Fri leg er vigtigere end organiseret idræt

Nogle børn bevæger sig meget, andre bevæger sig for lidt. Hvad er forklaringen på forskellene, og hvordan kan man sørge for, at alle børn får bevæget sig nok?

Det har idrætsforsker Glen Nielsen undersøgt i sit ph.d.-projekt ‘Children’s Daily Physical Activity’, som han har forsvaret ved Københavns Universitet.

I studiet har han gennem flere dage fulgt mere end 500 danske og 500 new zealandske børn ved hjælp af såkaldte accelerometre – særlige bevægelsesmålere, som børnene kun har taget af for at sove og gå i bad.

Undersøgelsen er unik, fordi det er den første, der har målt og undersøgt børnenes bevægelser minutiøst, og den tegner et helt nyt – og temmelig overraskende – billede af de danske børns fysiske aktivitet.

Organiseret idræt fylder mindre end fri leg

Tidligere har viden om børns aktivitet hovedsagligt bygget på spørgeskemaer eller kvalitative analyser, og man har i høj grad fokuseret på hvem og hvor mange, der dyrkede idræt.

Men Glen Nielsens studie viser, at det slet ikke er den organiserede idræt, der er det vigtigste for børnene.

Langt det meste af børnenes fysiske aktivitet foregår som såkaldt ’selvorganiseret fysisk aktivitet’ i skolegården eller på fritidshjemmet, hvor intensiteten er lige så høj som i fritids- og skoleidræt.

»Det var meget overraskende, hvor stor en del af børns fysiske aktivitet, der kommer fra det, man kan kalde fri leg, mens den organiserede idræt kun havde et meget lille bidrag til den samlede aktivitetsmængde,« siger Glen Nielsen.

Indvandrerbørn er lige så aktive som andre

Tidligere har det vakt bekymring, at børn fra indvandrerfamilier og familier med lav indkomst dyrker mindre idræt i deres fritid end andre.

»Man har antaget, at de så er mindre fysisk aktive, og så er de igen blevet ’the usual suspects’ , med den der usunde livsstil og så videre,” siger Glen Nielsen.

Men accelerometer-målingerne viste, at disse børn ikke var mindre aktive end andre børn – de tenderede tværtimod til at være mere aktive.

»Som sagt stammer det største bidrag til det samlede aktivitetsniveau fra frikvarteret, fra fritidshjem og hjemme på gaden eller i gården, og her er de her børn mindst lige så aktive. Det er måske det mest banebrydende fund,« siger Glen Nielsen.

Piger er mindre aktive end drenge

Mens børnenes socioøkonomiske baggrund ikke gjorde den store forskel, så afslørede undersøgelsen en anden skævhed.

Tidligere studier har vist, at lige så mange piger som drenge går til idræt, men når man ser på den samlede, fysiske aktivitet, viser der sig en tydelig kønsforskel.

»Drengene er næsten dobbelt så fysisk aktive i frikvarterer og fritidshjem, og det skaber en væsentlig ulighed i det samlede billede,« siger Glen Nielsen.

Ifølge Glen Nielsen handler det sandsynligvis om de kulturelle normer for, hvad der er pige- og drengeaktiviteter.

Men sådan behøver det ikke være. Som en del af sit ph.d. projekt har Glen Nielsen også fulgt mere end 500 børn i New Zealand, og her er der ingen forskel på drengene og pigernes fysiske aktivitet.

»Det er ikke biologisk, som nogen måske ville tro. For det første er der næsten ingen biologisk forskel på børnene i den her alder, for det andet er der mange lande, hvor der ikke er nogen kønsforskelle,« siger han.

Børn kæmper om legefaciliteterne

Den store forskel på drenge og piger hænger sandsynligvis sammen med, at så mange drenge spiller fodbold i frikvartererne – en sport, der ofte har gode faciliteter på skolerne.

I det hele taget betyder legefaciliteterne tilsyneladende meget: Glen Nielsens studie viser, at jo flere legefaciliteter, der er til rådighed i skolegården eller på fritidshjemmet, jo mere bevæger børnene sig.

»Meget tyder på, at der simpelthen er kamp om pladsen. Der er mange børn i forhold til de legefaciliteter, der er, så det kan være en begrænsende faktor, at der simpelthen ikke er noget at lege med, fordi der er nogle andre, der har taget det,« siger han.

Det bekræftes eksempelvis af, at de ældre børn bedre kan lide at være ude i frikvarteret end de små børn. Derfor mener Glen Nielsen, at det ville være en oplagt ide at bygge flere legefaciliteter på skolerne.

»Det er jo en dejlig konkret ting, man kunne gøre. Og det ser ud til, at flere legefaciliteter er en god ting for alle børn, uanset køn eller social baggrund,« siger Glen Nielsen.

Viden skal give nyt fokus i indsatsen

Næste skridt er at undersøge, hvad der sker, hvis man øger antallet af forskellige legefaciliteter, og Glen Nielsen håber, at hans studie vil danne baggrund for den slags projekter.

Desuden håber han, at hans resultater vil blive brugt i praksis.

»Der er rigtig mange projekter, som arbejder med at gøre børn mere fysisk aktive på den ene eller anden måde – jeg har også selv arbejdet som projektleder på sådan nogle projekter. Og der kan man godt føle, at man fægter lidt i blinde,« siger han.

Indtil nu har mange projekter fokuseret på at få flere til at dyrke idræt, men det er en svær opgave.

Glen Nielsens studie viser, at idrætsforeningernes fællesskaber kan være svære at blive en del af, hvis forældrene i familien ikke selv har erfaring med idræt, eller ikke har de økonomiske ressourcer til kontingent, transport og udstyr.

»Men der viser min forskning, at det på ingen måde er nødvendigt, når det handler om fysisk aktivitet – at det slet ikke er der, det største bidrag stammer fra,« siger Glen Nielsen.

»Der er et enormt potentiale i frikvarterer og fritidshjem, hvis der er nogle gode udendørs faciliteter. Det ser ud til, at det kan have en stor effekt, hvis man sørger for, at der er gode rammer for fysisk aktivitet.«

Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.