Så meget sex dyrkede sultan for at få over 1.000 børn
Den legendariske marokkanske sultan Moulay Ismael fik efter sigende mere end 1.000 børn. Nu har forskere regnet ud, hvor meget sex han var nødt til at dyrke for at få de mange unger.

Denne mand har alt god grund til at se selvtilfreds ud. Sultan Moulay Ismael fik nemlig over 1.000 børn med 504 forskellige kvinder, hvilket er verdensrekord. (Foto: Wikipedia)

Sultan Moulay Ismael ’den blodtørstige’ regerede Marokko nådesløst fra 1672 til 1727. Men sultanen havde øjensynligt travlt med andet end at lede landet med jernnæve og kappe hovederne af sine fjender.

I hvert fald lykkedes det ham efter sigende at blive far til mere end 1.000 børn, hvilket har krævet en hel del lagengymnastik.

Nu har forskere fra University of Vienna regnet ud, hvor ofte Moulay Ismael måtte dyrke sex for at få de mange børn. Formålet med forskningsarbejdet var at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Og svaret fra forskerne er klart: Ja, det har godt kunnet lade sig gøre. Sultanen skulle ’bare’ dyrke sex omkring én gang om dagen - i 32 år i træk!

»Dette eksempel på mandlig reproduktion er blevet betvivlet af forskere og leder stadig i dag til diskussioner. Derfor lavede vi en computersimulation, der testede, hvor mange samlejer om dagen, der skal til for at nå det omtalte reproduktive output. Resultatet viser, at det faktisk er muligt, at Moulay Ismael kunne opnå den høje reproduktive succes,« skriver studiets hovedforfatter, ph.d. og antropolog ved Department of Anthropology, Universität Wien, Elisabeth Oberzaucher i artiklen.

Studiet blev for nyligt præsenteret i det videnskabelige tidsskrift PlosOne.

Læs også: Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre 

Sultan er i Guinness Rekordbog

Moulay Ismaels mange faderskaber er registreret i Guinness Rekordbog.

Ingen anden mand – eller for den sags skyld kvinde – har gennem historien fået så mange børn, som ham.

I Guinness Rekordbog er han noteret for 888 børn, men den franske diplomat Dominique Busnot besøgte sultanen i 1704, og her havde sultanen ifølge Busnots rapport om besøget allerede 1.171 børn efter kun 32 år af sin 55 år lange regeringsperiode.

Disse tal har forskerne brugt i deres computersimulationer.

Læs også: Fangede du dagens aprilsnar

Krævede op mod 19.000 samlejer

Nu var det jo sådan, at sultanens fire koner ikke stod for at føde alle børnene selv.

Det ville i så fald have krævet, at de hver især havde født over 250 børn, hvilket nok var for meget at bede sine koner om – selv for en sultan.

Belejligt nok havde sultanen derfor forsynet sig med et harem bestående af 500 konkubiner, der alle var under 30 år gamle. Som årene gik, blev konkubinerne smidt ud af haremmet, når de passerede 30 år, og nye yngre kvinder kom til.

Men selvom Moulay Ismael havde 504 kvinder i den mest frugtbare alder klar til at føde sine børn, kræver en graviditet nu en gang et samleje, og for at få 1.171 børn har det krævet mange samlejer – og også flere end 1.171.

Ifølge forskernes beregninger har det krævet mellem 9.500 og 19.000 af slagsen, hvilket har været helt og aldeles muligt, hvis bare sultanen knaldede en kone eller konkubine i omegnen af én gang om dagen, hver dag i de 32 år af sultanens regeringstid, som forskerne har undersøgt.

Modeller udregner sex-frekvens

I deres undersøgelser har forskerne brugt tre forskellige modeller for reproduktion for at regne ud, hvor ofte sultanen skulle dyrke sex for at få de mange børn.

