Det amerikanske militær stod under den kolde krig for udviklingen af en lang række computerteknologier, blandt andet verdens første internet. Det var frygten for atomangreb fra Sovjetunionen, der var den drivende kraft.
I december 1958 blev det stort anlagte forsvarssystem SAGE (Semi-Automated Ground Environment) operationsdygtigt.
\ Læs mere
Det bestod af 24 kontrolcentre for radarovervågning og databehandling, som alle var udstyret med tidens mest avancerede computerteknologi med interaktive skærme og lyspenne.
SAGE var designet til at identificere fjendtlige fly og koordinere USA’s luftforsvar og modangreb. SAGE var ikke et egentligt internet, men den vidtstrakte brug af computere viste, at pålidelig kommunikation mellem computere kunne have betydning for selve USA’s eksistens.
Informationer ad mange veje
I 1960 var den unge forsker Paul Baran (1926-2011) netop blevet ansat ved den militære tænketank RAND Corporation (Research ANd Development), hvor han som en af sine første arbejdsopgaver påtog sig at udtænke et system, der kunne gøre digitale kommunikationssystemer mere pålidelige.
Han viste ved hjælp af matematiske modeller og computersimulering, at et distribueret kommunikationssystem med mange ligestillede kommunikationscentraler er mere overlevelsesdygtigt i krig end et centraliseret system, der går ned, hvis dets ene eller få øverste kommunikationsenheder bliver ramt.
Fordelen ved det distribuerede netværk er, at der er mange veje at sende information ad gennem netværket.
Med andre ord: Netværket har en høj redundans, og det øger dets styrke og pålidelighed, selv om flere af dets knudepunkter skulle gå ned.
Som et jernbanetog med sporskifter
Barans grundlæggende ide var at dele alle budskaber op i mindre enheder.
Alle informationsenheder indgår i såkaldte informationspakker, der ud over selve budskabet også indeholder adressen på modtageren samt en kode, der angiver budskabets placering i den samlede informationspakke. Baran kaldte teknikken for 'afsendelse af den varme kartoffel'.
Alle knudepunkter i netværket har til opgave at videresende de modtagne informationspakker hurtigst muligt til næste ledige knudepunkt, som om informationen er en varm kartoffel, ingen vil holde fast på. Der er ingen forudbestemt vej gennem netværket, og der er ingen central kontrolenhed, der holder styr på flowet af information.
Der er kun et netværk med mange knudepunkter, mange forbindelseslinjer og en kontinuerlig strøm af informationspakker – de varme kartofler – der skal af- og videresendes.
Ved et tilfælde opdagede Baran, at den britiske forsker Donald Davies (1924-2000) helt uafhængigt var kommet på samme ide. Davies kaldte teknikken budskabs- eller pakkeskifte, da informationspakkerne bevæger sig gennem netværket som jernbanetog gennem mange sporskifter, og det er også den terminologi, der bruges i dag.
Barans analogi mellem information og varme kartofler er glemt.
E-mails blev hurtigt populære
Verdens første internet hed ARPANET efter det amerikanske Advanced Research Projects Agency (ARPA), der ligesom RAND var enforskningsorienteret tænketank oprettet under den kolde krig med militære formål for øje. Lawrence Roberts (f. 1937) var leder af ARPANET-projektet med både Davies og Baran som konsulenter.
Første udgave af ARPANET var operationsklart i 1971. Det bestod af 15 knudepunkter, der hver især udgjorde mindre lokale computernetværk på nogle af de største amerikanske universiteter.
Verdens første e-mail blev sendt af Raymond Tomlinson (f. 1941) via ARPANET mellem to maskiner, der stod lige ved siden af hinanden, så det var nemmere for Tomlinson straks at tjekke, om beskeden var nået frem. Tomlinson opfandt også brugen af @ til at adskille brugernavn fra netværksadresse.
E-mails blev hurtigt en af de mest anvendte applikationer på ARPANET og er det stadig på internettet.
Internettets 'rygrad' består af netværkscentre
Forskere tilknyttet ARPANET udviklede en protokol for netværkets informationspakker og kommunikationen mellem de forbundne computernetværk, den såkaldte TCP/IP (Transmission Control Protocol/Internet Protocol).
I dag består internettets 'rygrad' af militære, civile og kommercielle netværkscentre, der transmitterer langt størstedelen af den støt stigende informationstrafik på internettet.
Økonomien er delvist styret af de såkaldte ligemandsaftaler, der tillader brug af hinandens netværk, men der findes også betalingsmodeller.
De syv største internetudbydere i verden, Level 3 Communications, TeliaSonera International Carrier, CenturyLink, Vodafone, Verizon, Sprint og AT&T Corporation, kan sende information via alle dele af internettet uden at betale for brug af andres netværk.
