Annonceinfo

Miljøministeriet undergraver forskeres autoritet

  Jeg har tidligere her på bloggen beskæftiget mig med industriens forsøg på at påvirke den videnskabelige debat ('Sponseret forskning påvirker resultater'). Industrien og diverse interesseorganisationer er desværre ikke de eneste, der gør brug af den slags ufine metoder. I sidste uge fik vi et glimrende eksempel på politisk pression, og det skal naturligvis ikke gå upåtalt hen.

Skovenes tilstand gik fra 'ringe' til 'god'

Anledningen til sagen var den, at Miljøministeriet skulle lave en indberetning om den danske naturs tilstand til EU. For at få faglig tyngde i vurderingen, havde ministeriet bedt eksperterne på Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) om at stå for evalueringen.

Da DMUs rapport var færdig i 2007 karakteriserede den bl.a. de danske skovenes tilstand som 'ringe'. Det passede imidlertid ikke Miljøministeriet, der derfor forsøgte at presse DMU til at ændre deres opgørelsesmetode, så vurderingen af skovene bliver mere positiv. Under en længere mailkorrespondance (der kan læses i uddrag her) nægtede DMU at gå på kompromis med deres faglighed, og de foreslår derfor, at man inddrog en tredjepart, der kunne stå for en second opinion. Det blev der dog ikke noget af, og det hele endte med, at indberetningen blev, som Miljøministeriet vil have den - og med lange passager direkte dikteret af ministeriet. Skovenes tilstand ændret fra 'dårlig' til 'god' og deres fremtidsudsigt fra 'ringe' til 'ukendt'.

I en pressemeddelelse skrev ministeriet, at rapporten var udarbejdet "i samarbejde med DMU" (Skov og Naturstyrelsen, pressemeddelelse 18.12 2007). Det er dog mildest talt lidt af en tilsnigelse at tale om samarbejde her. Der er nærmere tale om politisk pres, hvor ministeriet vred armen rundt på DMU for at sikre, at rapporten nåede frem til de konklusioner, der politisk set var mest opportune.

Hvilken rolle skal ekspertvurderinger spille i samfundsdebatten?

Politisk pression af den type rejser to principielle, videnskabsteoretiske spørgsmål, der nok er en diskussion værd. For det første: Er det ok at et ministerium dikterer indholdet i en forskningsrapport? For det andet: Hvis det ikke er ok, hvem har så ansvaret?

For at tage det første spørgsmål først, kan vi starte med at fastslå, at ministeriet ikke overtrådte nogen regler i sagen. Formelt set var det altså i orden, at ministeriet handlede, som det gjorde. Spørgsmålet er mere om det nu også var rigtigt og hensigtsmæssigt.

Det er selvfølgelig meget uheldigt, at EU og den danske befolkning er blevet misinformeret om eksperternes vurdering om skovenes tilstand. Men det er sådan set ikke det værste. Det værste er, at ministeriets handling var med til at underminere den autoritet videnskabelige eksperter generelt, og eksperter fra DMU specielt, har i befolkningen.

I et åbent demokrati som det danske har der traditionelt været en arbejdsdeling mellem videnskabelige eksperter og politikere. Eksterperne leverer fakta og politikerne tager sig af værdispørgsmål. Det er et værdispørgsmål om vi skal have sunde skove i Danmark eller ej. Hvis vi ønsker sunde skove, kan vi ved folketingsvalg stemme på politikere, der deler den værdi. Men hvordan skovene så har det er et faktuelt spørgsmål. Det er ikke noget, man kan stemme om.

Eller det vil sige: Man kan jo sådan godt stemme om det, sådan som man fx stemmer om det ene og det andet på netavisernes hjemmesider. Jeg tror dog, at de fleste af Videnskab.dks læsere vil være enige med mig i, at det er bedre og mere rationelt at spørge en kvalificeret ekspert, der kan undersøge sagen ved hjælp af de videnskabelige metoder, der har vist sig at være mest pålidelige inden for det domæne af virkeligheden, der nu er tale om.

