15. maj 1940 var ikke nogen helt almindelig dag for amerikanske forbrugere – og slet ikke, hvis de var kvinder.
2. Verdenskrig rasede i Europa, hvor de tyske styrker var i færd med at besætte Holland og Belgien for derefter at fortsætte mod Frankrig. Men USA var neutralt, og her var den store begivenhed, at den kemiske koncern Du Pont frigav salget af den længe ventede nylonstrømpe.
En af Du Ponts vicepræsidenter, den fremsynede leder af selskabets kemiske afdeling, Charles Stine (1882-1954), havde allerede annonceret det nye produkt 27. oktober 1938 til en begejstret forsamling af 4.000 kvinder i New York.
Men det var kun en forsmag. Det tog et par måneder, før den første fabrik i Seaford, Delaware, begyndte at producere nylon.
Nylonstrømper udsolgt i løbet af få timer
Da nylonstrømpen kom på markedet, blev hele lageret udsolgt i løbet af nogle få timer, også selv om de nye strømper var betydeligt dyrere end ægte silkestrømper.
Mange amerikanske kvinder, og alle europæiske, måtte dog pænt vente til krigens afslutning, før de kunne iklæde sig de vildt eftertragtede 'nyloner'.
\ Læs mere
Nylon var ikke det første kunststof, der blev benyttet til tekstiler.
Allerede fra slutningen af 1800-tallet var franske, tyske og amerikanske firmaer begyndt at fremstille såkaldt kunstsilke af cellulose fra plantefibre.
Andre syntetiske tekstilfibre var baseret på kasein, fremstillet af skummetmælk.
Du Pont havde en vis succes med kunstsilken 'rayon', der dog ikke kunne konkurrere med den ægte silke, der i store mængder blev importeret fra Japan.
Strømper af rayon var såmænd gode nok, men de var bare ikke elegante – de signalerede ringe smag og ringe økonomi.
Nylon var helt unikt
Nylon var noget helt nyt, både modemæssigt og kemisk. Det var det første helt syntetiske tekstilstof, hvori naturstoffer som cellulose eller kasein slet ikke indgik.
Som Stine fra Du Pont fremhævede i sin tale fra oktober 1938, var der tale om:
»Den første menneskeskabte tekstilfiber, der udelukkende er dannet af stoffer fra mineralriget. … Selv om det helt er skabt af almindelige råstoffer som kulstof, luft og vand, så kan nylon laves til tråde, der er så stærke som stål og så fine som en edderkops spindelvæv – og dog mere elastiske end nogen naturlig fiber«.
Startede som en krudtfabrik
Du Pont-koncernen stammede fra 1802, hvor franskmanden Éleuthère du Pont de Nemours (1771-1834) grundlagde en krudtfabrik i Delaware.
Firmaet voksede sig hurtigt stort og var under Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865 den største leverandør af krudt til nordstaternes hære.
Under 1. Verdenskrig voksede Du Pont yderligere og tjente styrtende af penge på produktion af sprængstoffer.
Firmaet var i 1920’erne blandt de største kemiske industrier i verden. Som flere andre kemiske og elektrotekniske virksomheder indså man, at videnskabelig forskning på længere sigt kunne gavne i den benhårde konkurrence.
I 1926 fik det Stine til at oprette et rigt udstyret firmalaboratorium til kemisk forskning. Hans filosofi var, at gav man forskerne frie hænder og rigelige ressourcer, så skulle de nok finde på noget, der var profitabelt.
Det viste sig at være en filosofi med hold i virkeligheden.
\ Læs mere
Grundforskning under optimale betingelser
Til at lede laboratoriets program i organisk syntese hyrede man i 1927 en ung og lovende kemiker fra Harvard University. Wallace Carothers (1896-1937) var tiltrukket af den rundhåndede løn, men endnu mere af muligheden for at dyrke grundforskning under optimale betingelser.
Han startede med at undersøge de såkaldt polymere stoffer, hvis natur på den tid endnu var uafklaret. Man vidste, at sådanne polymerer fandtes i blandt andet uld og naturgummi, og at de havde enormt store molekylvægte. Men meget mere vidste man ikke.
Den tyske kemiker og senere nobelpristager Hermann Staudinger (1881-1965) mente, at der var tale om kæmpe- eller makromolekyler af samme type som fra organisk kemi, mens andre kemikere opfattede dem som holdt sammen af svagere kræfter. Carothers tilsluttede sig Staudingers ide.
Carothers mål var at opbygge disse meget lange makromolekylære kæder – 'superpolymerer', som han kaldte dem – ud fra mindre og velkendte molekyler.
Målet var således videnskabelig erkendelse, men selvfølgelig ville det ikke være en ulempe, hvis de syntetiske polymerer viste sig at have industrielle anvendelser.
'Neopren' var startskuddet
Carothers og hans gruppe af Du Pont-kemikere fokuserede på 'kondensationspolymerer', hvor en polymer dannes ud fra mindre organiske enheder, der kobles sammen ved fraspaltning af for eksempel vandmolekyler.
På den måde viste det sig muligt at lave nye polymerer, hvoraf klorforbindelsen 'neopren' fra 1930 var den vigtigste.
Neopren blev markedsført som kunstgummi, men havde svært ved at konkurrere med den billigere naturgummi.
Alligevel viste neopren vejen mod det større mål og angav et muligt svar på det spørgsmål, der i stigende grad optog Du Ponts kemikere:
Kunne man via samme teknik lave kunstige tekstilfibre med egenskaber, der var bedre end silkes?
