Forældretræning kan hjælpe ADHD-børn og deres forældre
07 december 2011

Selvom han prøver, kan lille Tobias ikke koncentrere sig i skolen. Han sidder uroligt på stolen og farer hen til vinduerne, når der sker noget udenfor. Derhjemme er det, som om han aldrig lytter når han får besked på noget, og han har tit konflikter med sine forældre. Tobias har ADHD – og det er hårdt for både ham og hans forældre. Men måske kan forældretræning hjælpe Tobias og hans forældre.

En ny forskningsoversigt viser nemlig, at forældretræning kan forbedre adfærden hos børn med ADHD og gøre forældrene mindre stressede. Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Forældretræning er en psykosocial indsats, som har til formål at give forældre til børn med ADHD redskaber til at håndtere deres barns adfærd. For at afdække effekten af forældretræning har et forskerteam udarbejdet en såkaldt ’Campbell forskningsoversigt’ ved at samle den bedste viden, der aktuelt findes på området.

Træningsprogrammet er baseret på den tanke, at de voksne omkring et barn kan påvirke barnets opførsel positivt. Det kan man gøre ved at lave om på de omstændigheder, der leder frem til en given handling, og ved at lave om på de konsekvenser en handling får.

Læs også: Uopmærksomhed er værre end ADHD

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.