Vi ser det overalt. Der bliver flere og flere fede, også meget fede, mange over 150 kg - ja, nogle endda over 200 kg.
WHO (World Health Organisation) har siden 2000 kaldt fedme for en global epidemi, som var det en smitsom sygdom. Ingen ønsker at være fede. Fedmen mødes med ydmygende fordomme, nedladenhed og åbenlys forskelsbehandling.
Den er forbundet med umiddelbart mishag og mindreværd, gener og helbredsskader og øget risiko for alvorlig sygdom og tidlig død. Hvad er der på færde?
De fleste er straks klar med en forklaring og vil ryste opgivende på hovedet over en påstand om, at fedmens opståen og dens følger stadig skulle være gådefuld. De fede har da bare spist for meget og rørt sig for lidt, og man kan jo også se, at de stadig spiser for meget og rører sig for lidt.
Havde de spist mindre og rørt sig mere, var de jo ikke blevet fede, og vil de af med fedmen igen, er det bare med at komme i gang med at spise mindre og røre sig mere. Hvor svært kan det være!?
Det er rigtigt, at de fede har lagret et overskud af energi i kroppen i form af fedt, og at det selvfølgelig ikke kommer ud af det blå. I en forudgående periode har de fede indtaget mere energi fra mad, end de har brugt.
Det står fast og følger en uomgængelig naturlov på lige fod med saldoen på ens bankkonto. Men så snart det er på plads, dukker det ene ubesvarede spørgsmål op efter det andet.
Når man først er blevet fed, har man ikke kun fået mere sul på kroppen. Den magre del af kroppen vokser også, og det medfører, at der skal bruges mere energi på at holde kroppen i gang.
OM FORFATTEREN
Thorkild I. A. Sørensen er uddannet læge i 1971og arbejdede på københavnske hospitaler indtil 1989, hvor han blev fuldtidsforsker, i første omgang som forskningsprofessor.
I 1993 blev han leder af Institut for Sygdomsforebyggelse, der nu hører under Bispebjerg Hospital, og i 1994 blev han professor ved Københavns Universitet i klinisk epidemiologi.
Fra oktober 2011 er han tillige professor i metabolisk epidemiologi ved Novo Nordisk Foundation Centre for Basic Metabolic Research i sektionen for Metabolic Genetics under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
En stor del af hans forskning har i hele karrieren fokuseret på årsager til og følger af fedme og dens følgetilstande som grundlag for forebyggelse og behandling, meget ofte i nationalt og internationalt samarbejde.
Helt modsat hvad man troede før, har det vist sig, at stofskiftet forøges, når man bliver fed. Der skal også bruges energi til at bevæge kroppen, desto tungere kroppen er.
Ubehaget ved at bevæge den større og tungere krop, hurtigere træthed, åndenød, sved og smerter i led og muskler får de fede til at bevæge sig mindre.
Men regnskabet ender alligevel med, at der alt i alt er brug for mere energi. Når vi ser, at de fede spiser mere, er det derfor en følge af fedmens indflydelse på kroppens stofskifte.
Spiser de fede ikke, hvad kroppen kræver, reagerer deres krop på samme måde som hos slanke, der ikke får mad nok. Der sendes signaler til hjernen. Man bliver sulten og rastløs, selvom man ved, at der er kalorier nok i kroppen.
Hjernen får sågar hormonsignaler fra fedtdepoterne om, at der er overskud, men signalerne trænger ikke igennem i hjernen. Med en kraftfuld indsats kan de fede dog overdøve kroppens signaler, spise mindre og tabe sig.
Alle, der har været det igennem, vil vide, hvor svært det derefter er at holde vægten nede. Næsten alle må til sidst opgive, og vægten ryger op igen på samme eller højere niveau, end den var før.
For de få, der klarer at holde vægten nede i længere tid, er spørgsmålet, hvad der fik det til at lykkes. De spiser mindre og rører sig mere og roses for deres viljestyrke, men andet i deres krop eller hjerne kan meget vel have ændret sig og gjort det muligt for dem at holde vægten.
Da fedmen kommer snigende over flere år, er det et meget lille overskud af energi, der lagres per dag.