Den måde at gøre tingene på er imidlertid under kraftigt angreb i disse år. Som beskrevet her på bloggen, forsøger industrien og interesseorganisationer at påvirke debatten ved at hyre eller presse videnskabsfolk til at komme med konklusioner, der passer i de pågældende organisationers kram. Derfor bliver man nødt til at se sig grundigt for, inden man fæstner for megen troværdighed til et videnskabeligt ekspertudsagn, og det er naturligt nok med til at undergrave den autoritet, videnskabelige eksperter generelt burde have. Det er beklageligt, at private aktører på den måde undergraver den rolle, videnskabelig viden spiller i samfundsdebatten, men at en offentlig myndighed gør det samme - og for dine og mine skattekroner - er direkte beskæmmende.

Miljøministeriet som Don Corleone

Men hvem har så ansvaret? Her må man nok starte med at gøre sig situationen og magtforholdene helt klar.

DMU er et sektorforskningsinstitut, der lever af at leverer forskningsopgaver på bestilling. Miljøministeriet er en af de vigtigste kunder, så DMU er altså økonomisk afhængig af ministeriet. Folkene fra DMU har desværre ikke udtalt sig i sagen, men i en lignende sag, hvor en brochure om klimaforandringer blev kraftigt omskrevet af daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) og daværende finansminister Thor Pedersen (V) inden den blev udsendt, forklarede de eksperter, der havde forfattet brochurens oprindelige tekst, at de ikke turde gribe ind af frygt for bevillingerne. De var simpelthen bange for, at de selv eller deres kolleger skulle miste jobbet, hvis de ikke makkede ret.

Det er, hvad miljøprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet karakteriserer som "Corleone-metoder" - man giver forskerne et tilbud, de ikke kan afslå (Ingeniøren, 25/9 2009). Man har selvfølgelig altid en eller anden form for ansvar for sine handlinger, men det er ikke rimeligt at stille eksperter i en situation, hvor de risikerer jobbet, hvis de fortæller sandheden. Derfor må Miljøministeriet og daværende Miljøminister Connie Hedegaard (K) påtage sig broderparten af ansvaret i denne sag.

Sagen viser dog også, at der er noget fundamentalt galt med den struktur, eksperternes betjening af ministerierne foregår under. Som nævnt ovenfor gjorde ministeriet formelt set ikke noget galt ved at presse forskerne på DMU, og det var tilsyneladende også relativt nemt for ministeriet at udføre pressionen i praksis. Så måske ligger en del af problemet (og dermed ansvaret) ikke kun hos sagens parter, men også i den struktur, de opererer under. Sagen understreger blot hvor vigtigt og presserende det er, at vi får skabt de institutionelle rammer, der kan sikre, at forskningen kan foregå frit og uafhængigt af pres - det være sig politisk pres eller pres fra industrien og andre særinteresser.

Bliver der stadig presset?

Det mest deprimerende ved det hele er dog, at sagen tilsyneladende ikke har haft nogen konsekvenser. Der er ingen, der har påtaget sig ansvaret, ingen der har beklaget eller bare sagt undskyld. Derfor må vi altså formode, at vi er i den meget uheldige situation, at det er helt acceptabelt at ministerier og ministre under den nuværende regering dikterer indholdet af ekspertrapporter på den måde, det skete i skovsagen. Den frygt blev kun bekræftet af, at den nuværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) ikke vil svare på, om Miljøministeriet stadig presser DMU til at ændre deres konklusioner. Og hvis en minister ikke vil benægte, at hans ministerium foretager sig noget potentielt kritisabelt ved man jo godt, hvad det betyder.