Hypertekst-ideen var ikke ny
Der er mange computerprogrammer, der gør brug af internettet, og det er ved hjælp af disse applikationer, at brugere får gavn af det verdensomspændende computernet. Den mest udbredte applikation er internetbrowseren, der bruger systemet World Wide Web (www), der blev opfundet af Tim Berners-Lee (f. 1955) i samarbejde med blandt andre Robert Cailliau (f. 1947).
Berners-Lee og Cailliau arbejdede ved det europæiske forskningscenter CERN og ville organisere den eksisterende information ved CERN på en overskuelig og let tilgængelig måde.
I 1990 foreslog de et informationssystem, hvor al information var opdelt i såkaldte hypertekster, der kunne tilgås gennem CERNs computernetværk ved brug af en unik adresse, der senere blev kaldt URL (Uniform Resource Locator).
Hypertekst-ideen var ikke ny, men stammede fra tidligere forskningsprogrammer. Berners-Lee og Cailliaus nyskabelse var at bruge hypertekster i forbindelse med computernetværk.
Berners-Lee skrev i 1990 det første browserprogram, som gjorde brug af HTML (HyperText Markup Language) med tilhørende webserver og hjemmeside. Tre år senere udviklede et forskerhold under ledelse af Marc Andreessen (f. 1971) ved National Center for Supercomputing Application i USA en af verdens første grafiske browsere.
Pornoindustrien tjente hurtigt mange penge
I slutningen af 1990'erne fik mange firmaer øjnene op for internettets kommercielle muligheder. En af de første brancher, der tjente mange penge her, var pornoindustrien. Internettet viste sig hurtigt at være pornoens våde drøm, der gjorde det muligt at distribuere pornografisk materiale let, billigt og med fuld anonymitet.
Pornoindustriens voksende interesse stimulerede udvikling af ny software til fildeling, sociale netværk og beskyttelse af økonomiske transaktioner. Mange andre brancher var tiltrukket af pornoens hurtige økonomiske succes på nettet, og nye internetvirksomheder blev i løbet af få år genstand for overdreven spekulation.
\ Læs mere
Den såkaldte dot com-boble nåede sit klimaks 10. marts 2000 med skyhøje aktiekurser. Efterfølgende gik mange af de nye virksomheder konkurs, da det viste sig, at deres forretningsmodel ikke var bæredygtig. Internetøkonomien voksede ikke ind i himlen, men faldt tværtimod hårdt til jorden, og det tog et par år, før den nedadgående tendens blev vendt.
Pornobranchen var som nævnt med til at sætte gang i brug af sociale netværk på internettet. Op imod halvdelen af de første brugergrupper på nettet handlede om sex, og de første chatrum blev også i høj grad brugt af folk med interesse for sex, porno og dating.
Pornoindustrien lukrerede på internettets nye muligheder for hurtigt at dele information, billeder og kommentarer og finansierede også selv udvikling af sociale tjenester.
Sociale medier har oplevet stor vækst
I dag er sociale medier en bred fællesnævner for de mange applikationer, der bruger internettet til at lave og vedligeholde sociale netværk. Sociale medier er ikke nødvendigvis knyttet til internettet, og der var sociale medietjenester via telefonnettet før internettets udbredelse i 1990'erne, men de internetbaserede sociale medier er i dag de mest udbredte.
Sociale medier er også den internetbranche, der siden 2010 har oplevet størst vækst. Til forskel fra nyhedsmedier og underholdningsmedier er indholdet på sociale medier primært lavet af brugerne. Man deler billeder og historier, kommenterer hinandens indhold og skaber sig et socialt netværk.
En af de første sociale netværkstjenester med høj popularitet var Friendster (lanceret i 2002), der var et online-fællesskab for venner og dating. Året efter kom LinkedIn og MySpace. LinkedIn er en populær tjeneste med 364 millioner brugere i 2015, og den bliver mest brugt i professionelle sammenhænge.
På LinkedIn har man ikke 'venner', men i stedet 'forbindelser'. MySpace har fokus på musik og var i perioden 2005-2008 det mest populære sociale medie på internettet. Den status er nu overtaget af Facebook, der blev grundlagt af Marc Zuckerberg (f. 1984). I 2015 var der anslået 1,4 milliard aktive brugere på Facebook: Godt en sjettedel af Jordens befolkning.
Facebooks popularitet og smartphones
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Facebook er populært, fordi folk kan lide at kommunikere med hinanden via internettet, men også fordi virksomheden Facebook allerede ved lanceringen i 2007 valgte at gøre dele af programmet tilgængeligt for andre firmaer. Det betyder, at der er en hel underskov af applikationer, der kører i Facebook-programmet.
Facebooks popularitet hænger også sammen med udbredelsen af smartphones, der med opkobling til internettet gør det lettere at bruge sociale medier overalt.
Facebook er en fuldt integreret del af mange menneskers liv, og ikke mindst unge har taget Facebook til sig på godt og ondt.
I april 2013 skrev en niendeklasseselev på debatsiderne i det traditionelle nyhedsmedie Politiken:
»Alle, jeg kender, er online. Facebook er det største sociale fællesskab, jeg kan melde mig ud af.«
