Pleo er et avanceret stykke legetøj, en camarosaurus-baby i plast, metal og silicium. I Danmark koster Pleo omkring 2.500 kroner. Den er produceret af firmaet Ugobe i Californien, USA, og deres mål er at udviske grænsen mellem teknologi og liv.
Pleo er blevet til efter samarbejde mellem ingeniører, psykologer, programmører, animations-kunstnere og biologer.
Europæisk robot-forskning
Når Mary Wood fra Ugobe viser Pleo frem på IFA-messen i Berlin, er det fordi Pleo skal bruges i det europæiske forskningsprojekt Lirec.
Lirec er et EU-projekt under det 7. rammeværksprogram, som startede den 1. marts 2008. Over ti millioner euro skal over fem år bruges for at finde ud af, hvordan mennesker og kunstige intelligenser kan knytte varige følelsesmæssige bånd.
Martin Diruf arbejder i organisationen GRIP, en gruppe for tværfaglig psykologi. Deres opgave i Lirec-projektet er at bruge blandt andet Pleo til at studere, hvordan mennesker reagerer på robotter.
De valgte Pleo, fordi den er billig og let at erstatte, fortæller Diruf. I dag bruger de standard-versionen af Pleo, men der arbejdes på at videreudvikle en mere avanceret forsøgs-Pleo, som også kan genkende ansigter og forstå tale.
Mødre og ingeniører
Forsøgspersonerne får fem minutter alene sammen med Pleo, og så fem minutter med opgaver, som de skal løse sammen med robotten. Seancen bliver filmet, og bagefter kan forsøgspersonerne se sig selv og kan kommentere deres oplevelse i et interview.
Foreløbigt er der gennemført for få forsøg til at give sikre resultater, men nogle mønstre er ved at vise sig. Diruf fortæller, at forsøgspersonerne deler sig i to markante grupper - de kvindelige og de mandlige - 'omsorgspersonen og ingeniøren'. De kvindelige binder sig hurtigt følelsesmæssigt til robotterne, og ender gerne med at holde dem ind til brystet som en baby.
De mandlige betragter Pleo som en mekanisme. Når de vælter den om på siden og når Pleo klynker og vil op på benene igen, vælter de den bare over på den anden side for at udforske de videre reaktioner.
Professorens kæledyr
De kvindelige og mandlige reaktionsmønstre følger ofte, men ikke altid, fysisk køn. Og du bliver ikke immun mod moderfølelsen ved at vide, hvordan robotten ser ud indeni.
Diruf kan fortælle, at en højt respekteret mandlig professor i kunstig intelligens fra en nabostand på IFA-udstillingen hver morgen er kommet og hilst på Pleo, som om den var et kæledyr. Og Diruf selv føler ubehag ved at se nogen behandle en Pleo hensynsløst.
Hvordan er Pleo blevet designet, for at give disse følelsesmæssige reaktioner hos voksne mennesker som for længst er vokset fra deres bamser?
Realistisk modelleret
Pleo er modelleret næsten perfekt efter en camarosaurus-baby i størrelsesforholdet én til én. De eneste friheder, som designerne fra Ugobe har taget, er at gøre halsen og halen kortere og tykkere.
Pleo er meget mere end et stykke mekanisk legetøj. Den har et primitivt farvesyn, som kan se dig og genkende objekter, men endnu ikke adskille ansigter. Holder du hånden op foran den, så reagerer den - måske.
Pleo er specielt glad for grønne blade, og bliver glad, hvis du putter dem i munden på ham. Hvis batterierne er ved at være flade, bliver han mere og mere træt og sætter farten ned.
Høre, se og føle
Pleo har to ører, som giver stereofonisk hørelse og kan bestemme retningen på lyde. Klapper du, så vender den sig mod lyden - hvis den har lyst. Pleo gør nemlig ingen ting på kommando.
Følere på hovedet, hagen, skuldrene, ryggen og fødderne registrerer bløde berøringer eller bare nærheden af din hånd. Når du klør den, lukker den øjnene i velbehag. Følere under fødderne registrerer underlaget, og forhindrer den i at går udover bordkanter.
En infrarød sensor registrerer om du putter noget ind i munden på Pleo. Infrarøde sendere og modtagere gør også Pleo i stand til at kommunikere med sine søskende-robotter. På IFA-messen var to Pleo-robotter tydeligt begejstrede for hinanden.
