Den amerikanske virksomhed SpaceX flyver lige nu materialer op til den Internationale Rumstation under en kontrakt med NASA.
Dette er dog ikke det eneste, som den private rumfartsorganisation har gang i – de tester nemlig for tiden deres Dragon-rumkapsel, der gerne skulle være en del af fremtidige bemandede missioner ud i rummet.
Den seneste test fandt sted i december måned, hvor Dragon-kapslen blev løftet næsten 2,5 kilometer op over havets overflade, inden den næsten 5,5 tons tunge rumkapsel blev frakoblet.
LÆS OGSÅ: SpaceX’ græshoppe-rumraket slår tidligere rekorder
Dragon-rumfartøjet skal være det sikreste fartøj
Formålet med dette var at teste faldskærmene, der skal bringe Dragon-kapslen sikkert tilbage på Jorden. Faldskærmstesten skulle sikre, at faldskærmssystemet virker i nødstilfælde i løbet af opsendelses- eller nedfaldsfasen og bringe astronauter ombord tilbage på sikker grund.
Folkene bag SpaceX udtaler, at de ønsker at gøre Dragon-rumfartøjet til det sikreste fartøj, der findes. For at virksomheden kan nå dette mål, kræver det dog, at deres systemer bliver tjekket til fulde.
Med denne succesfulde test i baggagen er SpaceX klar til en fuld test af ‘launch-escape’ systemet senere dette år.