Tager vi mængden af fedt i kroppen, som man kan måle, ganger med antal kalorier per gram fedt, og dividerer med hvor mange dage udviklingen af fedmen har stået på, overraskes man altid over, hvor lille overskuddet af kalorier har været per dag: Under én procent af det samlede energiindtag.
Det svarer for eksempel til fem gram chokolade per døgn. Det er så lille et overskud, at den enkelte selv ikke har en chance for at vide, at det er for meget. Selv med de fineste måleteknikker kan man ikke måle, at der er dette overskud af indtagelse i forhold til forbrug af energi.
Det betyder, at man slet ikke kan hævde, at man kan se, at de fede er blevet fede, fordi de spiser for meget. At man kan konstatere, at de spiser mere end slanke, er en følge af fedmen.
Hvorfor dette lille daglige overskud opstår er en gåde. Man kan godt presse vægten op ved at tvinge sig selv til at spise rigtigt meget, og den slags forsøg er gjort. Forbløffende nok stiger vægten dog ikke nær så meget, som man skulle formode, og hos nogle stiger den stort set ikke.
Kroppen evner at modvirke overskuddet, i hvert fald på kort sigt. Helt modsat de fedes erfaringer, så går den forøgede vægt ubesværet ned på det tidligere niveau, når forsøget ophører. Så vi lærer ikke så meget om fedme af disse forsøg.
Personer, der endnu ikke er fede, men som spiser meget og også rører sig lidt, formodes at være i særlig risiko for senere at blive fede. Men undersøgelser af tusinder af mennesker har ikke kunnet påvise, at det også forholder sig sådan.
I disse undersøgelser udvikler fedmen sig uafhængigt af, om personerne forud spiser og rører sig meget eller lidt. Når man nu ved, at energioverskuddet, der oplagres ved udvikling af fedme, er så lille, som det er, bør det måske ikke undre.
Det er en udbredt opfattelse, at fedmeepidemien er en følge af, at samfundsændringer har gjort det meget lettere for flere og flere at spise for meget og røre sig for lidt.
Fedmeepidemien startede blandt børn og unge, der blev født i 1942.
I løbet af cirka 10 år nåede antallet af fede op på et cirka 10 gange højere niveau.
En ny, endnu stejlere stigning i antal fede indtraf blandt de børn, der blev født fra 1971 og frem. Stigningen ophørte blandt børn født i 1990’erne, men det meget højere niveau har holdt sig.
Det store og stadigt voksende udbud - til overkommelige priser - af energirige føde- og drikkevarer, og af praktisk teknik der gør det muligt at klare dagligdagen med meget mindre bevægelse, opfattes af mange som den egentlige årsag til epidemien, men vi ved det ikke.
Det lille energioverskud, der ender i fedtdepoterne, kunne meget vel opnås uden samfundets overflod.
På den anden side gør samfundsændringerne det meget lettere end før at tilgodese det stigende behov for ekstra kalorier, der følger af det forhøjede stofskifte, som fedmen medfører, hvor tidligere tiders mangel på føde kunne forhindre dette.
I situationer med decideret mangel på føde, som det jævnligt sker forskellige steder i verden, udvikles fedme ikke, og folk taber så i vægt.
Historisk set følger fedmeepidemien ikke de samfundsændringer, der er under mistanke. I Danmark har vi haft særligt gunstige muligheder for at følge fedmeepidemiens udvikling hos skolebørn og unge mænd på session helt tilbage fra mellemkrigsårene.
Det har ganske overraskende vist sig, at fedmeepidemien startede ret pludseligt blandt de børn og unge, der blev født i 1942. Stigningen kunne ses allerede blandt børnene, som startede i skolen kort efter krigen.
I løbet af cirka 10 år nåede antallet af fede op på et cirka 10 gange højere niveau, lidt forskelligt i forskellige dele af landet. Dette niveau holdt sig nogenlunde uændret i de følgende 20 år.
Så indtraf der pludselig igen en stejl stigning i antal fede, blandt dem der blev født fra 1971 og frem. Og det var en stigning, der var endnu stejlere end den første. Stigningen ophørte blandt børn født i 1990’erne, men det meget højere niveau har holdt sig.
