Det var naturligvis en stor skuffelse, da den europæiske rumsonde Schiaparelli styrtede ned på Mars d. 19 oktober i år.
I stedet for at lande ramte sonden overfladen med en fart på omkring 300 kilometer i timen og eksploderede sandsynligvis ved nedslaget.
I hvert fald kunne en amerikansk rumsonde nogle dage senere tage et billede af det krater, der var dannet på overfladen.
Siden da har ESA naturligvis søgt at finde fejlen, og de første resultater er nu kommet.
\ Læs mere
Instrument forvirrede computer
Schiaparelli var efter en fejlfri flyvning kommet korrekt ind i Marsatmosfæren med en fart på 21.000 kilometer i timen. Varmeskjoldet havde fungeret, og faldskærmen foldet sig ud i en højde på 12 kilometer, mens farten endnu var over 1.700 kilometer i timen.
Stadig gik alt godt, og i en højde på 7,8 kilometer blev varmeskjoldet kastet af, helt efter planen.
En såkaldt Doppler radar sendte nu konstant data om rumsondens højde og hastighed til computeren, der styrede landingen. Også det gik godt, men der kom falske data fra et instrument, der målte rumsondens rotation.
Den gav computeren besked om, at den var ‘mættet’, hvilket betyder, at den nu gav det højeste udslag den var i stand til.
et fik computeren til at tage helt fejl af situationen.
Nu mente den, at Schiaparelli ikke bare var landet, men nu befandt sig under overfladen. Så computeren handlede hurtigt: Væk med faldskærmen og så kun tænde for bremseraketterne i den korteste mulige tid på bare tre sekunder.
Og som man siger: The rest is history. Uden at computeren vidste det, faldt sonden nu med stadig stigende fart ned mod sit endeligt, mens computeren var travlt optaget af at starte de instrumenter, som skulle aktiveres efter landingen.
\ Læs mere
ESA vil prøve igen
Ikke langt fra, hvor Schiaparelli styrtede ned, kørte den lille marsbil Opportunity. Den var så tæt på, at man rettede dens kameraer mod himlen, i håb om at fange et glimt af landingen. Men det lykkedes ikke, og selv hvis den lille sonde var landet efter planen, var Opportunity for langt borte til at kunne køre til landingsstedet. Opportunity har trods alt kørt rundt på Mars i næsten 13 år, og er nu godt slidt.
Spørgsmålet er nu, hvad ESA kan bruge den mislykkede landing til. På den positive side er det nu klart, at langt det meste fungerede, som det skulle – både varmeskjold og faldskærm.
\ Rumsonden Schiaparelli
Rumsonden Schiaparelli er opkaldt efter den italienske astronom Giovanni Schiaparelli (1835-1910), som blev berømt, da han i 1877 mente at have set kanaler på Mars.
Selv mente Schiaparelli, at der var tale om naturlige dannelser, men det blev hurtigt forvandlet til, at kanalerne var kunstige, gravet af en gammel civilisation på Mars, som søgte at lede vand fra de isdækkede poler ned til de tørre ørkener nær ækvator.
En af de fremmeste fortalere for denne idé var amerikaneren Percival Lowell, der kortlagde snese af kanaler fra sit private observatorium i Arizona.
I dag ved vi, at kanalerne var synsbedrag, skabt af øjet når det anstrenger sig til det yderste for at se detaljer i de uklare mørke og røde områder, som man kan se på Mars i en kikkert her fra Jorden.
Schiaparelli opdagede i øvrigt asteroiden 69 Hesperia i 1861 og fandt ud af, at sværme af stjerneskud skyldes støv og småsten fra kometer. Han viste således, at Leoniderne stammer fra kometen Temple-Tuttle.
Rumsondens konstruktion er altså grundlæggende sund, og det er godt nyt for det næste landingsforsøg i 2020, hvor ESA i samarbejde med Rusland vil forsøge at landsætte en lille marsbil. Softwarefejl i computeren kan rettes, og det instrument, som gav falske målinger til computeren, vil nok blive erstattet af en bedre model.
Men som altid i den moderne rumfart er det virkelige problem penge.
Netop i disse dage er der ministerrådsmøde i ESA, som nu står med hatten i hånden og beder om 300 millioner Euro for at kunne gennemføre 2020-projektet. Italien, som har en stor andel i Schiaparelli, vil meget gerne fortsætte, men der er jo mange lande, som skal være enige.