Den daværende miljøminister Connie Hedegaard har mig bekendt ikke kommenteret sagen. Hedegaard besidder nu posten som klimaminister. Det er i forvejen et område, hvor der er masser af interesser på spil og tilsvarende talrige forsøg på at øve pression på den videnskabelige debat. Det er derfor særlig vigtigt, at befolkningen i det mindste kan have tillid til den ekspertinformation, der bliver udarbejdet på Klimaministeriets regning. Desværre gør denne sag og Hedegaards manglende beklagelse af den det ikke lettere.

 

Det går ufatteligt godt

Og ingen skal komme og sige andet. Regeringen gider kun at støtte noget som støtter den. Det er der efter hånden utallige eksempler på.  Bjørn Lomborg på lønnings listen og den massive økonomiske støtte til den borgerlige tv kanal tv2 er bare to.
Der er masser af støtte til dem der gider provagandere for regeringens synspunkter. Alle andre er uduelige smagsdommere som ingen bør interessere sig for.
Det er kvalmt op nærmer sig provaganda, og det er godt at nogen råber op. Tak for det Mikkel

»Uafhængig« forskning

Da jeg i sin tid begyndte på universitetet blev det i første omgang på polit-studiet. Her fik vi at vide at vi i ministerierne typisk kunne få stillet en opgave om at lave en troværdig analyse, som ledte frem  til et bestemt [politisk ønsket] resultat.
Og da juristen Pia Gjellerup på et tidspunkt var finansminister under Nyrup blev hun voldsomt kritiseret for en rapport af netop denne type; polit.en havde åbenbart gjort arbejdet sådan at hensigten blev åbenbar. Så fremgangsmåden er altså ikke noget der er opstået under den nuværende regering.
Man må her beundre professor Peter Pagh for hans mod. Efter den nye universitetslov er forskingens uafhængighed jo på ingen måde sikret, og universiteterne befinder sig nærmest i samme pulje som de gamle sektorforskningsinstitutioner. Idéerne i den nye universitetslov er i øvrigt oprindeligt fremsat af daværende undervisningsminister Margrethe Vestager, R, og vedtaget af VK og S, idet R i mellemtiden var gået i opposition og tilsyneladende havde behov for en billig markering.
Imod var DF, SF og Enhedslisten. Og altså »officielt« Det radikale Venstre - så hvis S falder fra skifter flertallet...

Skræddersyede undersøgelser i beskæftigelsesministeriet

Ovenstående historie er desværre ikke enestående. Vor tidligere beskæftigelsesminister gik endda et skridt videre, idet han - inden undersøgelsen blev påbegyndt - gjorde det klart, hvilet resultat han ønskede undersøgelsen skulle nå frem til:http://www.checkjobnet.dk/essays/Indskraenket_selvglaede.htmHeller ikke da vagte hans fremgangsmåde nogen videre opstandelse, på trods af Jesper Tynells fremragende gennemgang af sagen i DR1's udsendelse: Orientering.Det går jo helt galt, når videnskabelige institutioner i praksis er på lønningslisten hos deres kunder i regeringen og derfor tvinges til at prostituere sig, for at sikre deres daglige brød.Prøv at overføre denne fremgangsmåde til det private erhvervsliv og forestil dig, at privatansatte forskere kun leverede resultater, som de mente ledelsen ville sætte pris på?- nok ikke en særlig hensigtsmæssig fremgangsmåde.dr. scient. Søren W. Rasmussenpensioneret, uafhængig forsker

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Mikkel Willum Johansen

Blogger om:

Videnskabsteori er elsket og hadet. Den kan bruges som den eddikesure, gamle mand, der vurderer, at fordybelse i et specifikt emne bestemt ikke kan kaldes reel forskning. På den anden side kan den med sin fleksibilitet bruges til at anerkende fordybelse i områder, som man ellers ikke ville kalde forskning. Videnskabsteorien giver anledning til at se på videnskabelige dilemmaer, kontroverser og de værdier, der styrer opfattelser og handlinger hos forskerne.

Andre bloggere i Teoribloggen:
Kristian H. Nielsen
Claus Emmeche
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo