Man behøver ikke være bange for, at mobilforbindelsen ryger ved en solstorm. Mobilen tager nemlig ikke skade, og signalerne mellem mobilen og masten påvirkes ikke synderligt af solstorme
Det var der ellers flere medier, der skrev – inklusive os selv her på Videnskab.dk – ved den sidste store solstorm 13. marts tidligere i år.
På Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet er de eksperter i mobiltelefoni, men hverken professor Gert Frølund Pedersen eller professor emeritus Jørgen Bach Andersen fra instituttet har hørt om, at solstorme skulle kunne påvirke mobiltelefoni.
Teleselskaber: Solstorme er vores mindste problem
Heller ikke teleselskaberne har oplevet, at mobiltelefonerne opgiver ævred:
»Solstorme er ikke et problem for mobiltelefoni overhovedet,« siger presserådgiver Rasmus Avnskjold fra TDC.
»I teorien kunne de godt have en betydning, men i praksis har de overhovedet ikke.«
»Der er mere jordnære faktorer, der påvirker telefonnettet langt mere end solstorme kan gøre det. Vi kan slet ikke mærke en eventuel påvirkning fra solstorme, for andre fejlkilder har større betydning.«
Hos Telia og Telenor er der heller ingen, der har hørt om, at solstorme skulle være et problem for brugere af mobiltelefoner.
Mobilen kan løbe tør for strøm
Peter Stauning, der er forsker emeritus ved DMI, og som har forsket i konsekvenserne af solstorme, kan kun bekræfte, at mobiltelefoni ikke påvirkes:
»Der er til gengæld en risiko for kommunikationssatellitter. Så hvis man bruger en satellittelefon, kan forbindelsen i princippet ryge.«
Hos det finske meteorologiske institut har de også en ekspert i solstorme. Han hedder Ari Viljanen, og ifølge ham vil mobiltelefoni kun kunne påvirkes indirekte:
»Hvis elnettet kollapser på grund af en meget voldsom solstorm, vil mobilmasterne heller ikke kunne fungere – i hvert fald ikke, når nødstrømsanlæg er løbet tør. Desuden vil det selvfølgelig blive umuligt at genoplade batteriet i mobilen,« siger han.