Fedmeepidemien startede før Coca Cola, ’fastfood’, biler, TV og computere invaderede os, og holdt pause mens denne invasion tog fart. Den næste pludselige stigning i epidemien fra fødselsårgang 1971 og frem stemmer heller ikke med de almindelige ændringer i udbuddet.
Det er ganske uafklaret, hvad der har udløst denne fedmeepidemi.
Når epidemien allerede er synlig hos børn, der starter i skolen, og fedmeudvikling hos den enkelte som nævnt er en ganske langsom proces, må forhold, der kan have påvirket børnene, da de var spæde, eller måske da de var fostre, komme i søgelyset.
Det er endda muligt, at man skal lede efter de udløsende forhold før befrugtningen, i form af påvirkninger af faderens sædceller eller moderens æg.
Feltet er helt åbent for forslag om, hvilke forhold i miljøet i bred forstand, der har ændret sig inden de to bølger i fedmeepidemien. Men finder vi ud af hvad det er, kan epidemien måske rulles tilbage.
Ikke alene er fedmeepidemiens opståen gådefuld, det er dens helbredsfølger også. Især de såkaldte metaboliske forstyrrelser, der er forbundet med øget risiko for blandt andet sukkersyge, hjerte-karsygdomme, og visse kræftsygdomme.
Fra naturens hånd er fedtet i fedtdepoterne nemlig godt! Det er en yderst effektiv og uskadelig måde at sikre kroppen energireserver til at stå imod med under fremtidig mangel på energi.
Hvad der sker i de celler, der samler fedtdråber, ser ikke ud til i sig selv på nogen måde at være skadeligt.
I dyreriget, især hos dyr der går i hi, og fugle der trækker over lange afstande, er evnen til at ophobe fedt i fedtdepoter udbredt og også livsnødvendig. Evolutionen har også givet mennesket muligheden for at oplagre fedt som en utvivlsomt fordelagtig egenskab.
Kvinder har lidt mere fedt end mænd, men intet tyder på, at det er skadeligt for kvinderne, snarere tværtimod. Hvis kvinder er radmagre, kan det gå ud over deres frugtbarhed. Nogle af de mennesker, der er meget fede, har slet ingen tegn på de metaboliske skader.
Hvad der forårsager, at andre fede mennesker får de metaboliske skader, er uafklaret. Men mange undersøgelser tyder på, at det er afgørende, at fedtdepoterne er helt fyldt, så der ikke er plads til mere fedt.
Når fedtdepoterne er ved at være fyldt op, opstår en slags svag, vedvarende forgiftningstilstand, som skyldes lidt for mange frie fedtsyrer, som ikke er bundet i fedtet, og som ikke straks bliver brugt som energikilde.
Cellerne viser tegn på skader af forskellig slags, og der opstår også en sløv, kronisk betændelsestilstand, udløst af fedtsyrepåvirkningerne i de opfyldte celler. De metaboliske skader er på vej, og de første skridt mod fedmens følgesygdomme er taget.
Der er også stor forskel mellem mennesker på, hvor meget fedt der kan ophobes i fedtdepoterne, før de metaboliske skader viser sig.
I den meget omtalte film ’Supersize Me’ lykkedes det hovedpersonen på kort tid at nå grænsen for, hvor meget fedt han kunne ophobe ved at spise store mængder burgere.
I sjældne tilfælde kan kroppen ikke danne ordentligt fungerende fedtdepoter, som følge af fejl i arveanlæggene eller som bivirkning til behandling med bestemt medicin, blandt andet den der anvendes til at holde HIV-infektion i ave. Disse patienter får let de samme metaboliske skader, som en stor del af de meget fede får.
Asiaterne synes at have meget mindre plads til fedtet end andre etniske grupper. Det kan måske forklare, at metaboliske skader, især i form af sukkersyge, er meget hyppigere hos den halvdel af jordens befolkning end i den anden halvdel af jordens befolkning, selvom asiaterne ikke er nær så fede som Vestens befolkninger.
Man kan sige, at fedmeepidemien har beskyttet befolkningerne i den vestlige verden mod at få de metaboliske skader meget tidligere!