\ Læs mere
Metan kan være spor efter liv
Vi må heller ikke glemme, at Schiaparelli kun var en del af det såkaldte ExoMars-program. For Schiaparelli sad ikke alene i næsen på den russiske Proton-raket under opsendelsen.
Med i raketten var der også en satellit ved navn ExoMars Trace Gas Orbiter. Denne satellit har en opgave, der er mindst lige så interessant som det at lande på Mars.
For nogle år siden opdagede man, at der af og til var spor af luftarten metan i atmosfæren omkring Mars. Målingerne er indtil nu få, men de er vigtige, fordi bakterier her på Jorden er den vigtigste kilde til metan.
I Marsatmosfæren vil metanen hurtigt blive nedbrudt, så den kan kun findes, hvis den hele tiden produceres. Spørgsmålet er nu, om denne produktion er biologisk eller alene skyldes geologiske processer.
Trace Gas Orbiter går grundigt til opgaven. Ikke alene leder den efter metan, men også efter andre sjældne luftarter i Marsatmosfæren som blandt andet vanddamp og acetylen.
Acetylen med formlen C2H2 er en gas, der her på Jorden bruges til blandt andet svejsning. Nu findes der bakterier, der kan leve af acetylen, og det er derfor ganske interessant, at der på Saturns måne Enceladus er fundet spor af acetylen.
Da Enceladus har et ocean under den isdækkede overflade og gejsere, der slynger damp og vand ud i rummet, er det en opdagelse, som peger på eksistensen af en kompliceret organisk kemi. Måske gælder det samme på Mars.
\ Læs mere
Satellit skal fotografere styrtet
Trace Gas Orbiter er gået i bane om Mars og kredser for tiden om den røde planet i en aflang bane mellem 300 og næsten 100.000 kilometer over overfladen. Det giver en omløbstid på 4,2 døgn.
En så aflang bane er slet ikke egnet til at lede efter metan i den nedre atmosfære, så derfor begynder satellitten til næste år at foretage nogle dyk ned i den lidt tættere atmosfære, hvor der er en vis luftmodstand.
Ganske langsomt, over en periode på næsten et år, får luftmodstanden sænket banen til en cirkulær bane bare 400 kilometer over overfladen.
I marts 2018 begynder så den store metanjagt, som kan få afgørende betydning for at vurdere, om der er liv på Mars.
Under hele sin flyvning vil Trace Gas Obiter tage billeder af Mars – og desuden har den medvirket til at opklare, hvad der skete med Schiaparelli. Ikke ved at tage billeder, men ved at modtage de data, Schiaparelli sendte tilbage under sin tur ned gennem atmosfæren.
\ Læs mere
Menneskelige fejl kan ikke undgås
En forvirret computer fik Schiaparelli til at styrte ned, og ligegyldigt hvor gode IT-eksperter man bruger, er den slags fejl nok ikke helt til at undgå.
Vi har selv oplevet en sådan fejl på tæt hold, da vi i januar 2005 var i Darmstadt for at følge den europæiske rumsonde Huygens landing på den store Saturnmåne Titan.
Vi sad i det store auditorium, og stemningen var høj, da alt så ud til at gå fint. Men så blev der uro i salen blandt de forsamlede specialister, for det så ud til, at man havde mistet halvdelen af alle de data – herunder billeder – som Huygens havde indsamlet under sin timelange tur ned gennem Titans tætte atmosfære.
For at gøre en lang historie kort, så var der her tale om en menneskelig fejl af den slags, som bare ikke må ske, men som alligevel er sluppet gennem alle kontroller.
\ Læs mere
Vi skal lære af fejl
For at være på den helt sikre side, sendte Huygens alle sine data op til rumsonden Cassini via to kanaler; A og B.
Men Cassinis modtager af data fra kanal A var bare ikke slået til. Det var en fejl, som de europæiske programmører havde ansvaret for, men som heller ikke var opdaget af NASA, som naturligvis også kontrollerer alle de programmer, man sender op til rumsonden Cassini.
Der gik en del billeder og data tabt, men man kan ikke lade være med at have ondt af de stakkels programmører, der havde begået fejlen. I rumfarten er man blevet meget bedre til at undgå IT-fejl, men Schiaparelli viser, at vi nok aldrig helt kan slippe af med dem.
Skal rumfarten fortsætte, må vi ikke blive for allergiske over for fejl, for vejen ud i rummet er brolagt med fejlslagne rumsonder og satellitter. Det vigtigste er at lære af fejlene.
