Med flere effektive redskaber såsom lighteren og tændstikker er det i dag ikke den store kunst at skabe ild.
Men det var det, dengang neandertalerne og de tidlige moderne mennesker levede. Alligevel ser det ud til, at begge slags fortidsmennesker havde det til fælles, at de evnede at skabe ild med værktøj, holde det i gang og begrænse det, dog på hver deres måde.
I et nyt studie, der er offentliggjort i Cambridge Archaeological Journal, har to professorer med speciale i henholdsvis stenalder-arkæologi og kognitiv videnskab undersøgt forskellige aspekter af to af de vigtigste fremstillingsmetoder af ild i jæger-samler tiden.
De to metoder, ‘strike-a-light’ (når man slår de rigtige slags sten mod hinanden for at skabe ild) og ‘manual fire-drill’ (hvor man skaber ild gennem friktion ved at gnide hænderne ned langs en pind placeret på et stykke træ), blev analyseret og derefter vurderet ud fra kausale, sociale og fremtidsbelysende ræsonnementer. Og her fandt forskerne nogle interessante forskelle og sammenhænge.
Mens det ser ud til, at neandertalere har benyttet sig af strike-a-light metoden, peger forskerne på, at de tidlige moderne mennesker har brugt manual fire-drill allerede for 160.000 år siden i det sydlige Afrika.
Begge metoder benytter sig af redskaber for at skabe ilden, hvilket, studiet peger på, er mere krævende end blot at bruge og vedligeholde naturlig ild. Men ifølge forskerne kræver manual fire-drill metoden en større grad af kognitiv involvering end strike-a-light metoden, som neandertalerne ser ud til at have benyttet.
Alligevel er det næppe så mærkeligt, at de to arter ikke har brugt samme metode til at skabe ild. Først og fremmest ved man, at neandertalere producerede mange stenværktøjer ved at forme flintesten og derfra kan have opdaget, at nogenlunde samme proces kan skabe ild, skriver Phys.org.
Derudover er strike-a-light metoden mere effektiv i vådere områder, hvor neandertalere befandt sig, mens manual fire-drill metoden egner sig godt i tørre, varme områder, hvor de helt tidlige moderne mennesker var.
Ifølge studiets forskere indikerer dét, at begge arter af fortidsmennesker har brugt redskaber til fremstilling af ild, at de må have indlært viden om metoden og evne til at samle og fremstille redskaberne.
At begge arter kunne dét, kan betyde, at den slags kognitiv kapacitet, der skal til for at skabe ild på den måde, muligvis kan dateres tilbage til før den evolutionære splittelse mellem arterne af fortidsmennesker for 500.000 år siden, antyder de to professorer.
smb