Hvad der bestemmer, hvor meget fedt, der er plads til i fedtdepoterne, er helt åbent. Årsagerne kan være forskelle i generne, bestemte miljøpåvirkninger, som muligvis er i samspil med generne, og som muligvis sætter ind tidligt i livet.
Hvilke bakteriearter, der dominerer i de myriader, vi huser i vores tarm, spiller måske også en særlig rolle. Dermed kunne kostens sammensætning, som kan påvirke bakteriefloraen, få en særlig betydning.
En aktuel tese tager udgangspunkt i, at evolutionen har fremmet menneskets mulighed for at ophobe fedt, som gardering mod usikker fremtidig forsyning af mad; en egenskab der måske har kunnet aktiveres hos forældre og overføres til børnene.
At skaffe mad har altid været en social aktivitet, og social ustabilitet medfører usikkerhed om madforsyningen.
Fedmeepidemien kan ifølge den tese anskues som en konsekvens af, at en stadig større andel af befolkningen lever under en social usikkerhed, der af kroppen læses, som om der er usikkerhed om fremtidig madforsyning.
Ophobning af fedt finder så sted som gardering mod denne frygtede mangel på mad, uanset at der ikke er svigt i forsyningen af mad.
Dette kan forklare mange sider af fedmens sammenhæng med sociale og psykiske vilkår. Ophobningen fortsætter så hos mange, indtil der ikke er plads til mere fedt, med metaboliske skader til følge.
Hos nogle dyr, der går i hi, fortsætter ophobningen til et niveau, hvor dyrene får sukkersyge, som så er forsvundet sammen med fedtet, når de vågner af deres dvale måneder senere.
Så længe vi ikke har løst disse gåder – både om fedmens udvikling og de metaboliske skader – er vi ret hjælpeløse i vores forsøg på at bekæmpe fedmeepidemien og dens helbredsfølger i praksis, både med hensyn til forebyggelse af fedme og dens følger og behandling, når de først er opstået.
Der er ingen tvivl om, at der er massivt behov for fortsat forskning for at løse disse gåder, og dermed gøre det muligt at bekæmpe, hvad der truer med at blive et af de største fremtidige helbredsproblemer for klodens befolkning.
Ansvar
Jesper, det er jo ikke rigtigt.
Ansvar
Det, "man", du henviser til, som træffer valg, hvad er det for en størrelse? Hvad siger hjerneforskerne, psykologerne, sociologerne?
Jo mere viden, vi akkumulerer, jo mere vil vi også sætte spørgsmålstegn ved det værdisæt den, vi bygger vores samfund op ad. Hellere det end at lyve for sig selv, dvs. ikke forholde sig til virkeligheden om vi kan lide den eller ej.
Ansvar
Nu bliver det langt mere interessant end bare det link. Jeg synes det er tydeligt nu, at det er "uafhængig vilje" du sætter spørgsmålstegn ved og ikke fri vilje.
Uafhængig vilje vil i pokeranalogien være, at du fik lov til selv af vælge de kort du ville spille med, og sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke.
Miljø, omgivelser, biologi, forældre, venner, skolelærer, luftforurening spiller en fantastisk rolle, men alle de påvirkninger udgør de kort du sidder med ved pokerbordet. Du kan ikke gøre noget ved dem (de fleste), men du må spille med dem så godt som muligt.
Det kan godt være du fik tæsk af din far, men du bestemmer selv om du vil slå dine egne børn. Du har fået en dårlig opvækst, der gør det mere sandsynligt, at du vælger at slå dine børn, men det er i sidste ende dit valg, og dermed dit ansvar og dine konsekvenser, der kommer ud af det.
Det kan godt være mine præferencer gør, at jeg hellere vil fylde min tallerken end veje 20 kilo mindre. Og selvom mine præferencer er formet af en masse faktorer udenfor min kontrol, så kan jeg stadig vælge at fylde mindre på min tallerken, men det forudsætter at jeg påtager mig ansvaret for det.
Det kan meget vel være, at den holdinng reflekterer den vestlige civilisation. Jeg vil sige at det kendetegner den vestlige civilisation og er forudsætningen for den fantastiske velstand vi har. Det har jeg ingen intentioner om at kaste over styr.
