I nat sprang champagnepropperne i det europæiske forskningscenter CERN i Schweiz. Kun 10 dage efter, at den uheldsramte accelerator LHC blev startet op igen, satte den rekord. Så nu er LHC den kraftigste partikelaccelerator, der nogensinde har eksisteret.
I de seneste mange år har det ellers været Tevatron i det amerikanske forskningscenter Fermilab, der har haft rekorden. Den nåede op på en energi af 0,98 TeV pr. partikelstråle i 2001. Men i nat strøg LHC altså forbi, da protoner i acceleratoren blev accelereret op til en energi af 1,18 TeV.
Nu skal de to partikelstråler - én fra hver sin retning i den kæmpemæssige accelerator - have endnu mere fart på, før de bringes til at kollidere. Det skal ske før jul.
Sammenstød ved 7 TeV i 2010
I starten af næste år skal energien stille og roligt skrues op til 3,5 TeV pr. protonstråle, så protonerne støder sammen med en energi på 7 TeV. Og så står fysikerne klar ved instrumenterne.
Hele ideen med at accelerere protoner op til hastigheder uhyre tæt på lysets er nemlig, at man lader dem støde sammen og ser, hvad der sker. Jo mere energi, desto større chance for at detektere partikler, der aldrig er set før - og på den måde få mere at vide om, hvordan universet er skruet sammen.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Big Bang Blog
TeV er i øvrigt en forkortelse for teraelektronvolt. Tera betyder billioner, og elektronvolt er den enhed for energi, som partikelfysikere foretrækker at bruge.
De 1,18 TeV, som LHC nu er kommet op på, svarer til 0,19 mikrojoule. Det er en meget beskeden mængde energi i den makroskopiske verden, men når den er koncentreret på et uhyre lille område, som det er tilfældet i acceleratoren, er det nok til at skabe helt nye partikler.

