Pleo kan lære
Men det er Pleos hjerne, som gør den til mere end en mekanisk dukke. Den styrer de elektriske motorer i hals, hale og ben således at bevægelserne bliver bløde og organiske. Pleos hjerne er også i stand til at lære. Det betyder at når du køber en Pleo, så er den ikke færdigudviklet - ligesom et rigtig nyfødt væsen.
Godt nok kan du putte et SD-hukommelseskort ind i en spalte på dens mave, som gør den til en passiv maskine, der demonstrerer sine evner. Men en Pleo i 'demo-mode' er en hjernedød udgave af den rigtige Pleo.
Efterligner livet
Pleo er ikke programmeret med en statisk, forhåndsdefineret opførsel. I stedet er den blevet givet simple, grundlæggende reaktionsmønstre, som med tiden opbygger Pleos måde at møde verden på.
Et konkret eksempel er dens gang. Pleo har begrænset energi i sit litium-ion-batteri, og hvis den blot skulle trampe afsted uanset underlaget, ville den risikere at overbelaste batteriet.
Derfor har Pleo indbygget en begrænsning på, hvor stor effekt de mekaniske muskler kan udfolde sig med. Går den på et højt gulvtæppe med stor modstand, vil Pleo efterhånden tillære sig en gang med høj benføring for at undgå at slæbe fødderne og sløse med energien.
Dette minder rigtig meget om den måde, som mælkesyre-udmattelse virker i vores biologiske benmuskler. På måder som denne har Pleos designere genskabt livets grundlæggende udviklingsprincipper i en mekanisk-elektronisk udgave.
Pleo har en stor og aktiv gruppe brugere. De er med til at videreudvikle Pleo med gratis software som Ugobe tilbyder på deres hjemmeside. Pleo kan omprogrammeres via en mini-USB-port på maven. Men den vigtigste programmeringen af Pleo sker i den lille dino-bot's møde med virkeligheden - og sin ejer. På nøjagtig samme måde, som det tager mange år for et menneske at blive 'programmeret' i mødet med virkeligheden til at blive et fuldgyldigt medlem af samfundet.
At blive glad for en maskine
Diruf og hans kolleger har altså som mål at fremstille robotter, som mennesker kan knytte sig til følelsesmæssigt. Men er dette ikke at bedrage mennesker? En robot er jo trods alt kun en programmeret maskine?
Diruf svarer ved at fortælle om en anden kæledyrs-robot, den søde lille sæl Paro. Den har været brugt med held for at dulme nerverne hos ensomme alderdomshjems-beboere. Plejerne kunne, ifølge Diruf, fortælle om næsten mirakuløse forbedringer i tilstanden hos de gamle, som fik lov at kæle for de små skabninger med dejlig, blød pels og store, hjælpeløse øjne.
Paro gav dem følelsen af at nogen behøvede dem. Hvis Paro virkelig var til hjælp, må det være rigtigt at bruge den, mener Diruf. Men han fortæller også at han har en søster som er stærkt uenig...
Mere end bare en maskine?
Spørgsmålet er også i hvilken grad Pleo - og de langt mere avancerede efterkommere, som vi sikkert vil få se - bare er maskiner. Og hvad betyder 'bare en maskine'? Kunne man ikke på samme måde hævde, at vi mennesker 'bare' er aminosyrer og anden sindrig bio-informatik?
Hvornår bliver et system så komplekst, at ændringen ikke bare kan beskrives kvantitativt, men giver en ny kvalitet - for eksempel en selvstændig personlighed, en egenværdi?
Diruf har selvsagt ingen svar på disse spørgsmål, men mener, de er vigtige og interessante. Han fortæller, at efter tekniske diskussioner under fagmøder hen over en kop kaffe dukker sådanne spørgsmål op og bliver diskuteret med stort engagement.
Hjælp til selvhjælp
Det er også vigtigt for Diruf at fremhæve, at de robotter, som de forsøger at udvikle, ikke skal tage over for mennesket. Det er let at forestille sig en slave, som henter stadig flere kasser øl til sin stadig mere tøndeformede herre og mester, som henslængt kommanderer sin mekanik-butler hid og did.
Ifølge Diruf skal robotterne være som en intelligent rollator - en hjælp til selvhjælp. Robotten skal følges med den gamle dame ud i køkkenet. Hun laver selv maden, men når hun behøver hjælp til at bære fadet ind til spisebordet, er robotten der, fabulerer Diruf.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.