Modellerne inddrager i deres beregninger:

  • at sultanen havde ubegrænset adgang til sex med en ny kvinde hver dag.
  • at kvinder kun er frugtbare i et givent tidsrum hver måned.
  • at nogle kvinder ikke har været fertile.
  • at levedygtigheden for sultanens sperm har været faldende gennem livet.
  • chancen for, at spermen befrugter et æg efter samleje.
  • ufrivillige aborter.
  • børnedødelighed og meget mere.

Forskerne har sågar taget højde for, at konkubinerne i haremmet kan have synkroniseret deres ægløsning, hvilket har sænket chancen for graviditet yderligere.

De har også taget højde for, at kvinder under ægløsning ofte virker mere tiltrækkende på mænd end kvinder, der ikke har ægløsning. Dette har øget chancen for, at et samleje har resulteret i et barn.

Resultatet af beregningerne lyder, at sultanen havde været nødsaget til at dyrke sex med enten en kone eller konkubine 0,83 til 1,63 gange om dagen i 32 år for at få sine 1.171 børn.

Kvalte utro konkubiner

Man kan fristes til at tro, at sultan Moulay Ismael måske ufrivilligt har uddelegeret noget af arbejde med at befrugte alle sine koner og konkubiner, men her fortæller historieskrivere noget andet.

Faktisk var sultanen så besidderisk, at han kvalte, skar brysterne af eller trak tænderne ud på de af hans konkubiner, som han mistænkte for utroskab.

Mænd, som blot kiggede på sultanens koner eller konkubiner, blev straffet med døden.

»Moulay Ismael gik til ekstremer for at sikre sig, at han var far til sine børn, hvilket også er én af årsagerne til hans kaldenavn ’den blodtørstige’. Alle mistanker om utroskab blev alvorligt straffet,« fortæller Elisabeth Oberzaucher.

Kunne haves nøjedes med færre kvinder

Det var dog ikke nødvendigt, at Moulay Ismael holdt så krampagtigt fast i alle sine 504 sexpartnere. I hvert fald ikke, hvis hans mål blot var at få over 1.000 børn.

For det nye studie viser også, hvor mange kvinder sultanen kunnet have nøjedes med.

Faktisk kunne det klares med kun 65 til 110 kvinder.

Én mand og mellem 65 og 110 kvinder kan altså ifølge det nye studie blive til 1.171 børn, og faktisk kan sultanen have fået mange flere børn end det.

For efter Dominique Busnots besøg i 1704 regerede og levede sultanen i yderligere 23 år, og mon ikke han har holdt sig ung ved hyppige visitter i haremmet?

»Det er sandsynligt, at antallet af børn har været meget større,« skriver Elisabeth Oberzaucher.

LÆS OGSÅ: Forskere: Fingre afslører længden på penis

Forsker: Det er bestemt muligt

Den danske professor og fertilitetslæge ved henholdsvis Syddansk Universitet og Fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital, Jens Fedder, mener også, at det er muligt, at én mand kan være blevet far til så mange børn.

I hvert fald passer tallene meget godt med Jens Fedders forståelse af, hvor mange samlejer, der gennemsnitligt udmunder i et barn.

»Et barn per cirka ti samlejer lyder ikke unormalt. I hvert fald ikke, hvis både manden og kvinden er i den fertile alder,« siger Jens Fedder.

Og netop sultanens forkærlighed for yngre kvinder, hvilket gjorde, at han udskiftede kvinder i sit harem, når de fyldte 30 år, betyder ifølge Jens Fedder, at både sultanen og hans ’partner of the day’ har været meget fertile.

»Kvinder mellem 18 og 30 år er i deres mest fertile alder. Samtidig kan mænd, og dermed også sultanen, opretholde god fertilitet helt frem til 60 års-alderen. Derfor er der gode chancer for, at et samleje mellem en ung kvinde og sultanen kan være blevet til et barn,« forklarer Jens Fedder.

Heller ikke de hyppige seksuelle eskapader får Jens Fedder til at ryste på hovedet.

»Hvis han har omgivet sig med unge kvinder og har kunnet vælge en ny kvinde hver dag, tror jeg da, at det er muligt, at han har haft lyst til sex så ofte, som det har været nødvendigt for at få de mange børn,« siger Jens Fedder.