Danske politikere er duksedrenge

'Obama er en person, som tilsyneladende ser USA så ufuldkomment, at han knytter venskabsbånd med terrorister, der er villige til at gå til angreb på eget land.'

Sådan lød en af påstandene fra den republikanske vicepræsident-kandidat Sarah Palin i den amerikanske valgkamp. Republikanerne tøvede ikke med at kalde Barack Obama for en radikal muslim, mens demokratiske kampagner blandt andet spillede på John McCains høje alder og dårlige helbred.

Tonen i den amerikanske politiske retorik er ofte hård. Og i sammenligning med deres amerikanske kolleger er danske politikere de rene duksedrenge. Det afslører en afhandling om danske politikeres brug af såkaldt negative kampagner i valgkampene 1994-2007.

»Naturligvis bruger folketingspolitikerne også en del krudt på at fortælle, at andre partier vil fjerne efterlønnen, forringe velfærden eller køre de offentlige finanser i sænk. Men politikerne bruger mest tid på deres egen politik. Og nok så vigtigt: Danske kampagner bliver sjældent personlige og ondskabsfulde,« fortæller Christian Elmelund-Præstekær, der netop har forsvaret sin ph.d.- afhandling ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

Fokus på politik

Et barometer, som forskeren har udviklet, viser, at de danske politikere er 59 procent mere positive end negative i deres kampagner. Det vil sige, at de overvejende taler om, hvad de selv vil.

Når de er negative - og flytter fokus til modstanderens dårligdomme - holder de sig til at snakke politik frem for at blive personlige. Kampagnerne er således samlet set 97 procent mere politikfokuserede end personfokuserede, fastslår afhandlingen.

Gennemgangen af politikernes valgprogrammer, avisannoncer, læserbreve og optrædener i tv-debatter viser endda, at de ikke lader tonen presse af dårlige meningsmålinger, ligesom personangrebene ikke bliver skarpere i valgkampens slutfase. Sådan som det eksempelvis er tilfældet i USA.

»Når der alligevel er den her myte, at tonen i dansk politik er blevet mere rå, tror jeg, det skyldes mediernes øgede fokusering på konflikter. De kan godt lide at fremstille Anders Fogh som en mand, der ikke kan drikke en øl, og Helle Thorning som en jetsetkvinde. Men modstandernes personlighed, privatøkonomi, hudfarve eller seksuelle observans er altså ikke noget, som optager politikerne i valgkampen,« siger han.

Det gør til gengæld modstanderens politiske budskaber. I stort set alle negative kampagner er netop politikken i fokus. Og det er positivt, mener Christian Elmelund-Præstekær.

»Der er sjældent noget mere kedeligt og mindre lærerigt end en politiker, der fortæller, at han vil fastholde den positive linje fra de ti forgangne regeringsår, eller om de luftige visioner, han måtte have for de næste ti. Først når et parti bliver angrebet på sine holdninger, kommer der virkelig gang i den politiske debat. Det er her, vælgerne for alvor kan se forskelle, bliver klogere og få den viden, der gør dem i stand til at træffe et oplyst valg i stemmeboksen,« siger han.

Oppositionen er frækkest

Hans analyser af partiernes valgprogrammer, politikernes læserbreve i landets fem største dagblade, avisannoncer og statements i DR og TV2's valgudsendelser viser, at siddende regeringspartier generelt er mere positive end oppositionspartierne. Folketingets frække pige er Enhedslisten, der bruger mere tid på at kritisere sine modstandere, end de andre partier gør.

»Det er ikke overraskende, at netop Enhedslisten topper dén liste. For det første sidder partiet aldrig i regering. For det andet opfører det sig også som et oppositionsparti, når Socialdemokraterne har magten. Så de rød-grønne sætter altid lidt gang i den,« påpeger forskeren.

I det hele taget fortæller et partis retorik ganske meget om, hvor i den politiske magtbalance, partiet befinder sig. Eksempelvis har SF i løbet af de seneste par valg forvandlet sig fra en rappenskralde, der stod på sidelinjen og råbte ad de andre, til et parti, der taler mere om, hvad det selv vil.

»Det er sket i takt med, at SF er blevet opsat på at indgå i regeringssamarbejde med S og R og samtidig har brugt mange kræfter på at bevise over for befolkningen og højrefløjen, at det er et ansvarligt parti - også når det kommer til økonomiske spørgsmål,« forklarer Christian Elmelund-Præstekær.

Smædekampagne skyld i nederlag?

Modstandernes personlighed, privatøkonomi, hudfarve eller seksuelle observans er ikke noget, som optager politikerne i valgkampen.

Christian Elmelund-Præstekær, ph.d.

En smædekampagne mod Uffe Ellemann-Jensen i 1998 var så vellykket, at Venstre udråbte den som årsag til, at Socialdemokraterne fastholdt regeringsmagten efter valget. Kampagnen var ikke udført af venstrefløjen selv, men af gode venner i Lejernes Landsorganisation.

I en massiv aviskampagne blev det fremført, at de borgerliges forslag om at fjerne lejeværdien ville give en personlig skattelettelse på 54.393 kroner årligt på Uffes mondæne Gentoftevilla - som annoncen viste et stort fotografi af. Overskriften lød: Er det lejerne, som skal betale for Jensens skattelettelse?

»Det var et smart træk og et eksempel på en negativ kampagne lige efter bogen. Den er fræk, konkret og politisk, samtidig med at den går efter Venstres akilleshæl, nemlig omfordelingsproblematikken, hvor man kan beskyldes for at tage fra de fattige, give til de rige - og muligvis samtidig mele egen kage,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Kampagne gav bagslag

En mislykket kampagne stod daværende statsminister Poul Nyrup-Rasmussen for, da han i 2001, midt under en valgduel med Anders Fogh Rasmussen, begyndte at rive sider ud af Foghs otte år gamle bog 'Fra socialstat til minimalstat' i et forsøg på at udstille Anders Fogh Rasmussens politiske kovending og leflen for midtervælgerne.

»Det var egentlig godt tænkt. Men Anders Fogh fortrak ikke en mine og holdt i stedet fast i sine egne politiske budskaber om 'Tid til forandring', som han i øvrigt konsekvent havde gjort under hele valgkampen. På den måde ramte bog-stuntet Nyrup som en boomerang, fordi det udstillede ham som en desperat ungdomspolitiker,« vurderer Christian Elmelund-Præstekær.

»Selv om valgkampe er fulde af gode eksempler som disse, er det videnskabeligt omdiskuteret, om negative kampagner faktisk flytter stemmer. Jeg vil derfor ikke anbefale partierne at bruge dem oftere af dén grund. Men ser man isoleret på, hvad de negative kampagner betyder for den demokratiske debat, så er det bare med at komme i gang. I hvert fald så længe det politiske indhold og ikke irrelevant personfnidder er i fokus,« fastslår Christian Elmelund-Præstekær.

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet