Et af de store problemer med den stigende urbanisering er den sky af luftforurening, der hænger over de voksende byer. I løbet af vinteren har eksempelvis Beijing og London været enormt hårdt ramt af smog. I Beijing var det så slemt, at forskere kaldte det en atomvinter, som truede både afgrøder og menneskeliv.
Det er ofte biler og tung industri, der får skylden for byernes forurening, men i områder med meget høj befolkningstæthed, er der mange bidragydere til smogskyerne.
Men selvom problemerne virker uoverstigelige, så udvikler forskere konstant metoder til at modvirke smog. En af disse kan ses i videoen herover.
Hospitalsfacade er koralformet smogæder
Facaden på Hospital Gea i Mexico City er beklædt med en struktur, der har fået sin inspiration fra koralrev. På den måde er strukturens overflade maksimeret. Ifølge opfinderne af facadebeklædningen skulle dette neutralisere forureningen fra 1.000 biler hver dag.
Forskningsprofessor Ole Hertel fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet forklarer, at den luftrensende effekt opstår i samspil mellem overfladen og sollyset.
\ Fakta
Smog består af bittesmå partikler - eller aerosoler - som hænger i luften og kan gøre stor skade på vores helbred, hvis de suges ned i luftvejene.
»Ideen er at den oxiderende overflade i samspil med sollys skal nedbryde forskellige forureningskomponenter, når disse kommer i kontakt med overfladebelægningen,« siger han i en mail til Videnskab.dk.
Fungerer ikke i fuld skala
Ifølge Ole Hertel er der dog ikke noget nyt under Solen i New Mexico:
»Belægninger med titaniumdioxid (TiO2) er ikke noget nyt og findes blandt andet som tagsten og fortovsfliser, og forsøg med disse belægninger er også foretaget i Danmark,« siger han og henviser blandt andet til forsøg fra Gasværksvej i København og i Københavns Lufthavn.
Han beretter, at der er flere internationale forsøg med disse belægninger, der har vist lovende resultater, men at han ligeledes har hørt om fuldskalaforsøg, som skulle have vist knapt så lovende resultater.





























