Shell Eco-marathon er de ingeniørstuderendes Roskilde Festival. I modsætning til Roskilde er luften ikke fuld af spruttåger og urinstøv, men oliedunst og hamren og banken fra hundredvis af motorrum.
De studerende har hver deres lejr, hvor de er samlet omkring deres projekt. Flere lejre har deres eget musiksystem og fylder langt ud på midtergangen.
De er tilmed også sent oppe, når de står og knokler med at få deres biler klar til at give de andre biler brændstoføkonomisk baghjul.
Om dagen går det så løs. Konkurrencen er hård, men kærlig. De to danske hold klarede det ualmindeligt flot i år.
Det kan du se meget mere om ved at kigge på galleriet herover eller på de to videoer fra bilerne herunder, som gengiver noget af oplevelsen fra de rotterdamske veje.
Videoerne herunder er fra henholdsvis Aalborg Universitets første gennemkørsel af ruten, og DTU Roadrunners første testkørsel som et time-lapse - sammenklip af et væld af billeder.
Presseopbuddet til Shell Eco-marathon er massivt. Her interviewes Team Energy Aalborgs andenkører, portugisiske Liana Madaleno af internationale medier. Det var dog, holdets førstekører, nepalesiske Rakesh Singha, der stod for alle de officielle kørsler. (Foto: Jeppe Wojcik)
Holdene af ingeniørstuderende har et værksted, hvor de kan skrue på deres bil, inden den skal i aktion. Her er Aalborgs bil, Carbon Cobra under kærlig behandling. (Foto: Jeppe Wojcik)
Motoren i Team Aalborg Energys bil i Prototype-klasse kører på brint ved hjælp af en lille brændselscelle. Motoren er bestilt hjem fra Kina. (Foto: Jeppe Wojcik)
Inden løbene aflæses det røde flowmeter midtfor i billedet af Shells officials. Flowmeteret er kalibreret og godkendt af Shell. (Foto: Jeppe Wojcik)
En Shell-official aflæser flowmeteret i start-området inden Carbon Cobra skal ud på banen. Til venstre ses teamleder Kristian Kjær Justesen. Holdets vejleder, lektor Søren Andreasen, sidder på hug ved siden af køretøjet. (Foto: Jeppe Wojcik)
Den lave bil skal holde en konstant fart på omtrent 25 kilometer i timen, for at brændstofforbruget er optimalt. Derfor skal køreren forsøge at holde foden fra bremsen, hvilket ofte kan være svært med mange biler på banen. (Foto: Jeppe Wojcik)
Efter løbet regner lektor Søren Andreasen på tiden. I deres fjerde og sidste løb opnåede Aalborg 327 kilometer på en kilowatt-time. (Foto: Jeppe Wojcik)
Det var en overgang nok til en tredjeplads i deres kategori. Desværre blev de overhalet indenom af et italiensk hold, der kørte 337 kilometer på en kilowatt-time, så de endte på en fjerdeplads. Holdet havde kørt op til deres forventninger og klemt så mange kilometer ud af den mindst mulige mængde brint, så det var svært at være utilfredse for dem. (Foto: Søren Svendsen)
Udover et benzinøkonomisk motorløb har øko-maratonet også andre aktiviteter med energi-fokus. Her reklamerer Michelinmanden for energibesparende dæk. (Foto: Jeppe Wojcik)
I denne hal er de cirka 180 deltagende hold samlet med hver deres værksted. De studerende bor på en campingplads lige ved siden af. (Foto: Jeppe Wojcik)
Det nok flittigste hold på værkstedet er DTU Roadrunners, der stiller op med deres bil Carbon Cobra. Hele dagen og natten igennem arbejder holdet på at optimere bilen. (Foto: Jeppe Wojcik)
Teamleder Andreas Junker-Holst bevarer overblikket, mens problemerne melder sig, f.eks: En revnet ethanoltank, to ødelagte relæer og problemer med strømmen. (Foto: Jeppe Wojcik)
Bilen er klar, og transporteres på rullebord til startområdet. (Foto: Jeppe Wojcik)
Kører Anne Mette Vraa skal vejes med bilens "bagage", for at sikre at hun lever op til vægtkravene. (Foto: Søren Svendsen)
Inden løbet måles temperaturen og mængden af bioethanol præcist. Det samme gøres når bilen krydser målstregen. Ud fra det udregnes bilens brændstofforbrug. (Foto: Søren Svendsen)
Anne Mette Vraa er klar til afgang, flankeret af Jacob Jeppesen og Andreas Junker-Holst. DTU's bil, Dynamo 8,0 kører i Urban Concept-klassen, hvor bilerne skal ligne en lille bybil. (Foto: Jeppe Wojcik)
Mens Anne Mette Vraa kører, kan holdkammeraterne blandt andet følge hendes hastighed og motorens tilstand på en computer. (Foto: Jeppe Wojcik)
Teamleder Andreas Junker-Holst og hans medstuderende Jacob Jeppesen tager tid og holder telefonisk kontakt Anne Mette Vraa bag rattet.(Foto: Jeppe Wojcik)
Løbet bliver for første gang afholdt på afspærrede gader i udkanten af Rotterdam. Det betyder et grovere underlag for bilerne samt flere og skarpere sving. (Foto: Jeppe Wojcik)
Anne Mette Vraas holdkammerater venter på tribunen ved målområdet. Hver gang hun kører forbi, får hun er bølge. (Foto: Jeppe Wojcik)
Anne Mette Vraa træder glad og tilfreds ud af bilen efter af have kørt et fremragende løb. Det er hedt i den lille, sorte bil, når solen skinner og adrenalinen pumper. (Foto: Jeppe Wojcik)
611 kilometer på det der svarer til en liter benzin, må siges at være imponerende. Det rakte ikke alene til en førsteplads i kategorien ethanolbiler, men også en førsteplads i hele Urban Concept-klassen, 215 kilometer bedre end nummer to. Tilmed var DTU-holdets resultat en ny verdensrekord. (Foto: Søren Svendsen)
Dynamo 8,0 har gjort sit arbejde godt og er klar til at blive kørt i garagen. Men DTU vender helt sikkert tilbage igen til næste år. (Foto: Jeppe Wojcik)
1
/
23