Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre
Ny hollandsk forskning viser lidt overraskende, at folk, som dyrker mere ekstrem sex - i form af for eksempel S/M-sex eller underkastelse – er mindre paranoide end andre og har det bedre med deres omgivelser.

Hvis du nyder at blive bundet og domineret, kan det betyde, at du har et mere afslappet forhold til dine omgivelser, og at du derfor har det bedre med dig selv, lyder det fra hollandske forskere. (Foto: Colourbox)

I store dele af verden er BDSM – en fællesbetegnelse, der herhjemme som regel i stedet bliver kaldt sadomasochisme – en psykiatrisk diagnose. Men de, som praktiserer BDSM, har det psykisk set bedre end de fleste, viser ny forskning.

Måske har det noget at gøre med, at det er dem, som har det bedst med sig selv og omgivelserne, som tør eksperimentere?

Andreas Wismeijer er ikke sikker. Men han er sikker på, at de, som leger med magtroller og smerte, generelt har det bedre end gennemsnittet.

Wismeijer er psykolog. Sammen med sin kollega Marcel van Assen ved Tilburg-universitetet i Holland har han undersøgt BDSM-praktiserendes psykologiske tilstand. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Sexual Medicine.

Bondage, dominans og sadomasochisme

Bondage og disciplin, dominans og underkastelse, sadisme og masochisme. Fællesbetegnelsen er BDSM.

Danmark besluttede i 1995 som det første land i EU at droppe sadomasochisme som en diagnose, men internationalt er blandt andet fetichisme og sadomasochisme stadig diagnoser – altså defineret som en sygdom.

»Men de, som praktiserer BDSM, skiller sig enten ikke ud fra befolkningen som helhed, eller de skiller sig ud i fordelagtig retning,« siger Wismeijer.

Forskeren har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt hollandske BDSM'ere og med en kontrolgruppe af 'vanilje' – det vil sige mennesker, som ikke praktiserer BDSM.

De er blevet kortlagt med tanke på personlighed, følsomhed omkring afvisning, forhold og velvære.

På disse punkter har folk, der dyrker BDSM, det bedre end andre

Det viser sig, at BDSM'ere er:

  • mere udadvendte
  • mere åbne over for nye oplevelser
  • mere pligtopfyldende og
  • mindre neurotiske

… end vanilje-deltagerne i undersøgelse.

Klar på noget vildt? Det kan betyde, at du lige får et break fra dig selv, lyder det fra amerikanske forskere. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

Desuden scorer de lavere på følsomhed over for afvisning – et mål for, hvor paranoide mennesker er i forhold til ikke at være vellidt af andre.

Deltagerne fra BDSM-miljøerne rapporterer desuden højere velværeniveau de seneste to uger, og de føler sig sikrere på deres forhold, har forskerne fundet ud af.

De dominerende har det allerbedst

Resultaterne tyder på, at det er de dominerende, som har det allerbedst. Men også de, der ser sig selv som underdanige, scorer lige så godt og bedre end vanilje-gruppen.

»I miljøet bliver de underdanige altid opfattet som de mest sårbare. Alligevel er der ikke et eneste sted, hvor de scorer mindre fordelagtigt end kontrolgruppen,« siger Andreas Wismeijer.

Mulige fejlkilder er, at de undersøgte selv har tilmeldt sig – og at de bevidst kan have svaret sådan, at de stiller sig selv i det mest positive lys.

Wismeijer mener alligevel, at siden de ikke vidste, hvad der egentlig blev undersøgt, så er det ikke nogen afgørende svaghed ved undersøgelsen.

BDSM'ere føler sig måske sikrere på omgivelserne

Til forskning.no beretter han, at han ikke har noget sikkert svar på, hvorfor det forholder sig sådan.

»Måske føler de sig sikrere på sig selv og omgivelserne, så de tør eksperimentere mere end dem, som kæmper med selvrespekt og selvværd, og som har sværere ved at tilpasse sig stressende omgivelser,« siger han.

Andreas Wismeijer peger på, at BDSM’ere har en tendens til at være mere bevidste om deres seksuelle behov og ønsker, og han tror, det kan give mindre frustration i deres forhold og sexliv.

»At forsone sig med seksuelle præferencer uden for gennemsnittet og at vælge at leve dem ud, kan også kræve hårdt psykologisk arbejde, som medfører positiv mental sundhed,« siger han.

Underdanige får en pause fra sig selv

De hollandske forskere er slet ikke alene om at forske i seksuel dominans og smerte. Psykologer ved Northern Illinois University arbejder på flere artikler om emnet.

Vores forskning giver mulige beviser for en mekanisme, hvor masochisme kan give en flugt fra selvet

Professor Brad Sagarin

»Vores forskning leverer de første beviser, som jeg kender til, på, at bottoming i BDSM fører til ændrede bevidsthedsformer,« siger professor Brad Sagarin til forskning.no.

Bottoming er en betegnelse for at tage imod; at være den underdanige.

Brad Sagarin fremhæver teorien om, at nogen bruger masochisme og underdanighed som en metode til at slippe midlertidigt for stress i hverdagen.

»Vores forskning giver mulige beviser for en mekanisme, hvor masochisme kan give en flugt fra selvet,« siger Sagarin.

Smerte under sex påvirker hjernen

En af studenterne, som arbejder sammen med Sagarin på universitetets BDSM-forskningshold, James Ambler, har undersøgt 14 switcher – mennesker, som nogle gange vælger en dominant og andre gange en underdanig rolle. De gik i undersøgelsen med til at vælge rolle ved hjælp af terningekast.

Før og efter den seksuelle oplevelse gennemførte de en Stroop-test. Det er en test, hvor man læser navnet på én farve, skrevet i en anden farve (for eksempel 'blå', skrevet med røde bogstaver).

Resultaterne viste, at de, der blev påført smerte som en del af den seksuelle nydelse, klarede sig dårligere i Stroop-testen. Ifølge Ambler tyder det på kortvarig reduceret funktion i en bestemt del af hjernen, som typisk forbindes med kontrol, mindre og andre avancerede funktioner.

Smerten, der følger med den seksuelle aktivitet, kan få hjernen til at lede blodstrømmen væk fra regionen, og det giver en følelse af ændret bevidsthed. Lige præcis dette er måske noget af det tiltrækkende ved BDSM, tror han.

Smerte virker generelt måske som yoga og meditation

Ellen Lee, en af de andre studerende i BDSM-forskerteamet, fortæller om resultater, som antyder, at effekten ikke nødvendigvis hænger sammen med sex.

Hun har undersøgt et ritual, hvor mennesker påfører hinanden smerte, uden at det regnes for at være seksuelt. Det viser sig, at når de fik mere af stresshormonet kortisol, så rapporterede de, at de følte sig mindre stressede.

Effekten er måske ikke så forskellig fra den, man oplever, når man presser kroppen som en del af yoga eller til og med under meditation, mener Brad Sagarin.

© forskning.no Oversat af Thomas Hoffmann

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.