Vi kender alle til en på Facebook med tusind eller flere venner. Det bekræfter tilsyneladende ideen om, at internettet og de sociale medier åbner for en ny æra, hvor vi så at sige kan være venner med hele verden.
Nu har den berømte britiske antropolog Robin Dunbar fra Oxford University dog testet den idé og vist, at antallet af personlige venner på Facebook faktisk er præcis det samme som i normale sociale netværk, nemlig omkring 150, også kendt som Dunbar-tallet. (Ja, opkaldt efter Robin Dunbar, og det siger helt kort, at mennesker kan have 150 venner).
»Det viser, at internettet ikke har tilladt os at bryde det tal, som mange ellers har foreslået,« siger Robin Dunbar, som netop har offentliggjort studiet i det videnskabelige tidsskrift Royal Society Open Science.
Den sociale verdens love gælder på Facebook
Mange har peget på, at internettet og de sociale medier gør det muligt at tale til nærmest uendeligt mange uden at trække veksler på ens sparsomme tid.
»Men selv på Facebook kan vi kun håndtere et bestemt antal venner,« siger Jakob Linaa Jensen, der er forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i brugen af Facebook.
»Man kan sige, at det ikke er så overraskende, fordi Facebook og de sociale medier er en del af den sociale verden, så derfor gælder den sociale verdens love også der.«
Ifølge Robin Dunbar peger fundet på, at de begrænsninger, som lægger loft på antallet af venner, vi kan magte at have i hverdagens offlineverden, også gælder online.
»Jeg mener, at det i sidste ende skyldes, at venskaber ikke kan klare sig uden direkte kontakt og samvær. Det ser ud, som om vores psykologi ikke er sat fri af internettet endnu,« siger Dunbar.
»Dunbar-tallet er meget interessant, fordi det fortæller noget om, hvordan vi mennesker omgås hinanden, og hvordan vi kan forholde os til hinanden,« siger Jakob Linaa Jensen.
Dunbar-tallet sætter tal på sociale cirkler
Tallet fandt Robin Dunbar tilbage i slutningen af 1980'erne. Dengang studerede han menneskeaber som chimpanser, som bruger meget tid på at styrke indbyrdes sociale relationer ved at nusse hinanden og rense pelsen for utøj. Omtrent samtidig fødtes en ny idé om, at menneskeabernes hjerne gennem evolutionen har udviklet sig usædvanligt stor for at holde styr på komplekse sociale relationer i gruppen.
Specielt et område i hjernen lige over øjnene kaldet neocortex er vigtigt, og forskerne viste, at gruppestørrelsen af forskellige abearter og størrelsen af artens neocortex hænger sammen.
Det slog Dunbar at se på, hvordan det forholdt sig med mennesker, og han fandt, at vores neocortex lander på et større tal end andre menneskeaber, men stadig det meget overskuelige tal 150.
Det er så at sige de mennesker, vi kan magte at have en social relation til, eller som Dunbar siger, dem vi kunne bede om et lån på for eksempel 1.000 kroner og forvente, at de ville sige ja uden videre.
Det sjove er så, at det tal viser sig at gå igen i rigtig mange sammenhænge. For eksempel størrelsen på grupper af jæger-samlere, militærenheder fra Romerriget til Sovjetunionen og størrelsen af landsbyer 1.000 år tilbage i Europa.
»De seneste 20 år har vi arbejdet med at forstå det tal,« siger Robin Dunbar.
Det viser sig, at de 150 faktisk varierer individuelt fra cirka 100 til cirka 200 for de mest sociale af os, men mere interessant at der er tale om en serie tal, der tredobles op eller ned.
Det næste trin ned er omkring 50, som Dunbar betegner, som de venner man ville invitere til en stor fest som et bryllup. Blandt de 50 er der omkring 15, som er ens nære venner, dem man faktisk ser og taler med, og blandt disse er cirka fem ens bedste og mest fortrolige venner. Det er dem, som man vil vende sig til og forvente at få hjælp af i tilfælde af en alvorlig krise som skilsmisse eller økonomisk ruin.
Den anden vej er tallet 500 bekendte, mens 1.500 er det højeste antal man kan sætte navn på et ansigt.
