Overraskende viden om salmonella

Risikoen for, at det slagtesvin, der har leveret din lørdagskotelet, har haft salmonellabakterier i tarmene, er mindre, hvis det er vokset op i en frilandsbesætning eller er økologisk, end hvis det er fra en almindelig svinebesætning. Det har forskere fra Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet påvist. Men de mangler stadig at forklare hvorfor.

»Vi er lidt overaskede over, at forekomsten af salmonella er lavere i frilandsbesætninger og økologiske besætninger end i de konventionelle. Vi havde forventet, at det ville være omvendt,« konstaterer Anne Wingstrand, som er seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet og en af forskerne bag undersøgelsen.

Forskerne arbejder nu på at klarlægge, præcis hvad man kan lære af de interessante tal.

Salmonellafund var meget overraskende

Fundene er på sin vis paradoksale. Flere forhold taler nemlig for, at forekomsten af salmonella skulle være højere i de alternative besætninger – en betegnelse, der dækker både økologiske svinebesætninger og frilandsbesætninger.

Alternative svinebesætninger adskiller sig markant fra konventionelle på det punkt, at svinene har adgang til et udeareal.

Almindelige svin er altid indenfor. Og selvom frisk luft og mere plads trækker op i dyrevelfærd, havde forskerne forventet, det ville øge risikoen for, at svinene ville være smittet med salmonella.

Svært at holde rent udenfor

For det første kommer svin fra alternative besætninger i kontakt med vilde dyr og fugle, som kan være smittet med salmonella. Kontakten mellem de vilde dyr og svinene kan på den måde være salmonellabakteriens billet ind i en besætning.

For det andet skaber adgangen til udearealerne gode overlevelsesmuligheder for salmonellabakterierne, fordi det er vanskeligere at gøre de udendørs områder ordentligt rene og tørre mellem de forskellige hold svin.

»Indenfor kan man højtryksspule og tørre stalden ordentligt igennem, udenfor er det sværere at få stien tør, og det er en god betingelse for at holde smitten kørende,« forklarer Anne Wingstrand.

Prøver stadig at finde årsagen

Men hvordan kan det så være, at svinene fra de alternative besætninger sjældnere har salmonella i kroppen end traditionelle svin?

»Vi ved faktisk ikke endnu, hvorfor det er sådan, men vi prøver at indkredse årsagen,« fortæller Anne Wingstrand.

Hun tilføjer, at resultaterne af undersøgelsen ikke i sig selv er helt sikre, men at de støttes af en undersøgelse fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Denne undersøgelse viste samme tendens.

»Når noget forekommer så forholdsvist sjældent, som salmonella trods alt gør, så kræver det, at man undersøger rigtigt mange svin for at kunne påvise forskelle med statistisk sikkerhed,« uddyber hun.

Svært at finde afgørende forskel

Man kender allerede flere faktorer, der mindsker risikoen væsentligt for, at der kommer problemer med salmonella i svinebesætninger. Det drejer sig hovedsageligt om:

• At anvende en fodersammensætning og –type, som giver et lavt pH og højt indhold af organiske syrer i svinenes mave og tarm.
  
• At bruge holddrift og gøre staldene ordentligt rene mellem hvert hold svin.
  
• At undgå at indkøbe smittede grise til besætningen.
  
• Besætningsstørrelsen. Risikoen for salmonella stiger alt andet lige, jo flere svin der er i besætningen. De store besætninger ender dog alligevel med at have mindre salmonella, fordi man praktisk og økonomisk bedre kan lave tiltag, som reducerer salmonella.

Kendte risikofaktorer er ikke nok

Men de kendte risikofaktorer ser ikke ud til at kunne forklare hele forskellen på salmonellaforekomsten i de tre typer af svinebesætninger.

Derfor leder forskerne efter andre besætningsfaktorer, som også kan spille ind.

»Vi leder selvfølgelig der, hvor der er forskelle mellem alternative og almindelige svinebesætninger,« forklarer Anne Wingstrand.

Det kan være svært at finde den helt rigtige kombination af brikker, når salmonellapuslespillet er så stort.