\ Læs mere
Nylon lugtede af penge
Det kunne man, omend det tog lang tid at komme så vidt.
Det videnskabelige forskningsprogram fik nu en mere praktisk orientering. Gennembruddet kom 28. februar 1935, da Carothers brugte kemikalierne adipinsyre (C6H10O4) og diaminohexan (C6H16N2).
Ved gentagen kondensation af de to forbindelser kunne man syntetisere en fiber, der var stærk og elastisk og havde et højt smeltepunkt. Da den heller ikke blev påvirket af vand eller almindelige opløsningsmidler, var den værd at se nærmere på. Stoffet lugtede af penge.
Den første nylon blev betegnet 'nylon 66', hvor 6-tallerne henviser til antallet af kulstofatomer i de to udgangsstoffer.
Selve navnet 'nylon' opfandt Du Pont til lejligheden – dog først efter at have overvejet en række andre navne. Internt kaldte kemikerne det for 'polyamid 66', mens ledelsen foreslog navne som 'delawear' og 'wacara' (efter Wallace Carothers).
Mere salgbare navne var 'duparon' og 'nuron', men for at undgå konflikter med allerede beskyttede varemærker enedes man først om 'nilon' og derefter 'nylon'. Det skete for at undgå tvetydighed i udtalen.
Nylon omskabt til et kommercielt produkt
Carothers’ fremstillingsmetode for nylon blev patenteret i sommeren 1938, hvorefter Du Pont gik i gang med at omskabe den nye polymer til et kommercielt produkt.
Det lykkedes over al forventning. Men Carothers kom ikke selv til at opleve den eventyrlige succes, hans forskning førte til. Han led af alvorlige depressioner, og i sommeren 1936 brød han næsten totalt sammen.
29. april 1937, tre uger efter, at patentansøgningen for nylon var indsendt til de amerikanske patentmyndigheder, besluttede han sig for at gøre en ende på sit, efter egen opfattelse, helt mislykkede liv.
Som kemiker vidste han, hvordan det kunne gøres. Han brugte en opløsning af den stærke gift kaliumcyanid (cyankalium) i et glas citronsaft. Carothers nåede netop at blive 42 år.
Du Ponts ambitiøse forskningsprojekt, der førte til nylon, kan beskrives som det, man i moderne forskningspolitik betegner 'fra forskning til faktura'.
Der var dog ikke tale om industrielt orienteret forskning, men om grundvidenskab, der med tiden fik et kommercielt mål.
Carothers’ primære interesse var at tilfredsstille sin videnskabelige nysgerrighed om makromolekylers kemi – ikke at skabe profit for Du Ponts aktionærer.
Offensiv satsning betalte sig i sidste ende
Alligevel fik forskningsprojektet en sådan drejning, at videnskabelige og kommercielle mål gik op i en højere enhed. Patent nr. 2.130.948 viste sig at være guld værd.
Det hele var en offensiv satsning fra selskabets side, for i 1938 havde det samlede projekt involveret 230 kemikere og ingeniører og havde kostet den dengang enorme sum af 27 millioner US dollars. Tallene skal tilmed ses i lyset af, at en stor del af projektet forløb under den svære økonomiske krise, der plagede USA.
Men det var en god investering. I 1940-1941 fremstillede Du Pont nylon for en salgsværdi af 34 millioner US dollars, og allerede i efteråret 1941 havde kunststoffet erobret 30 procent af det amerikanske marked for damestrømper.
Det var en veritabel økonomisk krigserklæring mod Japan, der havde leveret næsten al den råsilke, amerikanerne brugte.
Efter det japanske angreb på Pearl Harbor fulgte en anden og mere alvorlig krigserklæring 8. december 1941 - og med denne også en næsten total omlægning af Du Ponts produktion.
Nylonstrømper blev igen en sjælden vare, for nu gjaldt det om at bruge nylon til krigsindsatsen i Stillehavet og i Europa.
Nylon blev en del af militæret
Fra 1942 til 1945 blev så at sige al nylon anvendt til faldskærme, reb, moskitonet, telte og andre militære produkter. I de år var nylonstrømper en værdsat vare på det sorte marked.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det virkelige kommercielle gennembrud for nylonstrømpen kom efter krigens afslutning, først i USA og senere i Europa.
Efterspørgslen var umættelig og førte i flere tilfælde til veritable 'nylonoptøjer', hvor hundreder eller tusinder af nylonsultne kvinder kæmpede om de eftertragtede strømper.
I 1950’erne blev den oprindelige nylon 66 suppleret med andre syntetiske tekstiler af lignende art – enten fremstillet af Du Pont eller andre selskaber.
Gik fra krig til modeindustrien
Dacron, terylene, orlon og tricel var blot nogle af de nye tekstiler, der, sammen med nylon, fandt vej til modeindustrien og endda blev markedsført som 'haute couture' af celebre modeskabere som Coco Chanel (1883-1971) og Christian Dior (1905-1957).
I 1965 udgjorde syntetiske fibre 63 procent af den samlede verdensproduktion af tekstiler, mens andelen ti år senere var reduceret til 45 procent.
\ Læs mere
En væsentlig grund til nedgangen var den nye miljøbølge, der i stigende grad fik forbrugerne til at kigge mod naturlige produkter som uld- og bomuldstøj.
I dag er omkring halvdelen af alle tekstilfibre syntetiske, hvoraf nylon alene tegner sig for 20 procent.
På verdensplan produceres cirka 4 milliarder kilo nylon hvert år, hvilket svarer til næsten 1 kilo per menneske.
Jo, opfindelsen af nylon var unægteligt en succes.