Ansvar
Din holdning reflekterer et generelt problem i den vestlige civilisation, at synet på den individuelles evner til at træffe uafhængige beslutninger er så stærk, at problemer flyttes over på individet og væk fra årsagsmekanismer. Hvor er det forskningsmæssige belæg for en fri vilje?
Det er en hård nød at knække, men ikke før vi anerkender, at vi selv er et produkt af arv og miljø, kan vi komme videre og udvikle samfundet. Hvordan vil vi have samfundet opbygget og ikke mindst, hvordan kommer vi der til? Sidstnævnte vil jeg have bygger på videnskab og ikke en halvgammel tro på individets fri vilje.
Jeg skrev "eventuelt" da linket fører til en interessant debat om selvet. Beklager hvis du ikke fandt det relevant.
I det her link er de først 5-10 min. yderst relevante om hjerneforskning og bevidsthed:
http://www.nourfoundation.com/media-gallery/videos/Perspectives-on-the-S...
Ansvar
Jesper, det er ikke god skik at linke til en times debat uden at specificere hvilke elementer du mener er relevante.
Af afvise fri vilje er meningsløst, og hele ansvarsbegrebet bliver meningsløst, og denne artikel med debat er ligegyldig.. Hvis jeg alligevel ikke har fri vilje, så er der jo ikke noget i vejen for at jeg undlader at spekulere på hvordan jeg behandler andre mennesker.
Jeg ser masser af problemer ved at undlade at spekulere over ansvar og andre mennesker. Sådan vil jeg ikke leve mit liv, og det håber jeg heller ikke du vil, og derfor holder analogien!
Ansvar
Konceptet fri vilje er yderst omdiskuteret og i min optik peger forskningen i dag væk fra dets eksistens. Dermed ser jeg et problem i din pokeranalogi :)
Se evt.: http://www.nourfoundation.com/media-gallery/videos/Perspectives-on-the-S...
Ansvar
Jesper, hvad skulle forhindre dig i at spille dine kort som du vil?
Det kan være en fed person hellere vil opfylde andre målsætninger, der forhindrer slankhed på den ene eller den anden måde. Fint nok. Så har den person bare valgt at spille kortene på en anden måde end andre forventede.
Ansvar
@Kian
Nok kan man ikke selv bestemme hvilke kort man får på hånden, men kan man nu også "selv" bestemme, hvordan de skal spilles?
Mange årsager
Fedme epidemien begyndte med børn der var født under besættelsen og hvor mødrene var psykisk påvirket af situationen under svangerskabet. Tankemønstre påvirker kroppen via nerve og hormonsystemet. På sigt giver stress overvægt fordi hormonproduktionen på et tidspunkt bryder sammen og da cellerne ønsker at overleve danner de depoter, deraf overvægten. Adfærd arves på samme måde som udseende og knoglebygning, derfor forekommer disse fedmeepidemier med en generations mellemrum. Børnene fra 1943 er i dag bedsteforældre og deres børn kom til omkring 68/72 og børnebørnene midt i 90erne.
Den anden årsag er at nogle mennesker spiser mere end de forbrænder. Og det kan der være mange grunde til. Jeg har bemærket at mange børn får stukket noget mad i hånden når de bliver kørt rund i indkøbsvognen i supermarkedet. Det hedder trøstespisning og kan fortsætte op i voksenalderen.
Den tredje årsag skal findes i tarmsystemet. Mennesket er skabt til grov kost og de første millioner år levede vi udelukkende af kød, frugt og grønt. De indeholder alle mange fibre og det fremmer transporten gennem tarmen. For 6.000 år siden så kornet dagens lys. Det skulle have været til dyrene, men menneskene begyndte at bage brød af kornet. Hvidt hvedemel i form af toastbrød, pasta, pizza, franskbrød og rundstykker er gift for kroppen. Dels er mel ren stivelse og da melet er uden fibre lægger det sig som kalkbelægninger i vandrør men i meget tykt lag. De tarmtråde som suger næring ind i blodbanen bliver pakket ind i melslam og nedsætter optagelsen. Som nævnt er celler intelligente, derfor tror de der er madmangel og begynder at danne depoter, og så kommer overvægten. I kender sikkert alle en eller flere overvægtige som fortæller at de spiser meget lidt, faktisk spiser de kun et måltid om dagen. Her er det igen cellerne der lægger depoter for ikke at dø af sult.
