Natten mellem torsdag og fredag blev lg Nobel 2016 uddelt. Priserne udgives til forskning, der først får os til at grine og derefter tænke, som det så poetisk hedder i beskrivelsen af prisen.
Læs om de mange fantatiske og revolutionerende videnskabelige gennembrud herunder.
Biologi: Livskrise sendte menneskelig ged til toppen af verden
Har du nogensinde mærket lysten til at stikke af fra det hele komme snigende? Har du så gjort noget ved det?

Måske du har taget et kurophold på en kro i Jylland. Men det er nok de færreste, der rigtig har trukket stikket – i hvert fald på et niveau, hvor man kan siges at have fulgt i Thomas Thwaites’ fodspor.
Da Thomas Thwaites følte livets stress og jag komme for tæt på, besluttede han sig for at skifte tilværelsen som menneske ud med det frie liv som ged. På bjergskråningerne i Schweiz.
Han iførte sig specialfremstillede proteser, der gjorde det muligt at gå på alle fire som en ged, og så sprang han ellers af sted. Han beretter, at han måtte kæmpe lidt for at blive accepteret i gedeflokken, men det endte med at lykkes.
Videoen herunder fortæller, hvordan eventyret gik.
Måtte dele prisen med mand, der havde levet som grævling
Livet som ged sikrede Thwaites lg Nobel i biologi. En pris han måtte dele med Charles Foster, der har levet som grævling, odder, hjort, ræv og en fugl og udgivet bogen Being a Beast om sine oplevelser.
Mens Foster levede som grævling, sov han på en walisisk bjergskråning og gumlede på regnorme. Tiden som odder brugte han på at svømme og fange fisk med sine tænder. Fosters bevæggrund for hele projektet var, at han ville forstå dyrenes og menneskenes liv bedre.
Reproduktion: Polyester-trusser sænker rotters seksualtrang
Polyester, bomuld eller uld… har du nogensinde tænkt over, hvad det betyder for din seksualtrang, hvilket materiale dit undertøj er syet af?
Eller for at være mere præcis: Har du nogensinde spekuleret over, hvad det betyder for rotters seksuelle aktivitet, om de bærer undertøj af det ene eller andet materiale?
Ahmed Shafik nøjedes ikke blot med at tænke over spørgsmålet. Han undersøgte det videnskabeligt. Han iførte 75 rottehanner undertøj i enten ren polyester, en blanding af bomuld og polyester, ren bomuld, ren uld eller lod dem forblive nøgne. Nøgne!

Resultaterne udgav han i to videnskabelige artikler i 1992 og 1993. Ahmed Shafik gik bort i 2007, men hans banebrydende forskning levede videre, og natten mellem d. 22. og 23. september 2016 blev han kronet med årets pris i kategorien reproduktion.
… og resultatet: Rotter, der bar ren polyester eller polyester blandet med bomuld virkede mindre seksuelt engagerede. Sandsynligvis fordi materialerne skabte elektrostatiske felter i rotternes unævnelige dele.
Økonomi: En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve, ergo…
Inden du slutter Erasmus Montanus berømte argumentationsrække, der bygger på den snævre verdensanskuelse, at sten ikke kan flyve, bør du lige læse de næste par linjer.
Årets økonomipris gik nemlig til et hold af meget insisterende forskere. De undersøgte opfattelsen af stens personligheder ud fra et salgs- og marketingsperspektiv.
Måske kan Morlille alligevel flyve?
Forskernes mål var at udfordre Aakers teori om ’brand personality’. Det gjorde de ved at undersøge, hvilke personligheder deltagerne i forsøget tilskrev stenene.
Forskernes konklusion stiller spørgsmålsregn ved gyldigheden af de anvendte metoder til evaluering af markedsføringskoncepter (forsøgspersonerne tilskrev stenene ret detaljerede personligheder). Deres videnskabelige artikel kan du læse her.
Medicin: Kløe kan lindres alternativt
Tyskerne holder sig ikke tilbage ved årets prisoverrækkelser. Et hold af tyske forskere løste et stort medicinsk problem og blev passende belønnet med medicinprisen.

De opdagede, at en kløen i kroppens venstre side kan lindres ved at kigge i et spejl og klø på kroppens højre side (og vice versa).
Perception: Stik hovedet mellem benene
Årets perception pris gik til to japanske forskere, der turde vende tingene lidt på hovedet (hø hø).
De har studeret, hvordan det påvirker den menneskelige opfattelse af størrelse og distance ift. forskellige objekter, hvis man bøjer sig ned og ser på dem ind gennem sine ben.
Om forskerne oplevede svimmelhed under indsamlingen af deres opfattende empiriske materiale, melder historien ikke noget om.
Forsøget må gerne repliceres derhjemme.
Fysik: Ny spøjs viden om insekter
Fysikprisen stod i insekternes tegn. To hold forskere har flyttet barren for, hvad vi ved om små flyvende væsener.
Det ene forskerhold konkluderede, at hvidhårde heste er de mest hesteflueresistente heste, mens den anden gruppe besvarede det nagende spørgsmål, hvorfor guldsmede er fatalt tiltrukket af sorte gravsten.
Kemi: Volkswagen vandt for snyd
Årets kemipris gik til den skandaleramte bilproducent VW, der har rykket grænserne for, hvordan man kan nedbringe bilernes forureningsniveau under tests. Ja, den tyske bilgigant Volkswagen blev hædret i denne kategori:
»… for at løse problemet med bilers massive udledning af forurening ved automatisk, elektromekanisk at sænke forureningsudledningen hver eneste gang biler bliver testet.«
Så vidt vides deltog ingen fra VW-koncernen ved prisoverrækkelsen.
Psykologi: Forskere afgjorde, hvad der er løgn
Hvor meget lyver du? Og du SKAL sige sandheden! Forskere fra Belgien, Holland, Tyskland, Canada og USA gik sammen for at forske i et svært tilgængeligt område af det menneskelige sind: løgnen.
De modtager årets psykologipris for at have spurgt 1.000 mennesker, hvor ofte de lyver og for at have besluttet sig for, om de skulle stole på svarene eller ej…
Fred: Bullshit-detektor får prisen
Fredsprisen gik til en flok af forskere, der satte sig for at undersøge modtagelsen og påvisningen af pseudo-dybsindig bullshit.
I studiets konklusion hedder det blandt andet: »Vores resultater tyder på, at en bias i retning af at acceptere udsagn som sande kan være en vigtig bestanddel af pseudo-dybsindig bullshits modtagelighed.«

Litteratur: Hæder til svensk fluesamler
Selvom Danmark ikke direkte modtog en pris, var vi uhyggeligt tæt på ved årets ceremoni. Vort svenske broderfolk blev nemlig præmieret med årets litteraturpris.
Modtageren var Fredrik Sjöberg for det første bind i hans selvbiografiske trebindsværk om glæden ved at indsamle fluer, der er døde og fluer, der endnu ikke er døde.
Et stort tillykke til svenskerne, som i øvrigt også var involveret i forskningen i hestefluer og heste!



































