Det var et forsøg værd, men det lykkedes ikke: NASA kunne ikke få Mars-roveren Spirit fri af det sand, som den kørte fast i for ni måneder siden.
Teknikerne fra NASA kunne godt få Spirit til at bevæge sig nogle ganske få centimeter, men mere blev det altså ikke til. Og fremover vil Spirit blive, hvor den er.
Men det betyder ikke, at Spirit afskrives fuldstændig. I de kommende år vil robotten fungere som en stationær forskningsstation. Og den kan stadig bruges til spændende forskning og for eksempel give informationer om Mars’ indre.
Hvad rummer Mars?
Mars roterer nemlig ikke fuldstændig stabilt. Der er små ujævnheder i rotationen, og de skyldes forhold i kernen af planeten. Med en stationær forskningsstation som Spirit kan ujævnhederne måles ganske nøjagtigt, og så kan forskerne måske finde ud af, om Mars har en fast eller en flydende kerne.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Spirit kan selvfølgelig også fortsætte med at analyse den omkringliggende Mars-sand, og robotten kan måle, hvordan vejret skifter på planeten.
Mars-roveren er dog ikke helt færdig med at bevæge sig, for den skal helst vippes en smule, så solpanelerne bedre kan fange det sollys, der giver energi til Spirit. Det vil de kommende uger gå med.
NASA’s beslutning betyder i øvrigt, at vi nu har svaret på spørgsmål nr. 4 i vores nytårsquiz. Nej, det lykkedes ikke NASA at få Mars-bilen Spirit fri af sandet.