Fedme fra interaktioner mellem mad/kost og medicin?
In freshman statistics I learned about the difference between cause and effect relationships as opposed to simple correlations with the classic comparison of two 10 year cycles: the first of sunspot frequency and the second of lynx population in Northern Canada. (http://www.bio.miami.edu/dana/dox/moran.pdf) For the curious, it turns out that the number of sunspots does NOT determine the population of lynx, or of the availability of its primary food, habitat availability, and so on.
So please take this comment about possible correlations / cause-and-effect relationships between medicines and obesity as an invitation to disprove it.
Just after WWII, the new wonder-drugs known as antibiotics became generally available. Antibiotics kill bacterial infections, as well as - at least when they were first introduced - most if not all of the intestinal bacteria with which our digestive systems have a symbiotic relationship. I wonder if the simplified (read: not as biologically diverse) intestinal bacteria species composition that re-establishes itself after a treatment with antibiotics could influence our ability to deal with fats in the gut and enhance their absorbance/uptake? And could this account for the first gentle rise in the obesity curve as seen in 1942?
Just about the same time that the second rise in the obesity curve began in 1971 is when oral contraceptives began to be widely used both in North America and Europe. While we know that 'the pill' might lead to weight gain for the women taking it, do we know of any weight-related studies on the children of these women, once they stopped taking the pill in order to have children, vs. the children of women who never took oral contraceptives?
I suggest these two medical treatments because they are both quite widespread and yet not completely synchronized among the different countries we traditionally associate with western civilization. Perhaps comparing the timing of obesity curve increases in different countries with their different access to antibiotics or adoption of oral contraceptives (or other widespread medical treatments with impact on digestion or hormones) could quickly disprove this thought. Or provide another avenue of inquiry.
Ritalin er speed...
Det er rigtigt - at Retalin ligner de gamle slankeprodukter - som i øvrigt virkede rigtig godt på manglende koncentrationsevne og manglende udholdenhed. - Næsten bedre end Retalin.
- Men det er spørgsmålet om årsagerne til stigningen i både fedme og ADHD - er de sammenfaldende i tid. - og symtomer.... kunne de jo have fælles oprindelse.....
Måske?
Der er andre personer end vores ynglingsfede, der skovler vildt ind med syndige sager, som bliver overvægtige. En god appeltit - og helt igennem lødige fødevarer af politisk korrekte forhold er en almindelig kombination, der giver almindelige mennesker stigende vægt. Faktisk som artiklen siger. Lidt for meget hele tiden. Altså man kan ikke reducere fedmeproblemet til en særlig gruppe svage, ulykkelige, imobile, svagt begavede individer, - i så fald ville det se ringe ud for fremtiden - især når vi ikke har fundet ud af at bremse udviklingen.
For mig er spørgsmålet - hvorfor er nogle mennesker "for sultne"?
Hvorfor brænder nogle mennesker overskydende energi af, mens andre udnytter det hele?
Ansvar
I forhold til ansvar og skyld, så er det ligegyldigt hvilke gener eller omstændigheder man har. Ligesom i poker, så spiller man med de kort man har fået, forskellen er bare, at spiller man sine kort rigtigt, så bliver man ikke tyk. Om man så mener det er det værd, at gøre hvad der skal til for at blive tynd, er et helt andet spørgsmål. Det hele handler i sidste ende om hvor meget energi, der passerer tungen.
Ritalin er speed -
Ritalin er speed - ferietabletter, eller hvad man nu vælger at kalde det. Indholdet er cirka det samme som det var i gammeldags slankepiller, der er forbudt nu ;-)
Links til relevante undersøgelser
I artiklen nævner professor Sørensen et væld af forskellige undersøgelser. "Man" har angiveligt fundet ud af en masse ting. Som læser finder jeg mange af resultaterne overraskende og nogle af tolkningerne meget kryptiske.
