De bedste 100-meter-løbere er blevet højere og slankere

Når de bedste 100-meter-løbere i 1980erne og 90erne gjorde sig klar i startblokkene, så var feltet domineret af lave, muskuløse atleter med overarme som bodybuildere.

Men det syn møder os sandsynligvis ikke, når sprint-finalerne til årets VM i atletik i Moskva skydes i gang i den kommende tid.

De bedste kvindelige og mandlige sprintere er nemlig blevet stadig højere og mindre muskuløse det seneste årti.

Det viser et britisk studie publiceret i tidsskriftet The Journal of Sports Science i 2012.

»I 1980erne og 90erne var sprinterne meget brede og muskuløse, men atleter med den kropsbygning lader ikke til at have haft den samme succes i perioden fra 2000–2009. Vores studie viser, at de højere og mere spinkle atleter i stedet er blevet gradvist mere succesfulde,« fortæller en af forfatterne til studiet, professor Alan Nevill fra Universitetet i Wolverhampton til Videnskab.dk.

»Det helt klare eksempel er selvfølgelig mændenes verdensrekordholder på 100-meter-distancen, Usain Bolt, der er hele 1.93 høj, men der er også en del andre eksempler såsom den franske sprinter Christophe Lemaitre, der er den første hvide sprinter, som har løbet under 10 sekunder.«

Høje, spinkle løbere får succes

Alan Nevill og kollegerne har undersøgt de bedste tider for de 10 bedste sprintere hvert år i perioden 1910–2009 for mænd og 1940–2010 for kvinder. De tal har de så sammenholdt med information om atleternes kropsbygning.

»Der er forskellige måder at måle atleternes kropsform, og i vores studie kigger vi både på deres ‘Body Mass Index’ (BMI), som fortæller os noget om atleternes muskelmasse, og på det såkaldte ‘Reciprocal Ponderal Index’ (RPI), der i modsætning til BMI mindsker betydningen af vægt og lægger mere vægt på atleternes højde. En slags slankheds-index.«

Ifølge Alan Neville er der en sammenhæng mellem BMI og succes for både mandlige og kvindelige sprintere, men selvom muskelmassen altså bestemt er en faktor i sprint, så viser studiet, at en høj RPI er blevet en endnu vigtigere faktor:

»De, der har haft de bedste tider og den højeste fart det sidste årti, har simpelthen en mere slank kropsbygning med en forholdsvis stor højde i forhold til vægt, snarere end de brede, muskuløse sprintere vi så, da løbere som canadiske Ben Johnson løb i slutningen af 1980erne.«

Kan ikke dope sig højere

Ben Johnson viste sig sidenhen at være dopet, og også denne sommer har atletikverdenen været rystet af en række dopingsager med blandt andet de to prominente sprintere, Tyson Gay og Asafa Powell.

Men ifølge Alan Nevill er højdens betydning gode nyheder for kampen mod doping:

»Det er svært at dope sig højere, for de fleste dopingpræparater tages for at øge muskelmassen. Hvis man skal tro vores resultater, så er højden altså vigtigere end muskelmassen, og derfor vil det være mindre effektiv at søge at øge sin muskelmasse, end det var, da muskelstyrken havde en større betydning i 1980erne. Det eneste, man kan gøre for at blive højere, er så at sige at vælge sine forældre med omhu.«

Læs også: Brugte man doping i antikken?

Det kan dog ifølge Alan Nevill også netop være den mere effektive dopingbekæmpelse, der har forrykket balancen mellem højde og muskelmasse:

»Man kan ikke længere styrke sin muskelmasse ved at tage store mængder doping i samme grad som tidligere, så derfor kan de meget muskuløse sprintere ikke længere uhindret øge deres styrke,« siger Alan Neville, der dog også påpeger, at hver generation bliver lidt højere end den foregående, og det naturligvis også automatisk giver flere høje sprintere.

Længere ben giver længere skridtlængde

Men hvilken fordel er det så, de høje sprintere har i forhold til deres lavere kollegaer?

I en sprint-disciplin som en 100-meter afgøres hastigheden i høj grad af frekvensen og længden af skridt, og det kan være svært at øge begge dele, fordi de er gensidigt afhængige: en øget skridtfrekvens vil således resultere i kortere skridt og omvendt.

