Det er blødt, og det kan strækkes som gummi.
Forskere fra University of Cambridge har – med inspiration fra elektriske ål – skabt et blødt og strækkeligt gummibatteri, skriver universitet i en pressemeddelelse.
Det nye batteri kan bruges til ‘bløde’ robotter og sågar blive tilkoblet hjernen i forbindelse med medicin og som behandling for lidelser som epilepsi, skriver forskerne.
Det er den elektriske åls særlige gele-agtige muskelceller, der kan lamme ålens bytte, som forskerne lod sig inspirere af, da de designede batteriet.
Batteriet bliver sammenlignet med ‘klistret lego’, da batteriet består af en lang struktur, der deles op i lag, kan blive op til ti gange sin oprindelige længde og samtidig levere strøm.
Det bløde batteri er lavet af såkaldte hydrogeler; et 3D-netværk af lange molekylekæder kaldet polymerer, der indeholder over 60 procent vand.
»Det er svært at designe et materiale, der både er meget strækbart og meget ledende, da disse to egenskaber normalt er i modstrid med hinanden,« siger studiets førsteforfatter, Stephen O'Neill, der er ph.d.-studerende ved University of Cambridge, i pressemeddelelsen.
Han pointerer, at ledeevnen normalt svækkes, når materialer strækkes.
Ud over materialets blødhed er hydrogelerne også meget seje. De kan derfor modstå at blive klemt uden at miste deres oprindelige form, og kan endda helbrede sig selv, når de bliver beskadiget.

