En af sætningerne, jeg hæfter mig ved er: "Det betyder, at man slet ikke kan hævde, at man kan se, at de fede er blevet fede, fordi de spiser for meget."
Hvad betyder "spise for meget"? Og hvad vil det sige at "se"? Og hvem er "man"?
Er spise for meget f. eks. for meget i forhold til standard WHO specifikationer? Eller er det for meget i forhold til slanke? Eller for meget i forhold til at balancere kroppens energiindtag med dens energiforbrug?
Er "se" = "måle"? Eller er "se"="forklare"? Eller er det at bogstavelig talt at se med øjnene?
"Man" er også vigtig, synes jeg. Er "man" forskere der undersøger store populationer? Små populationer? Eller er "man" en lægperson, der gerne vil tabe sig?
En gåde ?
Uden på nogen måde at kunne påstå, at voldsom overvægt er mit speciale, vil jeg alligevel stille mig tvivlende overfor en del udsagn i artiklen, mest af alt, at fedme skulle være en gåde for videnskaben ?
Skriver udelukkende for at bidrage med et beskedent synspunkt. Skriver, uden på nogen måde at gøre mig til dommer over, eller fordømme overvægtige, men mener alligevel, at mennesker bliver overvægtige af den simple grund, at de spiser for meget - og helt forkert.
Jeg antager, at svært overvægtige, måske er afhængige af de endorfiner der udløses i kroppen ved megen fødeindtagelse, jeg antager, at deres fokus i livet er mad. Jeg antager, man spiser for meget for at udfylde et tomrum - det sidste er naturligvis et postulat. Men jeg har oplevet en del gange at mennesker bliver drømmende og fjerne efter at de har spist ( for meget) De virker mest af alt som om de har spist sig skæve af mad. At de er hooked på det sus det åbenbart giver at fylde kroppen.
Mit cpr.nummer er af en vis tyngde,og jeg har en årelang vane, udløst af lange kedelige køer ved diverse kassebånd : Når jeg handler i et supermarked, kigger jeg på hvad folk har i deres kurve. Og, sikkert som amen i kirken er det, at der på grundlag af denne bette insamlede empiri, blandt mennesker der dagligt benytter samme lokale supermarked, kunne kreeres et nyt ordsprog. "Vis mig hvad der er din indkøbsvogn - og jeg skal fortælle dig hvad du vejer" - eller - hvordan du ser ud. Eller i voldsom generaliseret form, jeg VED det - de voldsomt tykke køber en masse usund mad, chips og slik og meget sukkerholdige drikkevarer - de slanke gør det ikke, i hvert fald kun i weekenden, og ikke i samme mængde.I yderst forenklet form kunne man sige at, ja sådan er det som regel, - de tykke køber chips og cola- de slanke køber "jordbær"
Se selv efter ;-)
Det er vel naturligt, jo mere man spiser, jo tykkere bliver man ? Får man ikke noget synderligt at spise, bliver man tynd. Nogen, der har set et billede af overvægtige KZ fanger ? Jeg har ikke .
Mere interessant bliver det hvorfor mennesker spiser så meget ? :
Jeg kunne ikke drømme om at modsige den teori, at en fedmeepidemi er startet under, og har udviklet sig efter, 2. verdenskrig.I hvert fald ikke når vi taler om den vestlige verden. I andre kulturer, hvor skønhedsidealet er anderledes, har mennesker været tykke, set gennem vor optik, gennem historien. Tænker, at når der er mangel på mad- bliver menneskers fokus på maden naturligvis langt større.
Tænker også - at den der savner noget "indre" spiser for meget for at kompensere for tomrummet.
Den engelske sociolog Anthony Giddens, der bl.a. har beskæftiget sig med emnet overvægt i den vestlige verden, nævner at " det tomme selv" må fyldes, sandsynlig på grund af manglen på fælleskab. Dette skyldes i følge Giddens, at tiden efter anden verdenskrig, "postmodernismen" er præget af stigende individualisering, at man skal skabe sig selv, være sit eget selvskabte projekt. Kun de mest velfungerende mennesker er i stand til at honorere de kulturelle forventninger der indirekte stilles til dem.De skal lykkes,VI skal lykkes. Og helst uden synderlig støtte fra omverdenen. Man skal være en " vinder" ,helst af egen drift og på grund af egne evner.
