene, at Lanciers skulle blive en form for dansk nationaldans. Oprindeligt blev Lanciers nemlig skabt langt væk fra landets grænser.

1700-tallets europæiske adel forlystede de sminkede herrer og damer sig med at lege ’jævne mennesker’. Måske var det derfor, de begyndte at danse såkaldte kvadrilledanse, som oprindeligt var en tradition blandt franske bønder. Den slags danse blev svanset i grupper på fire par.

Mange dansemestre arrangerede kvadrilledanse til den europæiske adel. Én af de danse skulle vise sig at være meget sejlivet.

I 1817 kreerede den irske komponist John Duval en rigtig kvadrille-pop-dans til en hoffest i Dulin  – The Lancers' Quadrilles (lansenérernes kvadrille). Melodien bestod især af dele fra datidens store operahits.

Herremøllen er opfundet af danskere

I de efterfølgende år levede ’The Lancers' Quadrilles’ et omtumlet liv. Dansen blev omarrangeret og spredte sig mellem de europæiske lande.

I 1860'ernes København var dansen et højdepunkt ved festerne hos en købmandsfamilie, der boede dér, hvor Magasin ligger i dag. Også Officersskolen, Sorø Akademi, hoffet og festerne ved Den Kongelige Ballet blev velsignet med den populære dans. Kun arbejderkredse blev ikke bidt af dansedillen.

I de år fik Lanciers et særligt dansk islæt: Den berygtede ’herremølle’ blev tilføjet. Herremøllen er det tidspunkt i dansen, hvor mændene løber hurtigt rundt som et møllehjul, imens de holder fast i kvinderne, der gispende nærmest flyver efter.

Beverly Hills 90210 boostede Lanciers

I resten af verden forsvandt Lanciers efter 1. verdenskrig – omkring 1920. Men i Danmark blev der fortsat danset, og efterhånden blev det en tradition på mange gymnasier, at Lanciers var en fast del af årsfesten.

»Der var dog en periode i 60’erne og 70’erne, hvor det var uhørt at danse Lanciers. Under ungdomsoprøret blev dansen opfattet som det mest borgerlige pis, man kunne forestille sig: Højt hår og anstandsdans var ikke oppe i tiden.«

»Men det ændrede sig igen i 90’erne, hvor ungdommen gjorde oprør mod deres hippieøse forældre. De lod sig inspirere af de amerikanske High School Proms, som de kendte fra film og Beverly Hills 90210.«

»Ved de amerikanske fester var pigerne i store kjoler, og drenge i jakkesæt. Lanciers passer godt til sådan en udklædning, og dansen blev igen populær,« fortæller Inger Damsholt.

Sjovt, at bedstefar dansede

I dag går nogle gymnasieelever stadig op i pomp, pragt og limousiner. Andre bruger deres kræfter på at være kreative omkring dansen.

»Gymnasieeleverne danser Lanciers af alle mulige årsager. Blandt andet fordi de synes, det er sjovt at tænke på, at deres bedstefar gjorde det samme. Eller fordi det er sjovt at klæde sig ud og lege med formen. På den måde er Lanciers en meget levende dansk tradition,« siger Inger Damsholt.

Hun har sendt spørgeskemaer ud til alle landets gymnasier, så de kan melde tilbage med kommentarer om deres lokale Lanciers-traditioner. Indtil videre har skemaerne vist, at dansen bliver brugt mere og mere i forbindelse med gymnasiernes årsfester.

»Jeg har dog ikke haft tid og mulighed for at gøre studiet helt færdigt. Men da dansen ikke ser ud til at forsvinde lige med det samme, kan jeg uden problemer tage det op igen om nogle år,« siger Inger Damsholt.