KORT NYT FRA DANMARK:
Hvordan hjælper man nybagte forældre med at give deres børn de bedst mulige vilkår for det bedst mulige liv?
Det skal en række af landets forskere forsøge at finde ud af, skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
Fonden har netop givet 40 millioner kroner til forskningen, som blandt andet skal se på, hvilke indsatser, der virker, for at undgå at børn kommer ud i kriminalitet, får en så god uddannelse som muligt eller lever et så sundt og sygdomsfrit liv som muligt.
»Man ved fra forskningen, at jo tidligere man hjælper et barn – hvad enten det er med sproget, den rette kost eller noget helt tredje – jo større positiv effekt har det på barnets liv videre frem,« lyder det i en pressemeddelelse fra Merete Konnerup, som er områdechef for trivsel i TrygFonden.
»Samtidig er det selvfølgelig mindst lige så afgørende, at man finder ud af, hvad man skal sætte tidligt ind med. Man skal, kort sagt, finde ud, hvilke indsatser, der virker, og hvilke indsatser, der ikke virker. Og det kan solid forskning give de bedste svar på.«
Ifølge pressemeddelelsen ved man fra udenlandsk forskning, at det er godt at sætte ind med indsatser allerede inden barnet bliver født – og lige efter. Ved at sørge for, at nybagte forældre modtager både viden og træning i, hvad de skal gøre for at være gode forældre, kan det have store positive effekter for barnets udvikling.
Til gengæld ved man mindre om, præcis hvordan forældretræningen og vejledningen skal tilrettelægges, og hvad den skal indeholde for at få den størst mulige effekt. Men det skal et af de projekter, der har modtaget støtte, altså nu give et kvalificeret svar på, skriver Trydfonden i pressemeddlelsen.
Forskningsprojektet vil undersøge tre forskellige former for indsatser med forældretræning, som i forvejen er udbredt i Danmark. Det gælder fødselsforberedelsesklasser for vordende forældre, hjemmesygeplejerske og klinikbesøg for nybagte forældre og forældregrupper for vordende og nybagte forældre.
Læs også:
Forældretræning kan hjælpe ADHD-børn og deres forældre
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb