Fantastisk opfinderarkiv åbner dørene for Videnskab.dk
Rigsarkivets samling af patentansøgninger har i mange år ligget skjult i forglemmelse. I en serie på Videnskab.dk ser de spændende opfindelser igen dagens lys.

Videnskab.dk kigger blandt andet nærmere på, hvad antages at være Danmarks første fungerende dykkerdragt, som ses på denne tegning fra 1838.(Tegning: Opfinderne brødrene Møller).

Videnskab.dk kigger blandt andet nærmere på, hvad antages at være Danmarks første fungerende dykkerdragt, som ses på denne tegning fra 1838.(Tegning: Opfinderne brødrene Møller).

Rigsarkivets patentarkiv rummer spændende og ukendte dele af den danske teknologihistorie.

Bag ansøgninger og tekniske tegninger af de snilde opfindelser gemmer sig historier om livsfare, pengemangel og aftener med slid og slæb. Fortidens opfindere kom langt fra sovende til de nye ideer.

Men det værste er næsten, at cremen af de gamle danske opfinderes anstrengelser nu ligger og samler støv i glemsel og vansmægter i ensomhed i Rigsarkivet.

Ind i mellem kommer der dog en betænksom arkivar forbi.

Historiker Jørgen Mikkelsen lader sig ikke skræmme af kancellisprog fra 1800-tallet, røde laksegl og enorme mængder af dokumenter.
»Det er virkelig fascinerende stof, og det er en del af håndværket som arkivar at kunne læse de gamle tekster,« siger han.

Han har inviteret Videnskab.dk med på en ekspedition i det hengemte slaraffenland af opfindelser.

850 meter kasser

Videnskab.dk besøger Patentarkivet, der består af mere end 850 meter arkivkasser med cirka 500 dokumenter i hver kasse.
De grå arkivkasser med numre står stablet i lange rækker. Gulvet, vi står på, er formet som et net i metal, så man kan samtidig se ned til underetagen, hvor lige så mange grå arkivkasser står stablet, så langt øjet rækker.

»Vi bevarer alle de patentansøgninger, vi modtager, for tid og evighed,« siger Jørgen Mikkelsen.

Luften er tør og rummet ret koldt. Der skal helst være 15 til 18 grader for "det er det, papir synes bedst om", men i disse gamle arkiver kan temperaturen godt snige sig længere op. De store mængder af dokumenter er dog i fin stand, selvom mange af dem har ligget her i mere end 200 år.
»Og heldigvis er der system i kasserne,« siger arkivaren.

Numrene på kassernes sider henviser til et tysksproget system på 89 forskellige erhvervstyper, som opfindelserne er kategoriseret efter.

Nogle kasser hører eksempelvis under nummer 12- ’Chemische Verfahren und Apparate’ mens andre hører under nummer 14- blandt andet ’Expansionsmachinen’.

Ikke noget med alfabetisk rækkefølge efter ophavsmand eller velkendte kategorier som ’rumraket’. Man kan dog slå opfindernes navne op i et andet system, og på den måde finde flere opfindelser fra samme hånd, hvis man vil.

Mineralvand og rulleskøjter

Vi griber efter mere eller mindre tilfældige kasser på hylderne. Jørgen Mikkelsen bladrer forbi en dansk opfinder, der har fundet på mineralvand. Vi kigger også på en slags forbedring af rulleskøjten.

Mindst 850 kasser med ansøgninger findes i dag i Rigsarkivet tæt ved Christiansborg i København. (Foto: Rigsarkivet/Ernst Tobisch)

Rigsarkivet har gemt alle korrespondancer vedrørende de opfindelser, der har fået tilkendt patent.
Opfinderens ansøgning til kongen, anbefalingerne fra ekspertpanelet på Polyteknisk Læreanstalt og de tekniske tegninger, der er udført af opfinderne.

Der er nok at tage fat på.

Forsker søges

Ingen har endnu haft tid til at gennemgå det gigantiske materiale. Det så arkivaren ellers meget gerne.

»Hvis en specialestuderende havde tid, eller hvis vi kunne få en ph.d.-studerende, kunne det her materiale endelig komme til sin ret,« siger Jørgen Mikkelsen håbefuldt.

Han beundrer opfindernes bidrag til historien og så gerne, at der blev gravet dybt i arkivet. Invitationen er hermed givet videre.

Men vil man nøjes med at følge med på tilskuerrækken tager Videnskab.dk første spadestik i en artikelserie, hvor vi kigger nærmere på fine danske opfindelser som skrivekuglen, en ubåd med propel og en dykkerdragt, der skulle gøre opfinderne rige.

Læs den første artikel i serien, hvor vi fortæller om opfindelsen af Danmarks første dykkerdragt. En opfindelse, der blev gjort med livet som indsats.

Industriel ejendomsret i Danmark er blevet givet af forskellige myndigheder gennem historien:

  • 1816-1848 Industri og Fabrikkontoret.
  • 1849-1894 Indenrigsministeriets 1.kontor.
  • 1894-1924 Patentkommisionen
  • 1924-1988 Direktoratet for Patent og Varemærkevæsen
  • 1988-1999 Patentdirektoratet.
  • 1999-         Patent og Varemærkestyrelsen

Kilde:'Teknologi Centraladministrationens behandling af teknologisager 1816-1996' og Den Store Danske.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Hubbles utrolige billeder her.