Fordi flere af den lange række af kendte og mulige faktorer er knyttet til de enkelte besætningstyper på kryds og tværs, er det vanskeligt at sætte fingeren på hvilken af dem, der har betydning for, at en besætningstype får større problemer med salmonella end en anden.

Foderet har stor betydning

Fodersammensætning og fodertype har stor indflydelse på, hvor modstandsdygtigt et svin er, hvis det skulle samle salmonellabakterier op.

Det er blandt andet velunderbygget, at det beskytter mod salmonellaproblemer at fodre med melfoder, anvende vådfoder, formale foderkornet groft og sørge for, at byg udgør en vis del af foderkornet.

»Hvis man fodrer svin med disse fodertyper, er deres maver og tarme en fantastisk barriere mod salmonella. Det sikrer nemlig et højt indhold af organiske syrer og en relativt lav pH-værdi i tarmen. Og så har salmonellabakterier sværere ved at overleve,« konstaterer Anne Wingstrand og fortsætter:

»Problemet er bare, at svinene ikke altid gror så godt på det foder, der hæmmer salmonellaen, så der kan være et dilemma mellem salmonellabekæmpelse og økonomi.«

Risikofaktorerne varierer meget

Hvor stor effekten af fodervalget er, afhænger blandt andet af, hvilke grise man fodrer.

For eksempel har hjemmeblandet melfoder vist sig i særlig grad at gøre livet hårdt for salmonellabakterier i slagtesvin, men ikke i samme grad i smågrise.

Det bekræfter, at sammenhængen mellem de forskellige risikofaktorer er temmelig kompleks, og at der er mange faktorer, der skal spille sammen for at sikre, at så få svin som muligt bliver smittet med salmonella.

Søger mere stabil immunitet

Foder er beviseligt betydningsfuldt, når det kommer til udbredelsen af salmonella.

Vi lader os hele tiden inspirere af den viden, som nu foreligger fra forskningens side, og hvis økologer kan vise os vejen til at nedbringe forekomsten af salmonella, så er det da noget, vi kigger på.

Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen

Andre faktorer er dog endnu i forskernes søgelys. Man mangler stadig endeligt svar på, hvad de betyder for salmonellabakteriens indtog i svinestalden, og om de kan være med til at forklare, at økologiske og frilandsgrises udgangstilladelse ikke giver større salmonellaproblemer.

En af de faktorer, man har i søgelyset, er grisenes tidlige opvækst. Nogle pattegrise går nemlig længere tid sammen med deres mor, soen.

Søerne danner antistoffer

»Søerne kan danne antistoffer mod for eksempel salmonellabakterier i staldemiljøet, og de antistoffer kan de give videre til deres afkom gennem mælken. Det gør, at grisene er mere modstandsdygtige, så længe de dier, samtidig med at de langsomt selv får opbygget immunitet, i takt med at de holder op med at få mælk fra soen,« forklarer Anne Wingstrand.

»Men hvis smågrisene tages tidligt fra soen eller bliver flyttet til en ny besætning med nye bakterier, kan det sagtens tænkes, at de ikke er lige så robuste over for smitte,« uddyber hun.

»De økologiske besætninger har ofte deres egne søer. De har, om man så må sige, hele familien samlet under ét tag, hvor frilands- og konventionelle besætninger ofte indkøber grise fra andre og flere besætninger,« fortæller Anne Wingstrand.

Og det kan øge smittefaren for de små grise.

Håber at finde succesen hos frilandsgrise

Anne Wingstrand håber, at forskning vil afsløre, hvad der er skyld i succesen hos frilandsgrise og økologiske svin.

»Når vi ved, hvilke faktorer, der er afgørende for den lavere smitte i alternative svineproduktioner, håber vi at kunne bruge den viden til i fremtiden at forebygge og bekæmpe salmonella i de konventionelle besætninger. Og selvfølgelig til at sørge for, at forekomsten fortsat er lav i de alternative produktioner,« slutter hun.

Hos det konventionelle landbrug møder man den nye viden med et åbent sind.

»Vi lader os hele tiden inspirere af den viden, som nu foreligger fra forskningens side, og hvis økologer kan vise os vejen til at nedbringe forekomsten af salmonella, så er det da noget, vi kigger på,« siger formanden for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen.