En decembernat i år 992 – mens vikingekongen Svend Tveskæg regerede over Danmark – noteres det i annaler fra Sachsen i Tyskland, at »et uhørt mirakel« er blevet observeret.
»Pludselig skinnede et sådant lys fra nord, at mange mennesker sagde, at Solen var stået op,« lyder det i annalerne fra Quedlinburg.
Ifølge et nyt studie var det uhørte mirakel i virkeligheden nordlys, som strakte sig langt sydligere på kloden end normalt på grund af en kraftig solstorm.
En solstorm er en form for eksplosion på Solen, som kan sende en storm af partikler ned mod Jorden. Partikelstormen forstyrrer Jordens magnetfelt og giver anledning til nordlys – og i vores moderne samfund kan solstorme have så voldsomme konsekvenser for teknologien, at Beredskabsstyrelsen for nyligt satte solstorme på listen over de største trusler mod Danmark.
»Himlen var blodrød«
I det nye studie har japanske forskere gennemtrawlet gamle dokumenter fra årene omkring 990-994. I både tyske, engelske og koreanske dokumenter har de fundet tegn på nordlys i form af beskrivelser såsom, at »himlen var blodrød« eller »den brændende farve blev set på himlen indtil morgenen.«
\ Solstorme
Indimellem sker der kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære. De voldsomme soludbrud kaldes også for solstorme.
Hvis en solstorm rammer vores klode, kan det give forstyrrelser i Jordens magnetfelt og dermed føre til polarlys (nordlys).
Forstyrrelserne kan i alvorlige tilfælde også føre til fejlstrømme i elektriske kredsløb.
Det skete blandt andet i marts 1989, da elnettet i Québec i Canada kollapsede efter en solstorm. I 2003 brød elnettet i Malmø også kortvarigt sammen under en solstorm.
Radiokommunikationen, GPS-systemet, satellitter og rumskibe er også sårbare over for solstorme.
»Vi fandt en klynge af nordlys-optegnelser fra slutningen af år 992, herunder samtidige observationer fra 26. december 992 i både Tyskland og Irland. Disse nordlys-optegnelser tyder på, at solstorme forekom flere gange i slutningen af 992,« fortæller den japanske forsker Hisashi Hayakawa fra Universitetet i Kyoto til Videnskab.dk.
Nordlys – eller polarlys, som det mere retteligt kaldes – ses normalt kun i et bælte omkring Nord- og Sydpolen. Men når voldsomme solstorme rammer Jorden, kan polarlys også blive observeret på sydligere breddegrader, forklarer lektor Heidi Korhonen fra Københavns Universitet.
»Det er meget interessant, at man tilsyneladende kan få informationer om fortidens solstorme fra historiske optegnelser og dokumenter. Især fordi vi også kender til andre tegn på kraftige solstorme på samme tid,« tilføjer Heidi Korhonen, som forsker i Solen og andre stjerner, men ikke har været en del af det nye studie.
Andre tegn på fortidens solstorme
Allerede for flere år siden fik forskere nys om vikingetidens solstorme ved at studere træringene i nogle gamle, japanske stykker cedertræ.
Cedertræerne havde optaget usædvanligt meget af stoffet kulstof 14 omkring år 993/994, hvilket måske kunne være tegn på en voldsom solstorm.
Da forskere senere kiggede efter iskerneboringer fra Grønland, fandt de også spor fra en solstorm omkring år 993/994. (Læs mere i artiklen Historiens største solstorm opdaget)
»Der er et års tidsforskydning mellem kulstof-14-toppen i de japanske cedertræer og dateringen af nordlys-begivenhederne i de historiske dokumenter. Det kan måske forklares med den tid, det tager for kulstof 14, der genereres i atmosfæren, at blive optaget i træringene,« siger Hisashi Hayakawa, som dog påpeger, at man skal være varsom med skråsikkert at konkludere, at cedertræerne og de historiske dokumenter vidner om præcis de samme solstorme.
‘Katastrofe’, hvis det skete i dag
Uanset hvad, mener både Korhonen og Hayakawa, at viden om fortidens solstorme er et vigtigt redskab til at blive bedre til at forstå og forudsige solstorme.
De påpeger begge, at vores moderne samfund bliver mere og mere afhængig af teknologi, strømforsyning og satellit-kommunikation – og dermed mere sårbare over for solstorme.
»Polarlys på lave breddegrader var sikkert et forunderligt syn i 990’erne, men det var ikke en katastrofe. Hvis den samme begivenhed sker nu, kan de økonomiske og sociale konsekvenser være katastrofale,« mener Hayakawa.