Flyvemaskiner med aktive luftstrømme over vingerne vil kunne sænke brændstofforbruget med 20 procent. Professor Duncan Lockerby fra University of Warvick, som ledede forskningsprojektet, siger i en pressemeddelelse at resultatet er meget overraskende for alle som beskæftiger sig med aerodynamik.
Han fortæller at de opdagede denne effekt, da de viftede frem og tilbage med en vinge i en vindtunnel.
Små jetmotorer
Metoden, forskerne har udviklet, anvender små luftdrevne jetmotorer, som styrer luftstrømmen således at den flyder sidelæns frem og tilbage over vingen.
Jetmotorerne fungerer efter Helmholtz' princip om resonans, som siger, at når luft presses ind i et hulrum, så stiger trykket, således at luft presses ud og bliver suget tilbage ind, noget som sætter svingninger i gang.
Det er dette princip, man ser i aktion, når man får en fløjtelyd, når man blæser hen over en flaske.

»Sandheden er den, at vi ikke er helt sikre på hvorfor denne teknologi reducerer luftmodstanden, men med dagens pres fra klimaforandringerne, har vi ikke råd til at vente til vi finder ud af det.«
»Nu fortsætter vi med prototyper, og kører et separat treårsprojekt, som skal se nærmere på den fysik som ligger bag,« siger Lockerby.
Fortsat på konceptstadiet
Teknologien er fortsat på konceptstadiet, men forskerne håber vinger med aktive luftstrømme kan afprøves på rigtige flyvemaskiner allerede i 2012.
Hvis den fungerer lige så godt i virkeligheden, som i laboratoriet, tror forskerne denne teknologi også kan nedbringe udslip fra biler, både og tog.
Forskningsprojektet som studerede luftstrømme over fly-vinger var finansieret af Engineering and Physical Sciences Research Council og flyproducenten Airbus.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
