Hjernen og tiden begrænser antal venner
Dunbar-serien sætter tal på det, vi ubevidst kender fra hverdagen. Vores venskaber er som ringe i vandet med få venner i den inderste ring, hvor relationen er tættest og stærkest, og flere venner længere ude, hvor relationens styrke til gengæld falder. Men venskaberne skal plejes, og afhængigt af, hvor meget tid man bruger sammen, kan et venskab flytte ind og ud af cirklerne.
Robin Dunbar finder, at der er to grundlæggende begrænsninger. Den første er størrelsen af vores hjerne, og den kan vi ikke gøre så meget ved, mens den anden altså er tid.
Man har kun så meget tid i hverdagen til at mødes og drikke en kop kaffe eller få en sludder over telefonen. Meget sigende har studier tidligere vist, at når man får en seriøs kæreste, koster det en ven fra den inderste cirkel. Simpelthen fordi romantiske forhold er tidskrævende.
Det er her, Facebook kommer ind i billedet, fordi der ikke er nogen grænse for, hvor mange der kan læse vores opslag.
Robin Dunbar ville teste betydningen af de sociale medier, og muligheden bød sig, da en kiksefabrikant søgte hans hjælp til et forstudie for en reklamekampagne.
Kikseundersøgelse bag forskningen
»De ville grundlæggende ud med budskabet om at slukke for skærmen og i stedet gå ud at møde vennerne over kop te og en af vores kiks,« siger Dunbar.
De skulle bruge hjælp til at analysere data fra en spørgeskemaundersøgelse, og til gengæld fik Dunbar et par af hans egne spørgsmål med: Hvor mange Facebook-venner, der er ens venner, og hvor mange af disse, man anser som nære venner, samt hvor mange af dem man ville ty til for hjælp, hvis de kom i en virkelig alvorlig krise.
Med andre ord det, der svarer til Dunbar-tallene for de fem kernevenner, de 15 nære venner og så den brede vennekreds af 150.
Spørgeskemaerne kom ud til to forskellige grupper tilfældigt udvalgte voksne mellem 18 og 65 år fra hele England med henholdsvis 2.000 og 1.375 deltagere. Dermed får man to forskellige vinkler på den samme historie, og det gør resultatet mere sikkert.
»Det er første gang, vi laver sådan en undersøgelse af Dunbar-tallet på en stor gruppe repræsentativ for hele befolkningen‚ og det er vigtigt for mig, fordi vi trods mange data faktisk kun har små studier og oftest kun på universitetsstuderende. Så jeg har hele tiden haft en bekymring om, hvorvidt tallet nu også var rigtigt,« siger Robin Dunbar.
Men han behøvede ikke at være bekymret, for i begge grupper lander tallene fuldstændig i de samme lag som Dunbar-tallene.
De kan se, at selv mennesker med cirka 1.000 Facebook-venner har de samme lag med de to inderste cirkler omkring fem og 15.
»Det er formentlig mennesker, de aldrig taler med, men bare tillader dem at være voyeurer i deres sociale netværk og følge med på Facebook,« siger Robin Dunbar.
Facebook kan måske bremse forfaldet
Fundet går ifølge Dunbar tilbage til viden fra vores almindelige venskaber om, at man er nødt til at investere noget tid i det enkelte venskab og rent faktisk mødes ansigt til ansigt. Kvaliteten af Facebook-forbindelser er simpelthen ikke høj nok til at skabe en dybere forbindelse som et rigtig venskab.
Vi kan grine ad YouTube-film med katte og se billeder af andres morgenmad, men uden den direkte kontakt bliver det aldrig rigtig vedkommende.
»Vi ved fra vores forskning, at det er svært at forholde sig til et stort antal Facebook-venner, og når man skal forholde sig til et stort antal, bliver det, man 'poster', meget overfladisk frem for nært,« siger Jakob Linaa Jensen.
Men selv om Facebook tilsyneladende ikke kan øge folks sociale cirkler, kan det alligevel spille en vigtig rolle i at vedligeholde venskaber.
»Venskaber smuldrer meget hurtigt, hvis man ikke har kontakt i et halvt års tid, og sociale medier kan meget vel bremse det henfald. Men på lang sigt vil venskaber dø ud, hvis ikke de indimellem styrkes af kontakt ansigt til ansigt‚« siger Robin Dunbar.