Læs også: Tyndere lægge giver afrikansk dominans

Sprintere med længere ben tager generelt længere skridt med en langsommere frekvens end mere muskuløse løbere, og Alan Nevill tror da også, at netop skridtlængden kan være nøglen til de høje, slanke sprinteres stigende succes, selvom han understreger, at studiet ikke direkte fortæller noget om årsagen.

»De høje løbere har ingen tydelig fordel i et 100 meter-løbs første halvdel. Her løber de mere muskuløse løbere generelt stærkest. Men de høje løbere har længere ben og derfor en længere skridtlængde, og det giver dem en højere fart i løbets sidste halvdel, foruden at de længere ben hjælper med at holde sprinternes topfart længere i løbets allersidste fase,« siger Alan Nevill.

Bedre træning øger betydningen af højde

Traditionelt har de korte ben dog ikke altid været anset som en fordel. Et kort ben bevæger sig nemlig generelt hurtigere end et langt ben. Det lange ben kan til gengæld skabe mere kraft.

Men de langbenede atleter får dog ifølge Alan Nevill ikke udbytte af længden uden en vis muskelstyrke, og det kan være en forklaring på, at det først er inden for de sidste 10-15 år, at højden for alvor er slået igennem som nøglefaktor i sprint:

»Muskelstyrken er særligt vigtig, når løberne skal op i fart, og de længere ben vil kun give større hastighed, hvis man har tilstrækkelig muskelstyrke til at få dem op i fart. Tidligere var træningen ikke nødvendigvis god nok til at sikre, at de højere atleter havde det minimum af muskelstyrke. De høje sprinteres stigende succes er altså sandsynligvis et udslag af, at træningen nu kan sikre den muskelstyrke, som kræves for at få de længere ben til at virke optimalt.«

Læs også: Forskere: Små vægte giver store muskler

Selvom atleter som Usain Bolt altså har udfordret tidligere tiders opfattelse af sprinterne som små og muskuløse, så kan der ifølge Alan Neville også være en grænse for, hvor længe højden er en fordel.

»Jeg tror, at der kan være en optimal højde. Hvis man for eksempel er mere end 2.10 meter, så begynder højden sandsynligvis at blive en ulempe. Man kan jo se på basketballspillere over den højde, at de ikke længere er så atletiske og mest har særlige roller, som for eksempel at fange bolden fra rebounds. Det optimale synes snarere at være spillere omkring 2 meter som for eksempel Lebron James.«

Dansk sprintkomet skal vokse i højden

I Danmark er vi ikke vant til store sprintere, men i foråret har medierne været fyldt med historier om den kun 15-årige Kristoffer Hari, der med tiden 10.53 sekunder i øjeblikket er verdens hurtigste i sin aldersgruppe på 100-meter distancen. Det har fået nogen til at tale om, at han give Usain Bolt baghjul.

Videnskab.dk har bedt Alan Nevill vurdere Kristoffer Haris fremtidsudsigter baseret på hans RPI:

»Den nuværende verdensrekordholder Usain Bolt vejer 76 kg og er 193 cm høj. Det betyder, at hans RPI er ca. 45.6. Hvis Kristoffer Hari altså på nuværende tidspunkt vejer 63 kg og er 174 cm høj, så har han en RPI på ca 43.7.«

»Hvis RPI er en så afgørende faktor for verdensklassesprintere, som vores studie indikerer, så er Kristoffer Hari altså nødt til at blive noget højere uden at tage for meget på i vægt for at nå Bolt,« siger Alan Nevill.

Høje fodboldspillere også bedre

I de længere løbedistancer har man længe vidst, at de højere atleter havde en fordel, men når sprint ikke længere lader til at være de laves domæne, kan det være, at de skal vende sig mod fodboldspillet i stedet.

Her har den argentinske fodboldspiller Lionel Messi på blot 1.69 meter flere år i træk vundet titlen som verdens bedste fodboldspiller.

Læs også: Forskere: Derfor er Messi verdens bedste fodboldspiller

Men også her har Alan Nevill dårligt nyt. Messi lader nemlig til at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Alan Neville fik nemlig i 2009 publiceret et studie i Journal of Sports Science, der viste, at de mest succesfulde fodboldhold i den bedste engelske række også er de hold med flest høje, slanke spillere:

»Det lader til, at en høj og slank spillertype som Robin van Persie har større sandsynlighed for at få succes, end en mindre, muskuløs type som Wayne Rooney,« siger Alan Nevill.