Det kan såmænd godt passe, i hvert fald er det som bekendt de "fattigste" der er de mest overvægtige.
De " rige " derimod er vinderne.De har bedre boliger,mere råd til diverse forbrugsgoder,bedre uddannelser, flere kulturelle input i form af f.eks rejser, større mulighed for at dyrke sport. etc. etc. Eller man kan sige - de har en anden økonomisk, social og kulturel kapital, der gør dem bedre rustede til at klare en masse udfordringer i livet. Det bliver derfor naturligt at de også udadtil er dem der er de sundeste, og " ser bedst ud "
Jeg ved ikke om dette input i debatten kan bruges til noget - om ikke andet, så fik jeg da luftet min egen empiri - på omend, ikke så videnskabeligt plan som det der er tale om her.
MVH
Fedmens gåder
Det er meget spændende.
I ADHD kredse er jeg stødt ind i rigtig mange overvægtige kvinder. Vi har snakket om, den masive uro i kroppen, der ikke kan fåes væk - uden man spiser. Indtil man kommer på Retalin, så får man mere ro på, - og så får mange en let kvalme i stedet for. - Nogle taber sig så ....
Jeg tænker om udviklingen af fedme og ADHD måske kan have en eller form for sammenhæng? Eller fælles årsag? Måske skulle I sammenligne kurverne over udbredelsen, - ADHD og andre bogstavskombinationer er jo også stærkt stigende????
Fettmans orsaker
De holländska barn som föddes 1944-45 blev feta eftersom holländarna svalt (sultede) när tyskarna retirerade. Var det så att danskarna svalt från 1942 och framåt?
Började danska kvinnor röka i större omfattning 1971? Rökning under graviditet ökar risken för att barnet får fetma.
Har Sverige samma utveckling av fetma när det gäller barn födda 1942 respektive 1971?
Fedmens gåder.
Der kan naturligvis være mange årsager til fedme. Vi får mange underlige stoffer, der kan ændre kroppens evne til at omsætte fødevare. Det er f.eks. utroligt, hvad vi har fået ind via emballage. Men et sted der må tælle godt, er cola. Halvanden liter indeholder 72 stk. sukker. Nogle indeholder kunstigt sødestof, men ved nogen hvordan det påvirker kroppen? Ved at findes ud af hvor mange liter der drikkes om dagen, tror jeg en del af fedmeproblemet er fundet.
Interessant..
Lige nøjagtige dette synes jeg er interessant.;
"For de få, der klarer at holde vægten nede i længere tid, er spørgsmålet, hvad der fik det til at lykkes. De spiser mindre og rører sig mere og roses for deres viljestyrke, men andet i deres krop eller hjerne kan meget vel have ændret sig og gjort det muligt for dem at holde vægten."...
Jeg har selv kæmpet med vægten i 20år (er 31), men alverdens kure, diætist programmer mv har ikke virket for mig. Det har måske gået i ½år og så har det været op i vægt igen.
Men for ca 1½år siden havde jeg fået nok... nu var det slut med overvægt og jeg tog næsten hvad man kan kalde en "kold tyrker" mht madspisning og reducerede madforbruget med ca 20% pr portion. Dertil supplere op med noget styrketræning bare hjemme i stuen ca 30-45min dagligt og så et par gå ture om ugen. Dertil et vægttjek ved lægen 1 gang om måneden.
I dag er jeg så ca 40kg lettere (ligger på normal BMI nu) og har vundet ca 7kg muskelmasse og har jeg absolut ingen trang til at overspise eller spise for sjov.
Min kost har ikke ændre sig i forhold til tidligere, jeg spiser bare meget mindre af det hele.
Alverdens tip og vægtprogrammer og træningstip hjælper absolut intet, hvis hovedet (sindet) ikke er indstillet på det, men hvad der gør at noget pludselig trigger og får det til at være vedvarende har jeg ikke svar på.