Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Spiselige QR-koder skal forhindre fejlmedicinering

Annonce:

Mennesker reagerer forskelligt på medicin, og afhængigt af krop og sygdomsforløb er der ofte brug for forskellige mængder og medicinkombinationer til forskellige patienter.

Personlig medicin doseret nøjagtigt til den enkelte patient er dog svært at kombinere med masseproduktion af medicinen – men nu er der måske fundet en kreativ løsning på problemet.

Forskere fra Københavns Universitet og Åbo Akademi University i Finland har udviklet en metode til at producere medicin: De printer medicinen som en QR-kode på et spiseligt materiale. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

En QR-kode er en slags stregkode, som indeholder informationer, og som man kan scanne med for eksempel sin telefon.

Med printmetoden kan medicinen doseres helt nøjagtigt til patienten.

»Denne her teknologi er lovende, fordi man kan dosere det medicinske stof, præcist som man ønsker. Det giver en mulighed for at skræddersy medicineringen alt efter, hvilken patient der skal have det,« siger Natalja Genina, adjunkt på Institut for Farmaci i pressemeddelelsen.

Samtidig kan man scanne selve ’pillen’ og få informationer om den.

Annonce:

»Ved en hurtig scanning vil man kunne få alt at vide om det medicinske præparat med det samme. På den måde kan det potentielt reducere mængden af fejlmedicinering og være en sikring mod falsk medicin,« siger Natalja Genina i pressemeddelelsen.

Med metoden kan medicin tilpasses den enkelte patient, uden at det bliver meget mere omkostningsfuldt end traditionelt masseproduceret medicin.

»Hvis vi lykkes med at overføre denne metode til relativt simple printere, kan det muliggøre innovativ produktion af personlig medicin og kræve, at vi gentænker hele produktionskæden,« siger professor Jukka Rantanen fra Institut for Farmaci i pressemeddelelsen.

Den videnskabelige artikel om de spiselige QR-koder er udgivet i International Journal of Pharmaceutics.

I videoen kan du se, hvordan de spiselige QR-koder printes.

Video: Københavns Universitet

Annonce:

eh